Luften emmede af både klapsalver og verbale øretæver, da udviklingsarbejdere, forskere og ambassadefolk fra det sydlige og østlige Afrika samledes på Mellemfolkeligt Samvirkes regionale træningscenter i Tanzania for at diskutere advocacy (fortalervirksomhed) i lokalt og globalt perspektiv.
Af Mikala Satiya Rørbech,
freelancejournalist bosat i Arusha
CNN var der, BBC sendte direkte, 40 millioner mennesker så og hørte musikken. LIVE 8 koncerten op til sidste års G8 topmøde var i de flestes øjne en vældig succes.
“Men hvor var de fattige, det hele handlede om? Hvor var de? De havde ikke engang et tv til at se koncerten på. Men pyt. Vi var der jo, som repræsentanter for de fattige. Vi talte deres sag, og nu har vi så afskaffet fattigdommen. Eller hvad?”
Brian Kagoro, Policy og Advocacy manager i Action Aid International-Afrika kan tillade sig at være spydig. Han bidrog selv til den store event i Gleneagles i Skotland forrige år, de senere års mest synlige advocacy begivenhed. (G-CAP står for Call to Action against Poverty).
Nu sætter han ild i debatten på det årlige symposium på MS Training Centre for Development Co-operation i Tanzania.
Det store spørgsmål, som symposiet stiller, er, om det overhovedet nytter at bekæmpe de strukturelle årsager til fattigdom med rockkoncerter, happenings og andre former for advocacy – eller fortalervirksomhed, som det hedder på dansk.
– Man bliver jo ikke ligefrem mæt af at spise advocacy til frokost, som forstanderen Prudence Kaijage, udtrykker det i sin åbningstale.
Mere end en trend
Begrebet advocacy er ellers tidens buzzword blandt NGOer. Både i Europa, USA og u-landene. Men i praksis dækker advocacy over alt fra aktiviteter, der skal øge den politiske bevidsthed og identitet blandt fattige og marginaliserede, til målrettet PR, pres og lobbyisme i forhold til lokale, nationale og internationale magthavere. En vis begrebsforvirring synes svær at komme uden om.
Symposiet og de mange holdninger og erfaringer, der kommer frem undervejs, skal da også bruges til pejle uddannelsescenteret ind på, hvor der er størst behov for at øge kapaciteten blandt civilsamfundsorganisationerne (folkelige organisationer) fra det østlige og sydlige Afrika, hvorfra størstedelen af kursisterne kommer.
Nord-Syd dilemma
For mens advocacy set fra Nord, primært går ud på at skabe et politisk spin, der kan få de afgørende folk i tale og give indflydelse på den politiske dagsorden, går det i Afrika oftest ud på at forklare folk, at der overhovedet findes en dagsorden, at de kan få indflydelse på den, og at de i øvrigt selv kan gøre en forskel ved at pege på de problemer, der skal løses – hvis altså fattigdommen skal til livs.
– Selv om udviklingsbistanden er øget, er fattigdommen ikke mindsket, og skønt verdenshandlen er vokset, har det ikke gavnet de fattige. Der må være noget, som ikke er sket. Jeg tror, Afrika må være det eneste kontinent, som er trådt ind i det 21. århundrede med et voksende antal fattige, siger symposiets hovedtaler, professor Ruth Meena fra Dar es Salam Universitet.
Den svære dagsorden
Gennem hele symposiet strømmer et behov for at definere de indsatsområder, som advocacy-aktiviteterne skal spinne om, frem for at lade sig diktere at trends og mærkesager fra donorerne i Europa og USA.
– Os, som arbejder i Syd, oplever ikke altid, at den globale agenda er relevant. Der er så mange sager, som burde komme på dagsordenen. Ikke kun malaria, køn og aids, siger Beatrice Ndhlovu fra MS Zimbabwe i en workshop om global advocacy. Og Rita Kahurananga, advocacy rådgiver i World Vision fortsætter:
– Udfordringen er, hvordan vi kan bliver meget mere fokuserede og koble fra det globale til det nationale og endda til det lokale plan og omvendt, så man ikke sidder tilbage med fornemmelse af at den globale agenda udelukkende dikteres fra Nord, siger hun.
Andre taler om konsekvenserne af den uundgåelige politisering af udviklingsarbejdet, så snart man bevæger sig ud i advocacy aktiviteter. Og om udfordringen og balancegangen i at styrke civilsamfundet uden at blive deciderede politiske aktører.
