Langs grænsen mellem Burma og Thailand lever hundredtusinder, der er flygtet fra det burmesiske militærstyre. De lever illegalt og under kummelige forhold. Konstant i fare for at blive pågrebet af myndighederne og sendt tilbage til Burma, hvor de risikerer at blive smidt i fængsel, tortureret eller skudt.
Et af disse områder i ingenmandsland er en flygtningelejr i Den Gyldne Trekant, hvor 3.000 mennesker har slået sig ned. Af sikkerhedshensyn er alle navne i artiklen ændret og lejrens navn ikke nævnt.
Af freelancejournalist
Anette Kjær Jørgensen
4-5 shansoldater dukker frem over højderyggen. Klædt i alt for store uniformer og med udtrykløse ansigter og tomme øjne marcherer de i rask tempo forbi med hver deres byrde af 4-5 meter lange bambusstokke hvilende på skulderen. En stok vejer 20-30 kilo, og hver soldat bærer 3-4 stykker. Bagerst går en soldat med maskingeværet dinglende på ryggen.
Soldaterne er gurillakrigere i The Shan State Army, en af de mange etniske oprørshære, der kæmper mod det burmesiske militærstyre i grænselandet mellem Burma og Thailand.
En dårlig og primitiv udrustet hær, hvis eneste ressource er de ganske unge mænds muskuløse kroppe, trænet til gurillakrig og vant til at bane sig vej gennem junglens vildnis kilometer efter kilometer.
Vi er netop ankommet. 3 medlemmer af den tyske NGO-organisation Helfen ohne grenzen og jeg. Ankommet til dette ingenmandsland bag på en gammel rusten knallert og vi har kørt op og ned ad små stejle bjergstier.
Stedet er en flygtningelejr i Den Gyldne Trekant inde på burmesisk territorium. Et lille stykke goldt bjerglandskab, det er lykkedes oprørshæren The Shan State Army at erobre fra de burmesiske regeringssoldater.
Her bor godt 3.000 Shan-flygtninge, en af de mange etniske grupper i Burma eller Myanmar, som militærregeringen omdøbte det forarmede og underudviklede land til for nogle år siden.
Fordrevet
På flugt fra et umuligt liv inde i Burma har flygtningene ofte vandret i dagevis gennem tæt jungle for at komme til lejren.
De har oplevet, hvordan regeringsoldaterne brændte deres landsbyer af, stjal deres ris, voldtog deres kvinder og børn. De er blevet beordret på tvangsarbejde uden løn og børnenes skoler er blevet lukket.
Nu bor de i primitivt sammenflikkede bambushytter. Rundt om lejren, der ligger placeret i sektioner i det bjergrige landskab, holder soldaterne til. På en bjergtop ligger en burmesisk militærpost og ikke langt derfra en shan-militærpost.
– De ligger og lurer på hinanden, men ingen af dem tør skyde først, for så risikerer de at dø, lyder det fra Dr. Kohn, selv shan, læge og medlem af Helfen ohne grenzen.
– Uden Shan-soldaterne kunne flygtningene ikke være her. De passer på dem, siger han, som i mere end 30 år har boet og arbejdet som læge i Tyskland. Nu er han vendt hjem, bor i Thailand og bruger sit otium på at hjælpe sit folk.
Sidst det burmesiske militær åbnede ild mod flygtningelejren var i 2002. De skød med mortergranater. Dr. Kohn beroliger os. Der er en dagstur til fods gennem junglen for de burmesiske regeringssoldater, før de når lejren. Og undervejs risikerer de at støde på landminer eller løbe ind i en flok Shan-soldater.
– Dette er mit land, siger den runde mand og læge og ser sig om i det Shan-kontrollerede område. Han har ikke været inde i Burma, siden han for 35 år siden forlod landet.
Flere og flere usselt klædte shan-soldater dukker frem over højderyggen med deres byrde af bambusstokke. Den 7. februar er (var) det Shan-statens 60. nationaldag. Bambusstokkene skal bruges til at bygge en kæmpescene.
