Af Bjørn Melgaard
Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke historiker – ikke desto mindre har jeg skrevet en historiebog. En bog om medicinens historie i Bhutan. Hvorfor det? Fordi jeg ikke kunne lade være.
Og fordi medicinens historie stort set ikke er dokumenteret – hverken den moderne eller den klassiske traditionelle medicin, Gso-ba-Rig-pa.
Jeg har arbejdet med sundhed i den tredje verden i mere end 30 år, og i den sammenhæng kom jeg til Bhutan i 1991, da jeg skulle opbygge Danmarks støtte til sundhedssektoren. Jeg tilbragte tre år i landet, kom til at elske det og har været tilbage næsten hvert år siden da, både professionelt og privat.
Bhutan var dengang blevet valgt til prioritetsland for dansk bistand, og sundhed skulle være den største sektor. Mit primære arbejdsområde var derfor at planlægge og koordinere igangsættelsen af et stort sektorprogram om sundhed.
Da jeg samtidig åbnede Danidas første kontor i landet, blev jeg bindeled mellem Bhutans regering og den danske ambassade i Delhi i opbygningen af det nye landeprogram og fik dermed et særligt kendskab til, hvordan det bhutanesiske samfund fungerer.
Dengang, som nu, var der to medicinsystemer – det traditionelle og det moderne.
Begge systemer var statsfinansierede og institueret parallelt – under samme tag – som led i en bevidst politik om at integrere de to medicinsystemer. Sundhedsvæsnets udvikling – som al udvikling i Bhutan – var af nyere dato. Men hvordan var det tidligere?
Historien var levende
Det første hospital åbnedes i 1956. Bhutan var begyndt at åbne op for omverdenen, og derfor begyndte man også at uddanne sundhedspersonale og bygge sundhedscentre. Men omtrent samtidigt med hospitalet blev der taget en beslutning i nationalforsamlingen om at etablere et institut for traditionel medicin.
Det blev hurtigt klart for mig, at det så godt som ikke var beskrevet, hvordan man i tidligere tider havde grebet sundhed og sygdom an.
Men det blev opvejet af, at mange af dem, der havde været med til at sætte den ny udvikling i gang, stadig levede og kunne fortælle om de første år.
Historien var altså levende, og jeg opfordrede derfor den daværende sundhedsminister til at få den nedskrevet.
Han var enig i, at medicinens historie var en væsentlig del af landets kulturelle og sociale arv og burde dokumenteres. Den opgave ville han selv påtage sig. Da han døde, var han begyndt på sine erindringer men var ikke nået til sundhedsvæsenets start.
Omkring 2002- 2003 forsøgte jeg igen at skabe interesse for emnet og fik. en amerikansk antropolog med indgående kendskab til Bhutan overbevist om, at hun skulle skrive historien. Hun begyndte, men så skete der ikke mere.
Tre års forskning
Da jeg i 2010 var på rekreation i Bhutan efter en svær sygdomsperiode, besluttede jeg selv at ville gøre forsøget. Da jeg samtidig var så heldig at møde en bhutanesisk kollega, der i flere år havde interesseret sig for landets medicinske historie og i sin fritid havde indsamlet materiale, var det oplagt, at vi skulle skrive historien sammen.
Det var oven i købet så heldigt, at Tandi Dorji, som er børnelæge og selvstændig konsulent, havde interviewet flere af de – nu – gamle ”compounders”, som var de første sundhedsarbejdere uddannet i vestlig medicin. Tilmed havde han fotos, vi kunne bruge.
De seneste tre år har vi så arbejdet videre at indsamle alle de oplysninger, vi kunne finde i bl.a. andet den britiske kolonihistorie, interviewe relevante personer og søge efter mere billedmateriale – en forskning, der har fået støtte fra Danida og WHO.
Det er således lykkedes os at stykke et bredt panorama sammen af den medicinske historie i Bhutan, og vi håber, at en vigtig del af landets sociale og kulturelle arv dermed er bevaret og tilgængelig for fremtidige generationer – specielt sundhedsarbejdere og historikere.
Men da bogen også giver et billede af Bhutans udvikling i forskellige tidsperioder, kan den have bred interesse og bliver derfor frit tilgængelig på nettet og vil også kunne fås som rigtig bog i boghandelen i Bhutan.
Bliver den revet væk, bliver vi kun glade. Bhutan fortjener sin medicinske historie.
Bjørn Melgaard er læge, og han fulgte det almindelige karriereforløb, indtil han blev overlæge. Så sprang han fra for at arbejde med sundhed i u-landene, og den karriere bragte ham siden jorden rundt og satte ham bl.a i spidsen for WHOs globale vaccinationsprogram. Han kom første gang til Bhutan i 1991, da han skulle opbygge Danmarks støtte til sundhedssektoren, og det blev siden til flere besøg, end han har tal på. Bhutan blev hans andet fædreland.
Læs også anmeldelsen af bogen på http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/23-06-13/bhutan-medicinens-historie-og-meget-meget-mere
