Lars Løkke Rasmussen (V) understregede i et af de få afsnit om udviklingsbistanden i sin åbningstale som statsminister tirsdag, at VK-regeringens Afrika Kommission vil være ledetråd for fremtidens danske bistand til Den 3. Verden, ikke mindst i Afrika syd for Sahara..
Det betyder mere vægt på økonomisk vækst og udvikling af den private sektor i dansk bistand, fremgik det.
Lars Løkke sagde herom fra Folketingets talerstol:
– Kommissionens arbejde er blevet endnu mere presserende, end man kunne forudse dengang (den blev nedsat i 2008, red.). Den globale finanskrise har store konsekvenser for de afrikanske lande.
– Om få uger vil Afrikakommissionen fremsætte helt konkrete forslag til initiativer med et stærkt fokus på økonomisk vækst og udvikling i den private sektor i Afrika.
– Det er ambitionen, at Kommissionens anbefalinger kan påvirke det internationale udviklingspolitiske samarbejde med Afrika. Og resultatet af Afrikakommissionens arbejde vil selvsagt blive afspejlet i den danske udviklingsbistand.
Om størrelsen af dansk bistand kom der ingen løfter. Det hed blot ganske kort, at “Danmark vil fortsat være et af de lande i verden, der yder mest udviklingsbistand til de fattigste, særligt i Afrika”.
Lars Løkke viede derimod betydelig omtale til det danske engagement i et enkelt u-land, nemlig Afghanistan:
Det hed herom bl.a.:
– På det sikkerhedspolitiske område kræver de globale udfordringer og trusler i stigende grad internationale løsninger. Danmarks sikkerhed varetages bedst gennem europæisk og transatlantisk samarbejde. Og ved at styrke det internationale samfund, først og fremmest FN.
– Vi vil fortsat bidrage til internationale operationer, der fremmer sikkerhed og stabilitet. I Afghanistan har regeringen øget det danske bidrag til NATOs indsats i den vigtige, men vanskelige sydlige del af Afghanistan.Det er ikke alene vigtigt for afghanernes sikkerhed. Det er vigtigt for vores egen sikkerhed.
– Udviklingen i Afghanistan har med al tydelighed vist, hvor væsentlig sammenhængen mellem de civile og militære indsatser er, hvis der skal skabes en bæredygtig fred og udvikling i Afghanistan.
– Regeringen har derfor også øget den danske indsats på det civile område. Et bredt flertal i Folketinget står bag vores indsats i Afghanistan. Og lad mig sige det ligeud: Det lægger jeg afgørende vægt på.
– Det betyder også utroligt meget for vores soldater, som hver dag løfter en kæmpe og farlig opgave.
– Til de dygtige og dybt engagerede danskere, der lige nu arbejder i verdens brændpunkter eller tidligere har gjort det, vil jeg sige: I gør en forbilledlig indsats for at skabe fred og stabilitet under meget svære forhold. Det fortjener vores største anerkendelse og dybeste respekt. I gør Danmark ære.
– Det er regeringens hensigt, at det kommende forsvarsforlig skal danne grundlag for, at vi kan fastholde vores høje internationale profil. Det er regeringens håb, at der fortsat vil være bred opbakning til dette blandt Folketingets partier, anførte han.