Kvinde rykker mod Danidas top

Redaktionen

Danida får atter en kvinde i sit toptriumvirat.

Dermed bekræftes tendensen fra de seneste år, hvor spindesiden for alvor er begyndt at gøre sig gældende på Asiatisk Plads: Halvdelen af alle Danidas kontorchefer er nu kvinder.

Skiftet sker, når Susan (Sus) Ulbæk pr. 1. september 2008 rykker op som multilateral afdelingschef. Dermed kommer hun til at danne toptriumvirat med Danida-chefen selv, Ib Petersen (47), og den bilaterale afdelingschef, Carsten Nilaus Pedersen (62).

Sus Ulbæk afløser Ole Moesby (54), som rykker til Prag allerede fra 1. april for at overtage posten som “vor mand” i Tjekkiet efter Ellen Margrethe Løj.

Fra april til september vil posten som multilateral chef stå vacant. Der skal nemlig først findes en ny chef for det store kontor for Asien og Latinamerika (ALA), som Sus Ulbæk har bestyret, siden det opstod ved en sammenlægning mellem Danidas Asien-kontor og Latinamerika-sektionen i september 2006.

Den snart 48-årige diplomat med rødder i Vingsted ved Vejle blev cand.polit. fra Købehavns universitet i 1987 og kom samme år ind i udenrigstjenesten. Hun havde tjenestefrihed i 2 år fra 1. januar 1989, hvor hun var økonom i Verdensbanken i Washington D.C. – verdens største aktør indenfor udviklingssamarbejdet.

Vel hjemme igen fra 1. januar 1991 beskæftigede hun sig først især med de baltiske lande, som på det tidspunkt stod midt i deres frigørelse fra det dav. Sovjetunionen.

Senere kom hun til udviklingspolitisk kontor – Danidas centrale koordinerende enhed -, hvor hun lagde betydelige kræfter i udarbejdelsen af Danidas første egentlige samlede strategi for fattigdomsbekæmpelse.

Fra 1996 til 99 var Sus Ulbæk ambassadesekretær på EU-repræsentationen i Bruxelles, og havde her lejlighed til at opleve, hvordan EU på en stribe punkter antog en udviklingspolitisk dagsorden, som var i tråd med den danske.

Hun var chef for Latinamerika-sektionen 1999-2000, souschef for Asien-kontoret 2000-2003, hvorefter hun blev chef samme sted – og i 2006 kunne sætte sig i chefstolen for det nye udvidede ALA-kontor.

Sus Ulbæk har som kontorchef lagt stor vægt på at danne netværk til forskere og journalister omkring aktuelle problemstillinger såsom Afghanistan og Burma.

Hun forventes at fortsætte denne åbne linje som ny afdelingschef for den del af de danske bistandsmidler, der bl.a. kanaliseres gennem FNs udviklingsorganisationer, Verdensbanken og de regionale udviklingsbanker.