Om udviklingsarbejde kan det kort og kontroversielt siges, at det hele drejer sig om funding. Den floskelfyldte afrapportering til Danida, der er nødvendig for at udløse godbidden, er med til at male dansk bistand op i et hjørne, hvor forskellen mellem rapporter og realitet bliver sørgeligt iøjefaldende. En dedikeret, men skeptisk, tilhænger af udviklingsbistand har ordet.
Sådan lyder den indledende præsentation af en kronik af Katrine Barnekow Rasmussen, bragt tirsdag i dagbladet Information.
Af Katrine Barnekow Rasmussen
Fra marts til august var jeg i Uganda, hvor jeg arbejdede for en international NGO. På godt og ondt gav det mig et indblik i den udviklingsverden, jeg altid har været lidt naivt fascineret af.
Gennem mine studier på RUC havde jeg opbygget et ganske godt, men også ganske teoretisk, billede af den komplekse bistandsverden. I Uganda fik jeg med egne øjne at se hvilken forskel, der kan være på papir og virkelighed.
Mine første tættere møder med bistandsverdenen var en række organisationer i Danmark under min søgen efter en praktikplads. Her stødte jeg på mennesker, der var glade for deres arbejde (det er jo ikke forbudt) – men som også, synes jeg, følte sig hævet over mennesker, der “bare” arbejder i en bank, eller i reklame-branchen, fordi deres eget job, i egne øjne, gør en forskel for nogle mennesker ude i verden.
Desværre bliver selvhøjtideligheden og den frelste indstilling til egen arbejdsplads, som man ind imellem møder i NGO-verdenen helt uudholdelig, når man har set nogle af de samme organisationer agere på landsbyplan.
Realiteten er, at organisationernes selvbillede ofte er forvrænget. De mennesker, der repræsenterer udviklingsorganisationer i Danmark, har som regel ikke meget indblik i, hvad der egentlig foregår i felten.
Nogle af dem har, i bedste fald, været på “feltbesøg” – der vist desværre ikke stikker meget dybere, end når de samme organisationer sender kendte og kongelige, med den kulørte presse i hælene, ud i reklameøjemed.
Det er meget, meget nemt at tilrettelægge få dages program, så gæsterne ser lige præcis det, de ønsker at se. Men situationerne er omtrent ligeså opstillede som når et dameblad laver boligreportager: stive smil og opstillede kroppe i et samtalekøkken, hvor de sure karklude og beskidte gryder i al hast er smidt ned i skufferne.
Kampen om pengene
I Uganda oplevede jeg, at forholdet mellem hovedkontorer og underkontorer, samt underkontorer og eventuelle lokale partnerorganisationer, bar præg af samme overfladiske “kontrolbesøg”. Og at størstedelen af kommunikation fra “jord til bord” kan findes i udviklingsfloskel-fyldte rapporter, der sendes (ulæste?) videre, og arkiveres på en hylde.
Der er ikke ret mange, der gider gøre sig umage for at gemme de føromtalte “sure klude”, når praktikanten kommer, så jeg kunne hurtigt konstatere, at det, jeg så, var langt mere problemfyldt end det fremgik af besøg og rapporter.
Om udviklingsarbejde kan det kort og kontroversielt siges, at det hele drejer sig om funding.
Den floskelfyldte afrapportering til Danida, der tilsyneladende er nødvendig for at udløse funding-godbidden, er derfor med til at male dansk bistand op i et hjørne, hvor forskellen mellem rapporter og realitet i felten bliver så sørgeligt iøjefaldende, for hvad man mener, siger og gør afhænger af, hvad donoren mener, er “rigtig” udvikling dette år.
Alle jager funding: Danida prøver at påvirke Folketinget til at få så stort et budget som muligt. Danske NGOer slås om de samme puljer fra Danida, som er deres altoverskyggende donor. Og diverse “partnerorganisationer” i modtagerlandene strides om at få de lukrative subgrant-aftaler, der sikrer netop deres organisations overlevelse.
Fra Danida er der nemlig for tiden et krav (eller en kraftig opfordring) om at kapacitetsopbygge civilsamfundet i modtagerlandene gennem såkaldte Civil Society Organisations (CSO). Det er en tanke, der mistænkeligt ligner et ukritisk forsøg på at eksportere den danske organisationskultur.
Resultatet har hidtil vist sig overvejende at være en flok donordrevne ulve i fåreklæder. For at skabe en CSO er en karrieremulighed for de mange uddannede unge, der, stillet over for den massive arbejdsløshed, søger ind i den eneste branche, hvor pengene synes at være i overflod – udviklingssektoren.
