Udenrigsminister Lene Espersen (K) mødtes fredag med den tunesiske journalist og menneskeretsforkæmper Sihem Bensedrine, der siden slutningen af 1990’erne har deltaget aktivt i kampen for menneskerettigheder og pressefrihed i Tunesien.
Lene Espersen og Sihem Bensedrine drøftede overgangs- og demokratiseringsprocessen i Tunesien, og ikke mindst, hvordan EU og Danmark bedst muligt kan understøtte et spirende og bæredygtigt demokrati i landet, skriver udenrigsministeriet i en pressemelding fredag.
Lene Espersen udtrykte sin helhjertede støtte til demokratiseringen i Tunesien. Der er behov for dybtgående demokratiske, sociale og økonomiske reformer og udenrigsministeren fandt det afgørende, at EU aktivt engagerede sig i denne vigtige omstilling for det nordafrikanske land. Fra dansk side var man også rede til at styrke sit engagement.
– Det giver mig masser af håb på Tunesiens vegne at vide, at mennesker af Sihem Bensedrines støbning med al deres viden og engagement nu får mulighed for at præge den nødvendige men også svære omstilling, som Tunesien skal gennemgå,siger hun.
Danmark har de seneste 5 år med IMS (International Media Support) som den danske partner støttet Bensedrines aktiviteter for at fremme frie medier i Tunesien. Støtten har været givet igennem Partnerskab for Dialog og Reform programmet (tidligere det arabiske initiativ).
Lene Espersen meddelte i sidste uge, at Danmark nu vil styrke sin bistand til demokratiske reformer i Tunesien og Egypten med indtil 10 mio. kr.
Sihem Bensedrine modtog i 2008 fredsfondsprisen i Danmark og er æresmedlem af dansk PEN. Bensedrine er nu engageret i et nationalt råd af intellektuelle og menneskerettighedsfolk, der søger at understøtte den demokratiske proces.
Yderligere oplysninger hos:
Fuldmægtig Jean-Charles Ellermann-Kingombe, UM
Tlf: 33 92 06 03 eller mobil: 25 26 76 06