Logistiker Anders Neergaard Jacobsen er rejst til Pibor i Sydsudan for Læger uden Grænser (MSF).
Her skal han i 6 måneder arbejde med at lave permanente bygninger og vandforsyning på et projekt, der tilbyder primær sundhedspleje til befolkningen. Anders Neergaard Jacobsen skal sammen med 20 lokale håndværkere forbedre forholdene for både patienter og sundhedspersonale ved at opføre nye bygninger til projektet, der startede i telte i 2005.
Det er første gang 53-årige Anders Neergaard Jacobsen rejser ud for MSF. Han er uddannet tømrer og har siden bl.a. arbejdet med byggeri. Han har også tidligere arbejdet i Malaysia, hvor han har undervist i skovbrug.
De seneste 3 år har han været timelærer på Skov- og Landskabsskolen i Nødebo i Nordsjælland.
MSF har arbejdet i Sudan siden 1979.