Lykketoft: Ikke penge til med eet slag atter at nå 1 procent af BNI i bistand

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, giver i et interview med Berlingske Søndag udtryk for, at der ikke er penge til med eet slag at vende tilbage til det niveau for udviklingsbistanden, som var gældende under den tidligere SR-regering.

Den tidl. finans- og udenrigsminister forsikrer dog, at bistanden atter vil blive sat i vejret efter VK-regeringens omfattende nedskæringer siden 2002, som har tappet bistandsmidlerne for milliarder og sænket bistanden fra 1 procent af bruttonationalindkomsten, BNI, til under 0,9 pct.

– (men, red.) vi kan under ingen omstændigheder nå det tidligere niveau i det første budget, som en ny regering måtte fremlægge. Det vil vi simpelt hen ikke have pengene til, fordi den nuværende regering har fjernet indtægterne, siger Lykketoft til bladet.

– Men vi vil fremlægge en plan, der opererer med en gradvis oprustning, og planen vil også indeholde klare prioriteringer i forhold til, hvor mange lande vi med fornuft kan magte at hjælpe. Vi skal koncentrere vores indsats om de områder, hvor vi kan gøre en forskel. Det gælder bl.a. forbedring af menneskerettighederne, sundhed, miljø og rent vand, siger Mogens Lykketoft til Berlingske Søndag.

Han udtaler sig ikke om, hvorvidt en socialdemokratisk-ledet regering vil genskabe posten som udviklingsminister med særligt ansvar for samarbejdet med Den 3. Verden. Ministerposten var en socialdemokratisk opfindelse i sin tid og den mulige regeringspartner, Det Radikale Venstre, menes at gå ind for igen at skille bistanden ud som et særligt politisk ressortområde i en ny regering.

Den stærkt udenrigspolitisk interesserede Lykketoft har gæstet talrige lande i Den 3. Verden og danner nu par med journalist Mette Holm, der i en længere årrække har været korrespondent i Asien.