Poul Nielson
Poul Nielson (f. 1943) er Adj.professor ved Aalborg Universitet (udviklingsstudier og Europæiske politik).
Han er forhenværende EU-kommissær for udvikling og humanitær bistand og tidligere udviklingsminister og energiminister.
Han er ligeledes medlem af UNSGAB (FN-generalsekretærens rådgivende udvalg vedrørende vand og sanitet), præsidiet for Sex og Samfund og formand for Socialdemokratiets Internationale Udvalg.
Næste led i kæden er selskaber hjemmehørende i skattely som Cayman Islands og indgår i den komplekse ejerstruktur skabt af globalt arbejdende kapitalfonde.
Det mest nærliggende svar på problemet ville naturligvis være at få elimineret de forskellige tilbageværende “Tax Havens”. Dette har ikke været muligt til trods for den stramning af kontrollen med pengestrømmene, som i terrorbekæmpelsens navn er sket siden 11. september 2001.
Men ud over dette er der en række andre elementer, der indgår i den systematiske bestræbelse på at undgå eller minimere beskatning i de lande, hvor værdiskabelsen faktisk sker, eller i det hele taget undgå beskatning: Intern manipulation i multinationale koncerner af faktureringer samt koncerninterne lån med rentesatser, der tømmer de aktive og værdiproducerende dele af koncernen for beskatningsgrundlag.
Vi ved ikke, hvem ejerne er
Den ejerstruktur, kapitalfondene repræsenterer, har skabt en ejermæssig anonymisering og fremmedgørelse i forhold til virksomheder, hvor der er en sammenhæng mellem produktet, ledelsen og ejerkredsen, og hvor en diskussion om selskabets placering i samfundet i det mindste kunne finde sted, uanset at realiteten i CSR- konceptet meget nemt kan overvurderes.
Ultimativt indebærer kapitalfondenes opbygning, at vi – sådan som f.eks. demonstreret med Goldman Sachs’ ejerandel i DONG – ganske enkelt ikke ved, hvem ejerne egentlig er.
Alt dette – samt det ekstra lag af problemer knyttet til koncessionsforhold i mineindustrien, skovbrug og olieindustrien – har længe været et kæmpe problem for udviklingslandene.
Korruption har ikke nødvendigvis noget med disse problemer at gøre, men kommer oven i som et selvstændigt problem i samspillet mellem svagt administrerede lande og stærke internationale kapitalinteresser.
Grænsen mellem “legal and illicit transfers” ud af udviklingslandene er svær at definere, men samlet set trækkes der langt flere penge ud, end hvad der kommer til landene i form af udviklingsbistand.
Denne problemstilling har traditionelt først og fremmest været anskuet som et særligt problem for udviklingslandene, selv om man selvsagt ikke har kunnet se bort fra, at det har været kapitalinteresser hjemmehørende i de rige lande, der profiterede af denne tingenes tilstand.
Interesse-sammenfald mellem rige og fattige lande
Men måske er der ved at ske noget nyt i og med, at det ene multinationale foretagende efter det andet har fået deres skatteforhold i de rige lande eksponeret i offentligheden.
Der kan meget vel være en større forståelse for, at de rige lande har helt samme interesse som de fattige udviklingslande i at gribe ind over for den gennemorganiserede globale skatteunddragelse, – at transparens og skattekontrol er essentielle “global common goods”.
Den førstkommende lejlighed til at manifestere en sådan fælles strategi mellem Nord og Syd mod erhvervslivets samfundsfjendtlige skatteadfærd (Corporate Asocial Irresponsibility) vil være topmødet i Addis Ababa i juli om finansieringen af de nye bæredygtige udviklingsmål, som skal besluttes på FN-generalforsamlingen i september.
Klimatopmødet sidst på året i Paris vil også stille krav om finansiering, hvilket gør det hele endnu vanskeligere i Addis.
Så er der pengene….
Det er på forhånd klart, at en diskussion om størrelsen af den traditionelle udviklingsbistand ikke rummer en løsning i forhold til det højt opskruede ambitionsniveau i de 17 SDG’er, – så meget desto mere som at disse mål ikke kun retter sig mod udviklingslandene, men er tænkt at skulle gælde for alle lande.
Der er lagt op til, at erhvervslivet skal drages ind og spille en rolle. Men hidtil har den megen snak i FN om “The Global Compound” ikke ført til nogen økonomisk forpligtelse. Erhvervslivets bidrag består i investeringer, der gennemføres, hvis de er rentable.
Intet af dette svarer imidlertid til den finansiering, der er påkrævet, hvis der skal findes nye former for finansiering af SDG’erne, som samlet set vil kunne opfattes som en konsolideret liste af “Global Common Goods”.
Det burde være et oplagt tema for de nordiske lande – og for EU – at sætte fokus på denne fælles interesse mellem Nord og Syd på mødet i Addis i at der gøres noget effektivt og globalt baseret på at bekæmpe den systematiske skatteunddragelse.
For EU bør dette være en selvstændig bestræbelse med eller uden de muligheder for at gøre noget, der kunne tegne sig i Addis.
Der er tale om gigantiske beløb, der årligt unddrages beskatning i Europa. Den pikante kendsgerning, at Kommissionens formand var regeringschef i Luxembourg er jo kun en pikant detalje. Sagen er større end som så. EU bør gå forrest i en fornyet offensiv for elimineringen af “Tax Havens” med en anden og mere økonomisk baseret begrundelse end bekæmpelsen af international terrorisme.
Virksomhederne og forbrugerne
Man kan så spørge, hvad der kan gøres, hvis ikke det er muligt at komme igennem med formelle retlige indgreb.
Et nærliggende svar er her, at virksomhederne faktisk er sårbare over for forbrugerreaktioner af moralsk karakter.
Det er naturligvis et problem, at f.eks. mineselskaber og lignende foretagender (f.eks. containerterminaler og søfart, for slet ikke at nævne kapitalfonde), der ikke har noget direkte forhold til forbrugerne, er mindre sårbare, end f.eks. mærkevare producerende virksomheder.
Men en kampagne med “naming and shaming” af de foretagender, som kan dokumenteres at gøre brug af Luxembourg-finten og lignende konstruktioner vil skærpe den generelle forståelse for problemets omfang og karakter og dermed bidrage til at styrke muligheden for at gøre noget reelt ved problemet internationalt.
