Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kom i sin lange tale ved Folketingets åbning tirsdag en enkelt gang ind på Danmarks forhold til landene i Afrika, Asien og Latinamerika, som nu rummer 80 procent af menneskeheden.
Det var, da han nævnte de danske soldaters indsats i Afghanistan.
Vor udviklingsbistand til Den 3. Verden som sådan blev ikke nævnt med en linje, skønt Venstre besætter posten som udviklingsminister i den borgerlige regering.
Lars Løkke sagde:
“Danmark skal… fortsat være i front i kampen for fred og sikkerhed.
Den 5. september indførte Danmark en flagdag for vore udsendte. Vi markerede dermed årtiers store engagement i at bringe fred til lande med krig og konflikt. At give håb til mennesker, der lever i frygt og nød.
Menneskers håb er en stærk kraft, som kan trække samfund ud af armod, krig og ufrihed. Ja, det største, et menneske kan gøre, er i mine øjne at hjælpe et andet menneske til håbet.
Og det er netop, hvad de gør, de mænd og kvinder, som vi hyldede den 5. september. De mænd og kvinder, der har været eller er udsendt i Danmarks tjeneste. Og dem, som ikke kom hjem igen.
Det var en smuk dag. Og jeg vil sige tak til de mange, som bidrog til at gøre det til en særlig dag. Den støtte, danskerne tilkendegav den 5. september, er uvurderlig for vores udsendte.
Det fik jeg et klart indtryk af, da jeg kort før flagdagen besøgte de danske soldater i Afghanistan. Dem kan vi i sandhed være stolte af!
Man mærker tydeligt de udsendte danskeres utrolige engagement. Og man retter ryggen og føler stor stolthed, når man ser deres professionelle og medmenneskelige tilgang til en overordentligt vanskelig opgave. En opgave, som de er dybt optagede af at løse, trods opgavens betydelige farer.
Det engagement løftes bl.a. af vores opbakning – af befolkningens opbakning.
Afghanistans vej til demokrati er lang og fuld af udfordringer – det så vi også med præsidentvalget i august. Men for mig er der ingen tvivl.
Vi er nødt til at bidrage til et stabilt Afghanistan af hensyn til vores egen sikkerhed. Og vi skal give afghanerne et håb om at kunne leve deres liv i sikkerhed”, anførte Lars Løkke.