Kommentar i Information onsdag den 13. april 2005
Af Mogens Lykketoft, Socialdemokratiet, MF
DEBATTEN om global udvikling har i nogle år haft svære betingelser.
Ved årtusindskiftet bandt verdenssamfundet sig til en række vidtgående målsætninger for udviklingen frem mod 2015. Det lykkedes også at søsætte en såkaldt ”udviklingsrunde” for det globale handelssamarbejde i WTO.
Nu var der – tilsyneladende – lagt op til fremskridt, der kunne gøre en ende på de menneskelige lidelser, som de færreste kan bære at tænke på ret længe af gangen.
Siden da blev indsatsen tappet for energi.
Ikke alene her i Danmark, hvor det lykkedes den borgerlige regering at samle flertal til drastiske nedskæringer af dansk u-landsbistand. Men også på globalt plan, hvor den sædvanlige afstand mellem ord og handling deprimerende hurtigt meldte sig.
Allerede på verdenstopmødet i Johannesburg blev det klart, at de gode viljer i praksis var stærkt begrænsede. Siden blev også udviklingsrunden i WTO ramt af lammelse.
Af gode grunde vel at mærke. Udviklingslandene ville meget naturligt ikke finde sig i mere snak om velsignelserne ved frihandel, så længe hele den vestlige verden holdt fast i eksportsubsidier og toldmure på landbrugsområdet.
Efter den tragedie, der ramte en række asiatiske lande ved juletid, er det som om den globale samvittighed igen blev vakt for en stund. Millioner af enkeltpersoner i den vestlige verden har vist solidaritet over medmennesker i dyb nød med personlige økonomiske bidrag i hidtil uset omfang.
Bill Clinton har kastet sin politiske autoritet ind i ledelsen af genopbygningsarbejdet. For så vidt angår Afrikas dybt ulykkelige situation har Tony Blair på det seneste sat en langt aktiv indsats på dagsordenen.
Man kan efter behag vælge at glæde sig over udviklingen, mens den stadig bevæger sig i den rigtige retning – eller tage sorgerne på forskud ved udsigten til nye skuffelser i de kommende måneder og år. Allerede Paul Wolfowitz udnævnelse til præsident for Verdensbanken er en helt berettiget anledning til at dæmpe optimismen igen.
Men vi har også en tredje mulighed. Vi kunne forsøge os med en ny national enighed om, at i det mindste vores indsats skal gøre en konstant og vedvarende forskel.
Det indebærer ikke nødvendigvis konsensus om ethvert udviklingspolitisk spørgsmål. Tværtimod nærer jeg ingen illusioner, når det gælder niveauet for dansk udviklingsbistand i de kommende år.
Regeringens økonomiske politik og dens skæbnefællesskab med DF udelukker et anstændigt ambitionsniveau, der står i et rimeligt forhold til vores rigdom og til udfordringernes karakter.
Omvendt vil S, R, SF og EL naturligvis holde fast i kravet om at én hundrededel af vores velstand bør gå til bedre forhold i verden, hvor halvdelen af alle mennesker lever for under en dollar om dagen.
Den modsætning må vælgerne forholde sig til. I mellemtiden ligger nøglen til en styrket fælles indsats et andet sted. Den bør gælde mulighederne for at bruge handelspolitik til et gennembrud i retning af globalt bæredygtig udvikling.
Efter forhandlingssammenbruddet i WTO lykkedes det sidste år i at nå til enighed om en rammeaftale for de videre forhandlinger. Ikke mindst fordi EU langt om længe spillede konstruktivt ud med nye tilbud på landbrugsområdet.
Nu snegler verdenssamfundet sig frem mod en konkret udmøntning af rammeaftalen. Næste officielle stop er WTOs ministermøde i Hongkong.
Ude i horisonten vil man om nogle år – i absolut bedste fald – kunne producere og handle sig til en anstændig tilværelse i en langt større del af verden. Det fremtidsperspektiv skal vi fra dansk side gøre så meget som muligt for at holde i live. Først og fremmest ved at holde EU fast på en forhandlingslinie, som gør frontalt op med den hidtidige landbrugspolitik.
Omvendt kan ingen være i tvivl om, at selv en vellykket udviklingsrunde i WTO vil være utilstrækkelig i forhold til blot de mest oprørende globale uligheder. For slet ikke at tale om problemerne med social og miljømæssig bæredygtighed.
Heller ikke på globalt plan vil uregulerede markedskræfter være i stand til at skabe velfærd.
Set i det lys lider den nuværende indsats under manglen på perspektiv. Ved regeringsskiftet i 2001 overtog VK det ambitiøse mål om en ”Global Deal” fra SR-regeringen. Der var skabt tilslutning i hele EU til vores forslag om at fremme en global bæredygtighedsaftale på verdenstopmødet i Johannesburg.
Den enkle filosofi bag forslaget var at give alle de involverede parter indrømmelser – på en måde som samtidig styrkede fællesskabet. Med andre ord et virkeligt tigerspring i retning af bæredygtig udvikling med tæt sammenvævede markeds- og reguleringsmæssige fremskridt.
Udgangspunktet for en sådan udvikling må være lederskab fra Nord – evt. aftalt i OECD-regi. EU kan og bør spille en hovedrolle i den sammenhæng.
De udviklede lande må gennemføre en afkobling mellem økonomisk vækst og miljøbelastning på relativt kort sigt, f.eks. 10 år. Det ville indebære en historisk omstillingsproces i retning af bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre.
Ny og ren teknologi måtte i denne forbindelse overføres effektivt til udviklingslandene, som hermed ville få en chance for at overspringe de ikke-bæredygtige udviklingstrin i den vestlige verdens historie.
Vore markeder må åbnes hurtigt og konsekvent – også for produkter af særlig interesse for u-landene, som f.eks. landbrugsvarer og tekstiler. Vi må desuden tilvejebringe en kraftig forøgelse af udviklingsbistanden – i vidt omfang specifikt målrettet mod at sikre udviklingslandene mulighed for at udnytte markedsåbningen.
I Syd må man til gengæld medvirke til at gøre WTO til et reelt redskab for bæredygtig udvikling, hvor hensyn til miljø- og arbejdstagerbeskyttelse anerkendes og integreres. Samtidig må man leve op til sine forpligtelser efter de globale miljøaftaler og forhold sig åbent nye miljøkrav – eksempelvis på klimaområdet.
Initiativet var dristigt. Det lykkedes ikke i Johannesburg. Siden er det forsvundet – sammen med store dele af klodens tiltro til verdenssamfundet.
Hvis der var sammenhæng mellem ord og handling i dansk udenrigspolitik ville et fornyet samarbejde om at vende den udvikling stå øverst på den politiske dagsorden.
Indlægget er venligst stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af Mogens Lykketoft, indtil forleden formand for Socialdemokratiet, og tidligere bl.a. finans- og udenrigsminister.
