De følgende onsdage giver U-landsnyt.dk ordet til arabiske kvinder, hvis klassiske værker er mere aktuelle end nogensinde. Første dame på scenen er libanesiske Nadine Labaki, som i sin film “Where Do We Go Now” fra 2011 spekulerer på, om ukrainske ludere og hashkager mon kan få mænd til at holde fred.
Af Marianne Rejnholt Hansen
I en lille landsby på en libanesisk bjergtop lever kristne og muslimer side om side i fred og fordragelighed, lykkeligt uvidende om de sekteriske konflikter, der finder sted i resten af landet. Omgivet af minefelter og med bare en smal og snoet sti over en dyb kløft som eneste livline til samfundet udenfor, har den lille plet udviklet sig til et næsten selvforsynende økosystem med intersekterisk flirt og hyggelige kortklubber på den lokale cafe.
Men ingen kan som bekendt løbe fra tiden. Moderne teknologi styrer langsomt men sikkert mod den lille bjergby, og på trods af dårlig modtagelse lykkes det for den at bringe nyheder om sammenstød mellem kristne og muslimer via cafeens radio og landsbyens fælles-TV med sig.
Skal vi gå i sort hele vores liv?
Hvad gør kloge kvinder så? De saborterer den moderne teknologi, fordi de kun alt for godt ved hvad der sker hvis mændene får nys om den ydre uro. Den skrøbelige balance ryger ad Pommern til, og så er det bye bye til fredelig sameksistens.
Men selvfølgelig formår kvinderne kun at holde mændene hen i uvidenhed i et begrænset tidsrum, og inden længe bryder konflikterne ud. Nogen har skiftet kirkens vievand ud med hønseblod og andre har fyldt moskeen med geder og høns, som overskider de persiske tæpper.
Hvad så? Kvinderne forsøger at tale kamphanerne til fornuft, velvidende, at de næppe trænger igennem, og en dag kommer det til håndgemæng på cafeen. Cafeens ejer spillet af instruktøren selv, Nadine Labaki, får skilt parterne ad. Vil du dø? skriger hun til en af mændene og fortsætter, Din mor har knap nok tørret sine tårer efter din brors død væk! Tænk på din mor! Hvad med os? Er det meningen, at vi skal gå i sort hele vores liv?
Og dette er Labakis pointe. Jovist, mændene drager i krig og mister livet. Men det er kvinderne, som sidder tilbage med sorgen og den helt umenneskelige smerte af savn og tomhed. Det er mødrene, konerne, døtrene og søsterne, som mister deres sønner, deres mænd og deres brødre. Ikke omvendt. Aldrig omvendt. Ikke i et mandsdomineret samfund som det libanesiske. Kvinderne har ikke engang muligheden for at vælge det fra.
Selvom den blodige borgerkrig, 1975-90, officielt er erklæret for slut, er den politiske situation i Libanon stadig meget sårbar – nu mere end nogensinde pga. borgerkrigen i nabolandet Syrien. Bl.a. har shiamilitsen Hezbullah truet med at indtage den libanesiske hovedstad, Beirut, hvis Syriens præsident Assad bliver væltet. Det logiske rationale bag denne trussel kender jeg ikke, men det er vel også typisk. Vold giver sjældent mening når man står udefra og ser på. Labaki giver da heller intet bud på hvorfor mænd slås. Det er ikke hendes ærinde.
Stoffer, religion og filmcensur
Labaki er en modig kvinde. Med Where Do We Go Now går hun lige til grænsen og måske over. Bl.a. når en muslimsk mand smadre en Madonna-figur. Eller den kristne kvinde, der skælder Jomfru Maria ud, og den abayah-klædte kvinde på sit bedetæppe filmet bagfra så hendes anselige bagdel fylder det meste af billedets gyldne snit som et komisk indslag. Og slutning er i sig selv meget overraskende, fordi Labaki er inde og pille ved religiøs identitet.
Men inden det når så vidt, og efter, at kvinderne må se sig slået at moderne teknologi, tyr de til list for at rede freden. De bestiller fire ukrainske damer (den femte får de med som bonus) til at distrahere mændene. Det virker da også – en tid, og mændene går til frisør i stedet for at slås, indtil en stor dreng bliver dræbt af en vildfaren kugle på en tur udenfor landsbyen.
Så er gode råd dyre. Først forsøger kvinderne at gemme liget i en kølig brønd, men da det bliver opdaget tramper den sekteriske konflikt direkte ind i deres lille samfund. Kun fantasi og utraditionelle metoder kan rede den lille landsby fra blodig undergang.
Med hjælp fra de søstersolidariske ukrainere, som er i besiddelse af store mængder hash, samler kvinderne alt hvad der kan opdrives af nerve- og sovemedicin fra de små hjem, og i en dansescene i bedste Bollywood-stil fremtryller kvinderne et overflødighedshorn af libanesiske delikatesser, så spækket med kemi og canabis, at selv Morfeus ville gå i bredderne. Også imamen og præsten, velvidende, at de skal stå til regnskab overfor ham deroppe, konspirerer med kvinderne i dette sidste desperate forsøg på at undgå blodsudgydelser.
Næste dag vågner mændene op til lidt af en overraskelse. Det er måske ikke Bad Lieutenants opgør med sin religion i filmen fra 1992, men i et konservativt religiøst samfund som det lebanesiske er det som sagt en vovet film.
I Libanon skal alle film nemlig godkendes af en national censurinstans, hvor navnlig kirken har det endelige og afgørende ord. Der er helt klare bestemmelser for hvor lange nøgenscener må være og hvor meget man må se, og mht. at diskutere religion kan åbenheden ligge på et meget lille sted.
Det lykkedes faktisk kirken at få ovennævnte shiamilits, som ellers aldrig lader sig diktere af hvem som helst, til at trække en tv-serie om Jesus, der skulle have været vist på deres tv-station Al-Manar, tilbage, fordi kirken mente, at serien viste et fordrejet billede af Guds søn.
Labaki kan
Mange en filminstruktør har løbet panden mod den mur, men ikke Labaki. Hun slipper med sin blide, humoristiske og feminine stil afsted med det. Hun får kristne og muslimer til sammen at grine, græde og klappe af sig selv og hinanden. Hun formår det som meget få libanesiske politikere har formået, nemlig at skabe en følelse af et libanesiske fællesskab.
Og for os andre er det en herlig mulighed for at møde libaneserne – på godt og ondt. Men vigtigst af alt. Hun giver ordet til kvinderne.
