København bliver tirsdag til torsdag i næste uge (16.-18. maj) vært for en lukket konference, som har til formål at diskutere problemerne omkring stereotyper og gensidige fordomme mellem den vestlige verden på den ene side og den muslimske verden på den anden, skriver Center for Kultur og Udvikling (CKU) i sit seneste elektroniske nyhedsbrev.
Ud fra diskussionerne på konferencen “Moving beyond Stereotypes – Mutual Prejudices in Education, Media, and Political Discourse” skal der formuleres forslag til konstruktive måder at fremme dialogen og bekæmpe disse stereotyper og fordomme.
Forslagene vil blive givet videre som input til arbejdet i “High Level Group”
for “Alliance of Civilizations”, som i slutningen af 2006 skal komme med forslag
til, hvordan verdenssamfundet styrker dialogen mellem kulturer og vender sig mod
terrorisme og angreb på andre kulturer.
“High Level Group” blev nedsat i 2005 af FNs generalsekretær Kofi Annan på initiativ af Spanien og Tyrkiet.
CKU arrangerer konferencen med støtte fra Udenrigsministeriet, og deltagerne kommer dels fra mellemøstlige lande dels fra Europa. Idéen er, at konferencen
vil foregå som korte oplæg om de 3 hovedområder uddannelse, medier og politisk
diskurs og derefter som rundbordsdiskussioner.
Konferencen er ikke åben for offentligheden.
CKU hed tidligere Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene. Se også www.cku.dk