Særligt for lokale NGOer, der opererer i politisk anstrengte samfund, som f.eks. Zimbabwe er det en pointe at advocacy ikke nødvendigvis er lig med aktivisme.
Giv en mand en fisk
Debatten når langt omkring i løbet af de 2 dage. Der bliver også skudt med skarpt på de svulstige ord-balloner, som ofte sendes til vejrs, når organisationerne kappes om at få donorer til at kaste penge i projekter. Også når det gælder advocacy.
– Over 90 procent af alle udviklingsprojekter i det sydlige Afrika er rettet mod de fattigste og skal påvirke de strukturelle årsager til fattigdommen. Vi lover hver gang at afskaffe eller udrydde fattigdommen, selv om det selvfølgelig ikke holder. Målene sættes forkert, og måske for højt. Så er det, resultaterne mangler troværdighed, så er det joken om at “NGO” står for Nothing Going On ser dagens lys, sagde Sylvester Dickson Baguma, Monitorering og Evaluerings ekspert fra NARO, Uganda.
– Hvis du ikke kan måle resultaterne af det du laver, kan du lige så godt glemme alt om at gøre en forskel, lød det.
Men advocacy handler hverken om at give folk en fisk eller om at lære dem at fiske, påpeger Brian Kagoro og får smilene frem ved en godt brugt kliche fra udviklingsverdenen.
– Der er givet hjælp til selvhjælp og små mikrolån i mange år, men hvad nytter det? Vi skal gå meget mere radikalt til værks, hvis vi skal opnå signifikante forandringer. Vi skal bruge advocacy til at sætte gang i en social bevægelse. Opnå integration i verdenshandlen og stater, der tager sig af deres borgere, mener han.
Efter hans mening er faren ellers, at Afrika blot gar fra at være et nødhjælps projekt til at være et oplysningsprojekt.
Globalt vs lokalt
Felix Moyo, professor fra Zimbabwe, samler op på de lange debatter og eksempler på, hvordan advocacy kan bruges i praksis, ved at minde om, at man må erkende forskellighederne og den betydning som kontekst og kulturelle normer har for en befolknings politiske identitet og reelle handlekraft.
– Jeg kan godt lide den med at vi ikke befinder os i en global “Melting Pot” men i en “Salad Bowl”, siger han og opsummerer, at det er NGOerne opgave at sikre advocacy aktiviteterne har relevans, legitimitet og lokal deltagelse.
Dr. John Munyoli Musyoka, som er underviser på TCDC og har arrangeret symposiet, slutter tilfreds af med at konkludere, at advocacy spiller en vigtig rolle, når man vil gøre op med de bagvedliggende årsager til at nogen er fattige, mens andre har for meget.
– Uden advocacy vil de strukturelle årsager til fattigdommen ikke blive forstået og taget hånd om. Advocacy er en vej til indflydelse, uanset hvilket kontekst man lever i. På den måde går emnet godt i spænd med MSs fokus på opbygge demokrati, anfører Musyoka.
Man kan læse mere om symposiet, oplægsholderne, konklusionerne og deltagerne på www.mstcdc.or.tz
Om MS TCDC
MSs Training Centre for Development Cooperation ligger i Arusha i det nordlige Tanzania og har eksisteret siden begyndelsen af 1970erne. Dengang var centret ejet af Danida og havde som primær opgave at undervise danske udsendte i swahili og afrikanske samfundsforhold.
Centret er nu en selvejende institution under MS i Tanzania og afholder hvert år kurser for over 2000 kursister, primært folk fra organisationer i det sydlige og østlige Afrika som deltager i kortere og længere kurser i ledelse og administration, policy og advocacy, økonomi og monitorering eller faglige kurser indenfor good governance, Participatory Forest Management (PFM og NRM) ), konfliktløsning, Pastoralisme og Gender.
Derudover udbyder TCDC fortsat sprogkurser og uddannelse af MSs udviklingsarbejdere samt en bachelor i Development Studies i samarbejde med et irsk universitet.
Mikala Satiya Rørbech er tidl. mediekoordinator i CARE Danmark og journalist i DR og på dagbladet Aktuelt. Artiklen er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren.
Mikala Satiya Rørbech kontaktes på Po Box 254, Arusha Tanzania, e-mail:[email protected]
