Læger uden Grænser (MSF) har sendt maskinmester Søren Bo Christensen til Nigeria, hvor han det næste halve år skal arbejde som logistiker. Søren Bo Christensen skal først arbejde på et projekt, der bekæmper mæslinger i Borno-regionen i det nordøstlige Nigeria, og senere være med til at oprette et projekt til behandling af underernærede børn.
MSF har lige nu 20 internationale og 80 nationale medarbejdere i Nigeria. MSF virker for at forbedre sundhedstilstanden i flere dele af Afrikas folkerigeste land. I Niger Deltaet har MSF indført artemisinin-baseret malaria medicin (ACT-behandling), som er den mest effektive tilgængelige malariabehandling. MSF behandler også aids-patienter i Nigerias største by Lagos og har et malaria-projekt i Bayelsa.
Det er Søren Bo Christensens anden mission for MSF. Han har tidligere været 10 måneder i Liberia, hvor han arbejdede som administrator og logistiker i hovedstaden Monrovia.
Læger uden Grænser har arbejdet i Nigeria siden 1996.