En reform af lægeuddannelsen, der træder i kraft i 2008, er en bombe under den danske afdeling af Læger Uden Grænser (MSF), skriver DR online mandag.
Organisationen risikerer ikke længere at kunne sende danske læger ud til verdens brændpunkter, siger formanden for MSF i Danmark, Søren Brix Christensen. Samtidig har sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) netop afvist at give yngre læger dispensation til humanitært arbejde.
Et af hovedpunkterne i reformen er den såkaldte 4-årsregel, der er en afkortning af den tid, yngre læger har til rådighed efter afslutningen af lægeuddannelsen, og før de skal i gang med speciallægeuddannelsen.
Af de 4 år, der fremover vil være til rådighed, lægger turnus og introduktionsstilling beslag på de 2. De resterende 2 år skal bruges til at samle kompetencer til den ønskede speciallægestilling. Det betyder, at det ikke kan lade sig gøre for lægerne at afsætte tid til humanitært arbejde.
90 procent af de læger, MSF sender ud, er yngre læger, som befinder sig i netop denne fase. Organisationen stiller krav om mindst 2 års erfaring efter endt uddannelse, inden lægerne sendes til de fagligt krævende og farlige opgaver.
MSF har anmodet om foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg i et forsøg på at få opbakning til, at der gives dispensation for 4-årsreglen, så de yngre læger kan udføre humanitært arbejde, inden de fortsætter med specialægeuddannelsen.