Kronik i Berlingske Tidende mandag den 7. marts 2005
Af Stig Fog, generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
NGO-problematik: Den, der betaler regningen, bestemmer menuen. Har de private organisationer skudt sig selv i foden ved at spise uhæmmet af statens hånd? Spørgsmålet er ganske enkelt, hvornår det frie foreningsliv selv siger stop.
HISTORIEN ER lige så enkel, som den er symbolsk. I 1995 var tusinder af verdens NGOer (ikke-statslige organisationer) samlet til NGO-Forum på Holmen i København under Det Sociale Topmøde.
For at understrege deres rolle som civilsamfundets vagthunde havde de danske arrangører fremstillet en plakat, der forestillede en taburet med en hidsig tegnestift midt på sædet. Da daværende udviklingsminister Poul Nielson (S) så plakaten, kommenterede han tørt: “Tegnestiften har jeg også betalt”!
Plakathistorien giver afsæt for at rejse en række principielle spørgsmål om forholdet mellem staten og de private organisationer.
Har de private organisationer i princippet pantsat både deres politiske og økonomiske uafhængighed ved i årevis at modtage for mange tilskud fra staten? Og betragter statsadministrationen de private organisationer som entreprenører, der skal hoppe og danse efter den til enhver tid siddende regerings taktstok?
Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO, lavede for et par år siden en undersøgelse af de frivillige, private organisationers økonomi.
Undersøgelsen afdækkede, at en række organisationer stort set alene fik deres indtægter fra én eneste bidragyder, nemlig staten. Og samlet set var det brede landskab af humanitære, kirkelige og sygdomsbekæmpende organisationer kun i stand til at rejse 40 procent af deres indtægter fra private kilder. Med store variationer organisationerne imellem.
Gennem flere år har spørgsmålet om egenfinansiering på især u-landsområdet været til debat. Danida har i flere omgange gennemgået de store modtagere af statslig u-landsbistand med en tættekam for at måle og veje deres såkaldte folkelige forankring.
Lige så sikkert som amen i kirken har organisationerne forsøgt at afværge et krav om egenfinansiering fra politisk hold med argumenter om, at folkelig forankring var andet og mere end bare evnen til selv at skaffe sig indtægter fra anden side. Det er det naturligvis også.
Men det ændrer bare ikke det helt fundamentale forhold, at flere organisationer har bragt sig i en situation, der for dem er strategisk uholdbar. De er nemlig mere eller mindre i lommen på staten – selv om deres kritik af statens dispositioner lyder højlydt, når politiske beslutninger går dem imod.
Det har måske ikke givet anledning til selvcensur, men kritikkens legitimitet er tvivlsom.
Alt i alt betyder den manglende egenfinansiering, at organisationernes rolle er fundamentalt ændret, og deres funktion som modpol og vagthund over for statsmagten er alvorligt stækket.
Der er flere gode grunde til, at de private organisationer bør arbejde endnu hårdere for ikke kun at stå med hatten i hånden hos skattefar.
FOR DET FØRSTE sikrer en høj grad af egenfinansiering, at organisationen er langt mere økonomisk uafhængig. Det betyder, at foreningen i højere grad kan forfølge de mål, som den folkevalgte ledelse har besluttet, snarere end formålsløst at løbe derhen, hvor statens prioriteter og finansieringsmuligheder nu er.
FOR DET ANDET betyder det, at foreningen i langt højere grad kan sige sin uforbeholdne mening – også om regeringens politik.
Sidste sommers debat om Folkekirkens Nødhjælps “Mur i Roskilde”, om Dansk Røde Kors kritik af fangernes forhold på Guantanamo eller Mellemfolkelig Samvirkes opbakning til en moské i Århus afslørede, at selv fremtrædende politikere og flere af dagbladenes lederskribenter hurtigt indtager den holdning, at organisationer, der modtager statsmidler, ikke kan blande sig i politik og må forholde sig neutrale.
Det er dog et synspunkt med en række overvældende konsekvenser.
Parallelt kan det jo kun forstås på den måde,
– at bistandsklienter fremover ikke længere kan stemme til folketingsvalget,
– at de statsstøttede politiske partier kan gemme deres politiske holdninger for sig selv og
– at dagbladene skal ophøre med at skrive politiske ledere.
All den stund de jo alle er offentligt understøttede i form af overførselsindkomster, offentlig partistøtte og direkte statstilskud til dagbladene i form af momsfritagelse og portotilskud. Således er flere politiske partiers indtægter 90 procent finansieret af det offentlige.
