Mogens Poulsen
Mogens Poulsen (født 1944) er civilingeniør og fik allerede i 1969 mulighed for at få et semester om u-landskundskab på DTU. Var i studietiden på en spansk køleskabsfabrik og endte med at lave eksamensprojekt i ledelse og økonomisk styring af en afdeling på Carlsberg.
Arbejdede fra 1971 til 1989 i det private erhvervsliv og var i 13 år beskæftiget i en afdeling af ”De Danske Sukkerfabrikker”, som arbejdede med membranfiltrering. Den største udfordring var ansvar for salg og levering af et stort anlæg i Nordøstkina til genvinding af lignin og rensning af spildevand fra en cellulosefabrik. Danida finansierede 10 mio. kr. af kontraktbeløbet på 25 mio. kr.
Fra 1989 til 1992 var Mogens Poulsen ansvarlig for Danida’s aktiviteter i Kina, som mest kan sammenlignes med de nuværende blandede kreditter. Fra 1993 til 2008 var Mogens Poulsen koordinator af Danida’s privatsektorprogram – PSD/B2B programmet – i Ghana, Indien, Vietnam og Egypten.
Siden 2008 privat konsulent for virksomheder, der ønsker at etablere samarbejde i u-landene.
Det er et stort problem, at Danmark ikke har kunnet få erhvervsrettet udviklingsbistand, investeringer, dansk eksport og eksportfremme til at arbejde sammen.
Det gik rimelig godt indtil 2006, hvor det meget succesfulde privatsektor-program (PSD) blev til det mindre gode B2B program og endte som det helt håbløse DBP-program. DBP programmet er nu lukket og i finanslovsforslaget er det udsat at lave et nyt program.
PSD-programmet har haft stor succes i Indien, selvom det kun var aktivt i 19 måneder, men det har også haft succes i Vietnam, hvor 62 ud af 130 danske virksomheder er kommet ind Vietnam på grund af PSD-programmet.
Der er også mange danske IT firmaer der kommet i gang i Bangladesh, Egypten og mange andre lande. Mange produkter fra u-landene produceret på PSD-støttede virksomheder bliver nu eksporteret til hele verdenen.
Det gælder quinoa fra Bolivia, fisk og skaldyr fra Vietnam, myggenet og arbejdstøj fra Vietnam, tomater og landbrugsvarer fra Egypten, Kenya og Uganda, tøj og tekstilprodukter fra Indien, Vietnam, Bangladesh og mange andre lande.
Danske firmaer blev internationale
Danske rådgivende firmaer er blevet internationale på grund af Danida-opgaver og nogle har også etableret joint ventures støttet af Danidas privatsektorprogram (PSD).
Eksempelvis kan nævnes Cowi Indien som baseret på det PSD støttede Kampsax Geoplans kortafdeling i Indien. LT Rambøll er også et PSD støttet firma, som nu har veluddannet indiske ingeniører, der laver mange opgaver i Indien, Danmark og i hele verden.
I finanslovsforslaget beskæres det succesfulde Danida Business Finance (DBF) også. DBF og de tidligere programmer har f.eks. i Kina fra 1982-1992 skaffet danske firmaer en eksport på 1,7 milliard kroner. Hvoraf:
- 780 mio. kr. er rentefrie danske statslån
- 165 mio. kr. er dansk gavebistand
- 755 mio. kr. er dansk eksportkredit
Baseret på dansk viden og udstyr
I Kina er hele vindenergisektoren blevet opbygget med hjælp fra Risø og danske firmaer, der leverede de første vindmøller.
Indenfor mejerisektoren støttede Danida træningscentre og mejerimaskiner og i dag er hele den kinesiske mejeriindustri baseret på den danske viden og udstyr.
Spildevandsbehandling og fjernvarme i Kina er baseret på teknologi og rådgivning fra danske firmaer. Udstyr fra F. L. Schmidt har også bidraget meget til opbygning af den kinesiske cementindustri.
Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) er heldigvis stadig meget succesfuld, selvom Fagbladet 3F kørte en voldsom kampagne mod IFU i 2004 og 2005 under navnet ”IFU Gate”.
Desuden havnede IFU’s overskud i mange år i den danske statskasse og IFU blev forhindret i at investere i de mest interessante lande.
Fin Milk i Vestafrika
IFU har dog haft succeser i Afrika, som f.eks. Fan Milk i Vestafrika. IFU startede med at investere i Fan Milk i Ghana, som for øvrigt også fik 14 mio. fra Danida i 1989. Det var gave til Ghana, som lånte de 14 mio. kr. konverteret til lokal valuta til Fan Milk.
I Egypten har IFU investeret 68 millioner kroner i Suez Channel Container Terminal (SCCT) men har solgt sine aktier og har haft en kæmpefortjeneste på et tocifret millionbeløb.
PSD-programmet har givet 10 millioner i gavebistand til træning og uddannelse og det har været en af grundene til terminalens succes, som på 10 år er blevet den største containerterminal i Afrika og er tæt på at være den største i Middelhavet.
APM Terminals har 51 procent af aktierne i SCCT terminalen. SCCT har i mange år støttet 10 skoler i Port Said og har i år også givet 5 millioner kr. til en ny skole på nordkysten af Sinai-halvøen.
Den forrige regering var inde på noget af det rigtige med en pragmatisk udenrigsminister og én minister for handel og udvikling.
Den nuværende regering bør flytte alle erhvervsinstrumenter (Danida Business Finance, Danida Privat Sektor program og andre) til en selvstændig fond, hvor IFU også er med og det vil også være godt hvis Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og Håndværksrådet ville gå med i fonden på en eller anden måde. Fonden bør indgå et tæt samarbejde med Dansk Eksportråd og med ambassadernes handelsafdelinger.