Selv i de udvalgte landsbyer er der (naturligvis) et stærkt hierarki. I toppen står pensionerede skolelærere, bønder med lidt mere jord, eller måske den lokale præst eller landsbyleder, med blik for de muligheder det kan give, når en organisation kommer til byen. Det gør det meget svært at nå den gruppe særligt udsatte mennesker, som projektet egentlig har som målgruppe.
Dobbelt diskurs
Man kan groft sagt sige, at jo tættere man er vokset op på fattigdommen, jo mindre ubærlig synes den at være. Og hverdagen i udviklingsverdenen i Uganda handlede derfor om de samme dagligdags ting, som den ville handle om i en bank eller på et reklamebureau.
I Uganda er der ikke noget odiøst i fattigdom, og den selvhøjtidelighed man kunne finde i de danske organisationer, findes kun her, når man til møder taler “udviklingssproget”.
Det var nok den sværeste kamel at sluge for mig – at den solidaritets- og medlidenhedstankegang, som jeg, qua min opvækst i Danmark, er blevet indoktrineret med, simpelthen ikke er en naturlig del af hverdagen i Uganda.
Vi må acceptere, at det er og bliver opfattet som “vores” dagsorden, når vi forventer af ugandere, at de skal opføre sig sådan som vores projektforslag fortæller dem er rigtigt.
På et højere plan er det samme tilfældet med stater. De “gode” lande bliver af donorerne belønnet med flere penge, mens klassens slemme drenge, bliver lagt på is.
I Uganda er 51 procent af landets budget donor-fondet. Landet var op gennem 1990erne et af de “gode” lande – et billede, der truer med at krakelere nu, da præsidenten forsøger at tvinge en forfatningsændring igennem for lige at kunne sidde en periode mere.
Som reaktion på donorernes misfornøjelse, kører der i Uganda en forsmået, dobbelt diskurs, som givetvis er typisk for mange udviklingslande i Afrika. Regeringen klandrer indadtil “vestlig imperialisme” og protektionistiske samhandelsaftaler for landets økonomiske tilbageståenhed, mens der udadtil tales om fortsatte demokratiseringsprocesser for at tækkes donorerne.
Omvendt synes veluddannede ugandere i stigende antal at mene, at deres land ville være bedre tjent uden donorernes betingelsesmættede, økonomiske håndsrækninger. De ønsker åbne markeder, investeringer i industrien og arbejdspladser.
Bistandens dilemmaer
Privatsektoren er derimod et fy-ord i den danske bistandsverden, selv om der jo i realiteten også er store økonomiske interesser forbundet med at være ansat i den.
Sammenlignet med Danmark er de udsendtes løn ikke opsigtsvækkende – men den levestandard en udstationeringslønning køber i et land som Uganda, står i skærende kontrast til fattigdommen.
Store huse, store firehjulstrækkere, hushjælp, gartner, cocktailparties er alt sammen dele af en vanedannende livsstil, som de fleste såkaldte ex-patriates lever i hovedstæder rundt omkring i den tredje verden. Og som de næppe har råd til at opretholde, hvis de vender tilbage til de lande, de er udsendt af.
Udviklingssektoren i Danmark, såvel som i andre donorlande, finansierer denne lille indspiste verden, hvor folk prøver at sikre egne og hinandens job, og hvor rodløse ansatte det ene år mødes i Tanzania og det næste i Bangladesh.
Det diskuteres ofte om bistand virker. Og jeg tror ikke, at der findes et entydigt svar på det spørgsmål. For hvad gavner mest: små, lokalt forankrede projekter, hvor kvinder opdager deres eget værd, eller hardcore profitdrevne industrisatsninger?
Dét at nogen marginaliserede landsbyboere får en højere levestandard, opvejer det, at lønniveauet for uddannede skævvrides totalt af organisationernes tilstedeværelse?
Man kan på et kynisk, overordnet plan måske forsvare at svare nej. Men tilbage står så en målgruppe, som virkelig er fattig og udsat. Det er dem bistanden kan gøre en vis forskel for.
Derfor er jeg for bistand. Jeg synes det er en sund og civiliseret nødvendighed at strække vores solidaritet udover Danmarks grænser.
Der gøres utvivlsomt en masse fremragende arbejde i dansk bistandsregi – noget af det har jeg jo selv set. Det, jeg efterlyser, er mere ærlighed omkring bistandens dilemmaer og konsekvenser.
Jeg tror, at det er bedre, både for den danske udviklingssektor – og for modtagerne – at turde tage den ærlige debat end at blive “taget” i at udrette andet og mindre end man lover.
Så bliver de skuffelser, der må følge indenfor et så velmenende og samtidig så kompliceret område, også lettere at acceptere.
En længere version af artiklen findes på RÆSON: www.raeson.dk
Katrine Barnekow Rasmussen er stud. scient. soc. i Internationale Udviklingsstudier.
Kronikken stod i dagbladet Information tirsdag den 1. november 2005.
