Den lille 6-personers flyvemaskine svæver hen over Afrikas Horn. Den flade slette nedenunder strækker sig så langt øjet rækker, kun afbrudt af udtørrede akacietræer, der står forkrøblede og døde i den sandede, røde jord.
Ombord sidder Christa Lomholt, en 36-årig læge fra Faxe Ladeplads. Datter af den lokale familielæge, Finn Jespersen, og nu på vej ud mod den tørkeramte landsby, der skal være hendes arbejdsplads i de næste tre måneder: Werder i Etiopien.
”Jeg blev utroligt glad, da jeg hørte, at jeg skulle udsendes med Læger uden Grænser sidste sommer. Det var et ønske, der gik i opfyldelse. Jeg har villet arbejde med international nødhjælp lige siden jeg begyndte som medicinstuderende – ja, det var faktisk én af årsagerne til at jeg overhovedet valgte at læse til læge i første omgang, ” siger Christa Lomholt, der på trods af sin gode forberedelse og mange år undervejs fik sig noget af at chok, da hun landede.
Hungersnød og døde dyr
Turen fra flyvemaskinen og ud til de 2-3 små barakker og telte, der udgjorde landsbyens hospital og Læger uden Grænsers lejr, var præget af støv, støv og atter støv. Varmen fik luften til at flimre, og de små blikskure og runde telte af dyrehud var fyldt op af lokale nomadestammer, der ikke længere kunne vandre.
Regnsæsonen var udeblevet for 4. gang i træk, tørken havde nu varet i to år. Størstedelen af familiernes dyr var døde, og eftersom de overlever på dyrenes mælk, når de ikke kan finde vand ude i terrænet, var situationen kritisk. Især for børnene, der typisk er de første, der bukker under, når hungersnøden rammer.
”Jeg tror simpelthen ikke, at det er muligt at forberede sig psykisk på at møde et barn, der er så underernæret, at det bare har givet op. Det dér fravær af liv, der rammer én. Det er ikke så meget den tynde krop, hvor man kan tælle alle ribbenene, heller ikke det store hoved og den udspilede mavet, men mere den følelse af, at sjælen allerede har forladt kroppen. Det, der plejer at være selve essensen af liv, har ikke længere energi til at undersøge verden, kan ikke længere producere tårer og er helt holdt op med at gribe ud efter ting. Barnet sidder bare der. Helt apatisk. Det var virkelig meget voldsomt at opleve,” siger Christa Lomholt.
To læger – 120 børn
Læs hele artiklen hos Læger uden Grænser
