Professor Nadje Al-Al kommer til København fredag d. 12. april og alle er velkomne, når hun fortæller om situationen for kvinderne i dagens Irak. På grund af forhåndsinteressen er mødet rykket til Den Sorte Diamant på havnefronten.
I marts 2003 gik Danmark, USA og en række andre lande i krig i Irak. Nu, ti år senere, er landet fortsat præget af vold og uro, skriver KVINFO i sit seneste nyhedsbrev mandag.
Det påvirker ikke mindst livet og hverdagen for irakiske kvinder. Kvinder og mænd er fortsat ikke sikret lige rettigheder i lovgivningen, og kvinder bliver i vid udstrækning forhindret i at deltage i politik og samfundsliv.
Eller – for den side af kvinders liv findes også i Irak – kvinderne arbejder aktivt for at ændre situationen ved at udfordre lovgivningen, præsident Maliki og den voksende, sociale konservatisme.
Irakisk-tyske Nadje Al-Ali er en fremtrædende aktivist og fortaler for kønsspørgsmål i Irak.
Ved arrangementet vil hun tale om både udfordringer og fremskridt for kvinder og i forhold til kønsrelationer i det mellemøstlige land.
Om Nadje Al-Ali
Nadje Al-Ali er professor i kønsstudier på School of Oriental and African Studies (SOAS) ved University of London.
Hendes forskning koncentrerer sig hovedsagelig om køn, feministisk aktivisme og ikke mindst kvinder og køn i Mellemøsten. Ligesådan beskæftiger hun sig med migration og konflikt.
Al-Ali har udgivet en stribe bøger, bl.a. “What kind of Liberation? Women and the Occupation of Iraq” (2009, i samarbejde med Nicola Pratt), “Women and War in the Middle East: Transnational Perspectives” (2009, i samarbejde med Nicola Pratt), “Iraqi Women: Untold Stories from 1948 to the Present” (2007).
Hendes seneste udgivelse er “We are Iraqis: Aesthetics & Politics in a Time of War” (2012, i samarbejde med Deborah al-Najjar).
Man kan låne Nadje Al-Alis bøger på KVINFOs bibliotek – se
www.kvinfo.dk
Man kan læse mere om Al-Alis akademiske arbejde hos SOAS – se
http://www.soas.ac.uk/staff/staff37137.php
Nadje Al-Ali er præsident for Association for Middle East Women’s Studies (AMEWS) og medlem af Feminist Review Collective.
Man kan se mere om organisationerne på www.amews.org og www.feminist-review.com
Se også U-landsnyt.dks kalender på
http://www.u-landsnyt.dk/kalender-indhold/foredrag-og-debat-kvindeliv-i-irak-10-r-efter-inva