APM Terminals, der er et datterselskab i A.P. Møller-Mærsk-gruppen, vil fordoble sin containerkapacitet i havnen Gujarat Pipavav på Indiens vestkyst, skriver Lloyds List ifølge Berlingske Tidende.
APM Terminals overtog den indiske containerterminal sidste år og planlægger nu at udvide kapaciteten til en million containere inden 2008. Anlægsplanerne omfatter en ny kajplads med en længde på 350 meter.
Pipavav håndterede 81.723 containere i regnskabsåret 2005-06 og ventes at tage et gigantspring til 253.000 containere i dette regnskabsår. Milepælen – en million håndterede containere – håber havnen at nå i 2010.
Mærsk-gruppen ejer 56 procent af aktierne i Gujarat Pipavav, mens resten er på institutionelle investorers hænder.