Når et udsnit af befolkningerne rundt om i Afrika bliver spurgt, hvilke af FN’s bæredygtige udviklingsmål (SDG), der er vigtigst for dem, lyder svaret i langt de fleste tilfælde ”anstændige jobs og økonomisk vækst” (mål nummer 8).
Det er afrikanernes højeste prioritet, men det er også et område, hvor regeringerne ifølge deres egne befolkninger har vanskeligt ved at leve op til ønskerne og forventningerne.
Når det gælder verdensmål nummer 8 om at skabe arbejde og vækst, giver størstedelen af de adspurgte i en måling fra Afrobarometer deres regeringer dumpekarakter. Indbyggere i 34 lande er blevet spurgt.
Af de adspurgte mener i alt 58 procent, at deres regeringer gør et dårligt stykke arbejde med at sørge for økonomien, og 73 procent siger, at regeringerne ikke formår at skabe arbejdspladser.
Andre højt prioriterede SDG’er omfatter dem, der fokuserer på sult, sundhed og ”fred, retfærdighed og stærke institutioner.”
Rapporten, der findes her, kobler de vigtigste problemer, som over 45.800 adspurgte afrikanere har peget på, samt de adspurgtes vurderinger af deres regeringers præstationer på disse områder, sammen med målene for FN’s 2030-mål.
Det er næsten tre år siden, at FN lancerede sine 2030-mål for bæredygtig udvikling, der skal resultere i en ”fælles plan for fred og velstand for mennesker og planeten, nu og i fremtiden”, som det hedder.
Målene spænder fra at bekæmpe sult til at forsyne alle med elektricitet og videre til at beskytte jord, vand og biosfære samt ikke mindst reagere på klimaforandringerne.
En af de helt store udfordringer ved SDG-rammen, er, hvor regeringerne skal begynde.
Hent rapporten hos Afrobarometer