Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Kvinders stemmeret: Den opnåede kvinder i Europa meget før end kvinder i andre dele af verden, ikke? Og nyskabende former for regeringsførelse – såsom demokratisk deltagelse – opstår da i europæiske eller vestlige stormagter og spredes derfra til resten af verden?
Disse antagelser er til en vis grad eurocentriske myter. I virkeligheden er spredningen af innovative former for regeringsførelse meget mere polycentrisk. Det er udbredelsen af kvinders stemmeret i de sidste 200 år et godt eksempel på.
Stemmeret i stormagter og småstater
Rusland var den første stormagt, hvor kvinder fik stemmeret (i 1917) efterfulgt af Tyskland, Østrig og United Kingdom i 1918 (i UK dog begrænset til gifte kvinder; enlige kvinder med eget hushold; og universitetsuddannede kvinder over 30). I Frankrig skete det først i 1944 – og fem år senere i Kina.
Men småstater i Europa var tidligere på færde. I 1915 blev Danmark således det første selvstændige europæiske land, hvor kvinder fik valgret (i 1918 kunne de også opstille til valg). Vi fejrer med rette denne demokratiske landvinding på årets grundlovsdag. I Finland fik kvinder valgret i 1906, men dengang var landet stadigvæk en del af det russiske imperium. Kvinderne på Isle of Man stemte allerede i 1881, dog kun til lokalvalg.
I Latinamerika var det heller ikke i stormagtslandene, eller i de lande, hvis eliter var tættest forbundne med Europa, at kvinder først fik stemmeret. Det skete i det lille og marginale Ecuador i 1929 (landets grundlov gav implicit denne ret allerede i 1897).
Udkanten
Men pionererne var kvinder, som levede i lokaliteter i det tidligere britiske imperiums udkant langt fra Europa. Som de første fik de stemmeret for mere end 100 år siden.
Det er således 240 år siden (1776), at kvinder i New Jersey på den nordamerikanske kontinent fik denne rettighed, som dog blev taget fra dem igen i 1807.
Og det er 175 år siden (1838), at kvinderne på Pitcairn øerne i Stillehavet for første gang deltog i valg (tvungen skolegang blev også indført). Befolkningen var efterkommere af passagerer, som i 1789 gjorde mytteri på det gode skib HMS Bounty. For nylig blev 175-års dagen blandt andet fejret ved, at de nuværende 17 stemmeberettigede mænd lavede mad til de 19 stemmeberettigede kvinder (for en gangs skyld?).
New Zealand var det første uafhængige, og stadigt i dag eksisterende land, hvor kvinderne fik stemmeret. Det skete i 1893. Året efter fik kvinder i Sydaustralien både stemmeret og ret til at blive valgt.
Forklaringer
Kvinders ret til at stemme slog således først rod i økonomisk og politisk marginale lokaliteter før den spredtes til mere magtfulde lande. Det er en historisk kendsgerning. Forklaringerne af dette mønster er mere spekulative.
Måske skyldes det, at der var relativt få kvinder i visse mandsdominerede udkantsområder. Stemmeret skulle gøre det attraktivt for kvinder at emigrere dertil. Det underbygges af, at ligestillingen af mænd og kvinder i USA, for eksempel, først skete i den tyndt befolkede vestlige del af kontinentet: Wyoming (1869), Utah (1870), and Colorado (1893). Eller i Sydafrika, hvor hvide kvinder fik stemmeret i 1930. Her – og i nybyggerområderne i Stillehavet – var mænd afhængige af kvinder til at føde børn i lokaliteter, hvor kolonisatorerne selv var i mindretal blandt indfødte.
Kvinder udgjorde også en tiltrængt arbejdskraft, som skulle tiltrækkes for at nybyggerne kunne overleve i de landbrugsbaserede udkantssamfund, mener nogle.
Endelig spekuleres der på, om kvinderne havde en anden eftertragtet egenskab, som, måske, styrkede deres rettigheder: de havde mere civiliserede værdier end mændene og kunne derfor have en stabiliserende effekt i rå og voldelige udkantsområder. Deres stemmeret kunne også være en modvægt mod stemmer fra den hvide arbejderklasse og ikke-hvide mænd.
De sidste
Disse forklaringer siger noget om hvordan og hvorfor kvinders stemmeret opstod for mere end 100 år siden. De forklarer ikke meget om spredningen af kvinder stemmeret efter anden verdenskrig.
Efter 1945 var Etiopien således den første stat i Afrika syd for Sahara, hvor kvinder fik stemmeret (1955). Nigeria indførte denne rettighed året før, men kun i den østlige region og kun til føderale valg. I resten af de afrikanske lande skete det lige før eller omkring uafhængigheden – sidst for Sydafrika i 1994, hvor ikke-hvide kvinder langt om længe fik stemmeret.
Myten om spredning af demokrati, som beskrevet i indledningen til denne blog, er nok den, der bedst forklarer denne sene opblomstring af kvinders stemmeret i Afrika: De nyligt uafhængige lande kunne håbe på at opnå gunstigere relationer til kolonimagterne ved at kopiere dem; nogle elitegrupper i de nye lande var inspirerede af de vestlige landes succes og prøvede at efterligne deres metoder; eller vestlige stormagter tvang simpelthen svagere lande til at indføre nye former for regeringsførelse. Men kvindernes egne initiativer for at opnå stemmeret var også vigtige i mange lande.
De sidste lande i rækken er Bahrain (2002), Qatar (2003) og Kuwait (2005). Saudi-Arabiens kvinder har stadigvæk ikke stemmeret. De er alle eksempler på ressource-forbandelsen. Rigdomme fra olie og gas gør det muligt for magteliten at opretholde diktatorisk magt.
Demokratisk fornyelse?
I dag har næsten alle kvinder i verden den stemmeret, som danske kvinder fik for 100 år siden. Det er et vigtigt fremskridt, selv om ligestilling mellem kønnene stadigvæk halter. Dertil kommer, at demokratiet står overfor nye udfordringer. Jeg skrev om én af dem i min blog om Penges ytringsfrihed for nylig.
Inspirationer til tiltrængte fornyelser af nutidens demokratiformer kan måske hentes i verdens fattige udkanter. Her har stormagternes politiske og økonomiske magteliter ikke store interesser, og de lokale eliters magt er ikke altid så rodfæstet. Det kan åbne op for tiltrængte demokratiske nyskabelser.
