Poul-Erik Larsen rejste mandag for Læger uden Grænser (MSF) til Liberia, hvor han de næste 7 måneder skal arbejde som logistiker på 2 af MSFs projekter, der fokuserer på primær og sekundær sundhedspleje til den lokale befolkning.
Poul-Erik Larsen får ansvaret for forsyningerne til de 2 projekter og skal koordinere dele af den logistiske indsats. Herudover har han ansvaret for at uddanne de lokalt ansatte logistikere på projekterne. Poul-Erik Larsen skal både arbejde på hovedkontoret i Monrovia og på de 2 projekter i Grand Bassa- og Nimba-distrikterne.
Poul-Erik Larsen har indtil sin afrejse arbejdet som afdelingsleder i afdelingen for intern service og inventar i Dansk Røde Korses asylafdeling. Tidligere har han været souschef i integrationsafdelingen i Gentofte Kommune og arbejdet 9 år som boligkoordinator for Dansk Flygtningehjælp.
Det er 52-årige Poul-Erik Larsens første mission for MSF. Han har rejst i Zambia, Zimbabwe, Tanzania, DR Congo, Malawi, Burundi og Rwanda. Poul-Erik Larsen har også arbejdet for Røde Kors i Elfenbenskysten, der distribuerede mad til flygtninge fra Liberia.
– Det bliver spændende at komme til Liberia for at gøre en indsats. Jeg har i mange år gerne villet af sted, og da jeg for et par måneder siden så, at Læger uden Grænser havde brug for folk, søgte jeg ud. Nu skal jeg så dele medicin ud til landsmændene til de flygtninge, jeg for mange år siden hjalp i Elfenbenskysten, siger Poul-Erik Larsen.
MSF har arbejdet i Liberia siden 1990.