Dr. Kohn fortæller, at soldaterne står op kl. 4 om morgenen. Så går de ud i junglen og skærer dagens første bambus af. En farefuld march på 2 timer, hvor de risikerer både at træde på en landmine og at støde ind i burmesiske regeringssoldater.
Når de høje rafter er skåret, ligger der et par timers march foran dem til flygtningelejren med bambusrafterne på skulderen. Den tur tager de 2 gange på en dag.
Stille over alt
Det er tid til et besøg på skolen. Flygtningelejrens hjerte og stolthed.
Der er mærkeligt stille overalt. Måske er det bjergene. Måske er det bevidstheden om overalt at være omgivet af skydeklare militærtropper. Måske har man bare ikke så meget at sige hinanden, når man dag efter dag, år efter år lever i ingenmandsland.
På den stejle røde grusvej møder vi en shan-kvinde klædt i burmesernes foretrukne klædedragt – sarongen. Hun har 2 små langnæsede børn hængende i skørtet og endnu en på armen. Hun er omkring de 50 og har født 11 børn, fortæller hun. De 6 lever stadig, resten er døde.
Sei Leng er en af de frivillige lærere for lejrens godt 300 børn. Han fortæller, at han i 3 år har læst psykologi ved universitetet i Rangoon, Burmas største by og tidligere hovedstad. Imidlertid følte han ikke, at han lærte noget, og han besluttede derfor at tage her til lejren for at hjælpe sit folk.
Over fodboldbanen kommer en flok piger i alle aldre gående på en lige række. – Det er de forældreløse børn. Dem har vi godt 200 af, fortæller Sei Leng.
I spisesalen med udsigt til bjergtoppene med og militærposterne, fortæller Naw Nancy på 14 år, at hun blev bragt til lejren af sin onkel.
– Regeringens soldater lukkede min skole, fordi der var kampe i området. Min mor er død, og jeg ved ikke, hvor min far er. Så tog min onkel mig hertil, fordi der er en skole. Efter at han havde afleveret mig forsvandt han og jeg ved ikke, hvor han er, fortæller Naw Nancy.
Mway Khan på 11 ved heller ikke, om hans forældre lever eller er døde, men en ting ved han og det er, at han vil være soldat, når han bliver stor.
Pløre og ælte
Mørket sænker sig over bjergene i Den Gyldne Trekant, og flygtningene tænder bål og varmer sig i aftenkulden ved ilden. Det er vinter, og nætterne er kolde. I regntiden er alt et pløre og ælte, og det er næsten umuligt at bevæge sig rundt på de smalle bjergstier.
Til ære for gæsterne startes den dieseldrevne generator, og fra kl. 18 til 21 høres generatorens brummende lyd.
Et søvnigt lys kan ses i den lille butik, hvor vareudbuddet mest består af billige cigaretter og flæskesvær. Og så kan man skimte et lys i flygtningelejrens hospital.
Klokken 21 slukker generatoren, og det bliver bælgmørkt. Nattens lyde tager over. I det fjerne shanter buddhistiske munke, børnekoret øver sig til den forestående festival, cikader synger og soldater høres eksercere. Ved 3-tiden om natten starter en koncert af hanegal fra den ene bjergtop til den anden.
Vi vågner op til en hundekold dag. Tunge skyer hænger over bjergtoppene og en kold vind går gennem flygtningenes alt for tynde jakker. Børnenes næser løber endnu mere, og man kan se på dem, at de fryser. Vi er med Dr Kohn på vej op til ”sygehuset”.
– Så skulle I bare være her i regntiden, når alt er klamt, både indendøre og udendørs. Folk har ingen mulig for at få tørt tøj på, og klinikken er fyldt op med folk, som har malaria og infektioner, fortæller Dr. Kohn.
”Sygehuset” eller klinikken er en stor sal bygget i bambus. Den kolde vind står ind af de store åbne sprækker og de otte patienter, som er indlagt i øjeblikket, skærmer sig mod kulden og trækker tæppet op til næsen.
Landminer i junglen
2 af patienterne er ganske unge shan-soldater. De har trådt på en landmine. Den ene har fået amputeret højre ben over knæet på et hospital i Thailand og den anden har mistet både ben og højre arm over albuen.
