Liberal Alliance har under forhandlinger med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen S) om nye regler for au pairs foreslået, at alle au pairer skal have ret til midlertidig opholdstilladelse, hvis de efter to år som au pair kan finde ordinært arbejde og ikke får overførselsindkomster.
Det skriver Berlingske fredag.
“Mange af dem bliver glade for Danmark og vil gerne blive her i et rigtigt arbejde bagefter, og det er såmænd bare positivt, både for dem og os”, siger partiets ligestillingsordfører, Merete Riisager, til avisen.
Den 38-årige cand.mag. og MF-er formoder, at mange au pairer f.eks. kunne bidrage til ældreplejen i et ordinært job. Og ønsker sprogreglerne liberaliseret, så også spansk- og fransk-talende kan komme til danske værtsfamilier. I dag er kravet gode engelsk-kundskaber.
Berlingske skriver, at de borgerlige partier er voldsomt uenige om 14 forslag fra Mette Frederiksen, hvis hovedsigte er at skabe bedre vilkår for au pairer. Det sker efter flere angivelige tilfælde af grov udnyttelse af deres arbejdskraft.
Hun vil bl.a hæve lommepengene fra 3.250 til 4.000 kr. om måneden som minimum, hvilket vil give en timeløn på ca. 60 kr. og give au pairer ret til fri på officielle helligdage.
I 2013 kom der i alt 1.989 au pairer til Danmark, hvoraf flere end 1.600 var filippinere. Langt størsteparten er kvinder.
Se også indlægget “Au pair-ordningen til tiltrængt revision” af Filomenita Mongaya Høgsholm, stiftende forkvinde i det filippinske kvindenetværk Babaylan og bestyrelsesmedlem i Kvindernes U-landsudvag (KULU) – linket er http://www.kulu.dk/au-pair-ordningen-til-revision
Mere om Babaylan på http://www.babaylan.dk
Mere om regeringens forslag til at ændre au pair-ordningen på http://bm.dk/da/Aktuelt/Nyheder/Arkiv/2014/06/Regeringen%20vil%20forbedre%20au%20pair%20ordningen.aspx