Naturligvis skal statsstøtte anvendes til de formål, den er bevilget til. Men at modtagen statsstøtte skulle betyde, at en organisation fratages sine demokratiske rettigheder er dog alligevel for absurd. En privat organisations ret og pligt til at udtale sig om politiske spørgsmål må alene være en sag mellem organisationens ledelse, dens medlemmer og bidragydere.
FOR DET TREDJE sikrer en satsning på at diversificere indtægtsgrundlaget, at organisationen bliver nødt til at kigge sit formål og arbejdsgrundlag efter i sømmene.
Hvis en forening kun er en sammenslutning af “de sidste dages hellige”, kan det være så som så med forandringen og fornyelsen. Simpelt hen fordi foreningens faste forestillinger om, hvordan verden ser ud, sjældent bliver udfordret indefra.
En satsning på nye bidragydere sikrer, at organisationens fundament udfordres til stadighed af mennesker med et andet syn på tilværelsen. Jo flere private midler en organisation indsamler, desto mere gennemsigtig og synlig må organisationen også være.
FOR DET FJERDE sikrer indsamling af egne penge en langt større politisk gennemslagskraft og stærkere offentlig profil.
En række af de store organisationer som Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Ældre Sagen og Danmarks Naturfredningsforening er alene i kraft af deres størrelse en politisk magtfaktor, som det politiske establishment må forholde sig aktivt til. Både deres egenfinansiering og medlemstal er betydeligt større end alle de politiske partiers, og deres medier når flere læsere end de fleste dagblades.
FOR DET FEMTE sikrer privat indsamlede midler opbakning bag de politiske beslutninger, der f.eks. finder sted i Folketinget. Hvis det kan dokumenteres med tørre tal, at befolkningen med kroner og ører har stemt med pengepungen, vil interessen alt andet lige være større for politikere på valg, for at være lydhøre overfor de pekuniære argumenter.
Der er altså mange gode grunde til, at organisationerne ikke alene skal spise af statens hånd. Omvendt er der imidlertid også grund til at kaste et kritisk lys på statens opfattelse af de private organisationers rolle.
Kravene til de frivillige organisationer om professionalisme, regnskaber, revisionsrapporter m.m. har været stigende gennem de sidste mange år. Spørgsmålet er, om det er formålstjenligt at de private organisationer ender med at blive spejlbilleder af den statslige administration?
Er der ikke en pointe i, at de private organisationer kan gennemføre nogle af de frække – men nødvendige projekter og opgaver – som staten af forskellige årsager aldrig kan begive sig ind på? Uden at organisationerne dermed skal gøres til mini-Danidaer.
Det virker f.eks. betænkeligt, at den danske stat beder private virksomheder om at styrke civilsamfundet i et fattigt u-land eller vælge at gøre det selv med direkte støtte til civilsamfundsaktører.
Hvordan mon vi ville have det, hvis den tyske stat støttede udvalgte foreninger i Danmark, som var i opposition til den danske regering?
Hvorfor skal staten indirekte indføre et egenfinansieringskrav ad bagvejen, når tilskuddet til at administrere de meget bureaukratiske statsstøttede projekter slet ikke står mål med udgifterne? Og at man derfor tvinger organisationerne til at betale for udgifterne med de hårdt indtjente indsamlede midler i stedet?
Næppe, hvad fru Jensen forestillede sig, hendes sparepenge skulle gå til.
Problemet er vel i bund og grund, at der i den statslige forvaltning og blandt ledende politikere er et udbredt billede af de private organisationer som først og fremmest entreprenører, der arbejder på udbudsgivers præmisser.
Det tekniske navn i u-landsmiljøet er “rekvireret bistand”. Her er det staten, der bestemmer målsætningerne og organisationerne, der bliver ringet op og bedt om at løse opgaven.
En opgavedeling, der også kan genfindes på det sociale område, hvor det ligefrem bliver anset for en statsopgave at drive kampagnevirksomhed for at finde “engle” til det frivillige sociale arbejde.
Er civilsamfundet virkelig tjent med statslige NGOer? Hvornår siger det frie foreningsliv selv stop?
DUF-generalsekretær Stig Fog har tidl. været indsamlingschef i Folkekirkens Nødhjælp og formand for indsamlingsorganisationernes brancheorgan, ISOBRO.
Kronikken i Berlingske Tidende mandag den 7. marts gengives i sin helhed med tilladelse fra kronikøren og Berlingske Tidendes kronikredaktion.