Deres ansigter er udtryksløse, men deres legemsstumper er bundet ind i et rent bind. Enkelte af lejrens indbyggere har fået et nødtørftigt sygeplejekursus hos Dr Kohn, og de tager sig nu af de syge.
– Vi mangler alt, siger Dr Kohn og slår håbløst ud med armene olg uddyber:
– Soldaten her med kun et ben og en arm kan ikke komme på toilettet. Til ham mangler vi et bækken, og vi mangler malariamedicin og aids-medicin. Når der er en fødsel, steriliserer vi instrumenterne i en gryde over et bål.
Mya Win mikroskoperer. Han er 24 år og har fået et 2 måneders kursus, så han nu i sit 15 år gamle mikroskop kan fastslå, om en patienter lider af malaria, aids eller orm. De sidste 2 år har han testet 27 personer hiv-positive og så er der alle dem, som aldrig bliver testet, fortæller han.
– Inde i Burma arbejder mændene nede i minerne. Når de så kommer trætte hjem om aftenen, går de lige til de prostituerede. Derfor er der så meget aids, lægger han til.
Mya Win har boet her i Ingenmandsland i 3 år. Han har gået 2 år i skole i sin landsby inde i Burma, indtil den dag da regeringssoldaterne kom og lukkede skole, fordi der var kampe i området.
Senere flygtede han til Thailand. Han ville så gerne i skole. Som så mange andre er han også endt her. Han er blevet gift og har fået et barn. Om han er glad for at være her. Spørgsmålet afføder kun et skuldertræk og et skævt smil.
Mya Win har lært sig selv engelsk. Han henter de 2 eneste bøger, han ejer. Dem og så transistorradioen, som han har fået af en medarbejder i Helfen ohne grenzen, er hans eneste kontakt til verden udenfor, og til den viden han så gerne vil samle sig.
Bøgerne er en thai-engelsk lærebog og en medicinsk håndbog på engelsk. Den sidste har han engang fået af en amerikansk læge, men han læser ikke så tit i den.
– Allerhelst vil jeg lære noget mere mikroskopi, men der er ingen her, som kan undervise mig, siger han.
Besøg af oprørslederen
Nu løber rygtet, at oprørslederen vil komme på besøg. Han ønsker at hilse på gæsterne. Vi venter resten dagen på det fornemme visit, men først dagen efter kommer en turkis Toyota Landcruiser drønende op foran gæstehuset.
I samme øjeblik bilen standser, springer 3 soldater ned fra ladet og stiller sig med ladte maskinpistoler pegende ud i hvert sit verdenshjørne. Der tages ingen chancer, når The Chief Kommander of The Shan State Army er uden for militærlejren.
Ud af den blankskinnende bil træder en lille rund mand med cykelstyrsoverskæg og klædt i shanhærens uniform. Vi sætter os alle i en rundkreds på grønne plastikstole og får serveret endnu en kop grøn te.
2 af de ankomne soldater fotograferer os fra alle sider med digitalkameraer og en anden noterer ivrigt ned i et hefte, alt hvad der bliver sagt. Mødet skal føres i protokol.
– Vi takker for jeres interesse, indleder oprørslederen, da han har sat sig og fået en kop te.
– Det er vigtigt at fortælle verden om denne krig. Vi vil gøre meget for at vinde vores land tilbage, men for at gøre det har vi brug for jeres hjælp. Verden kender intet til os. Det vil være godt, at verden ved, hvor meget vores folk lider, siger han og fortsætter:
– I dag taler verden meget om demokrati, men det vi gør her er også demokrati, siger oprørslederen, der har levet det meste af sit liv som soldat i junglen.
Han fortæller, hvordan der kommer flere og flere flygtninge til lejren, så sent som i går ankom 30 nye familier.
– Forholdene inde i Burma bliver mere og mere umulige at leve under, og flere og flere må flygte. Nu skal vi til at rydde mere land til de 30 familier og bygge huse, siger oprørslederen.
Efter 2 timer er besøget slut, og vi kan sætte os op bag på de vakkelvorne knallerter og køre tilbage til Thailand.
Artiklen er venligst stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren.
Kontaktmail er [email protected]
