VK-regeringen, som har tappet u-landsbistanden for milliarder siden 2002, ville blive sat på porten og det historiske u-landspolitiske flertal i Folketinget genskabt med eet slag, hvis det radikale folketingsmedlem Naser Khader vælger at skifte parti og stå i spidsen for Centrum Demokraterne (CD) ved næste valg.
Det konkluderer en meningsmåling, som Gallup-instituttet har gennemført på foranledning af websitet www.khaderkan.dk og betalt af privatpersonen Joachim Nielsen, skriver Berlingske Tidende tirsdag.
Ifølge målingen ville VK og støttepartiet Dansk Folkeparti fortsat stå med et flertal på 89 mandater mod oppositionens 86, hvis Khader forbliver i Det Radikale Venstre – hvad han tirsdag kategorisk understreger han vil.
Derimod ville højresiden blot få 78 mandater og venstresiden 77, hvis Khader skiftede og stod i spidsen for CD; til gengæld ville det lille hensygnende midterparti storme ind i Folketinget med hele 20 mandater.
Det er 6 mere end, da Erhard Jakobsen bragte partiet ind i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973.
Selv såfremt et Khader-CD valgte at blive støtteparti for den nuværende regering sammen med de radikale efter næste valg, ville det sikre en klar stigning i u-landsbistanden, da stærke kræfter i det konservative regeringsparti i forvejen ønsker dette og Dansk Folkeparti vil være sat udenfor indflydelse.
Det ville også sikre udviklingsministerposten for enten de radikale eller CD, hvis de går med i en borgerlig regering. Og i fald de ikke gør, formentlig medføre et krav om, at de mere u-landsvenlige konservative overtager posten, hvorefter Venstre-kvinden Ulla Tørnæs vil være fortid på Asiatisk Plads.
Til gengæld kan u-landsbistandens bannerfører par excellence – Kristendemokraterne – kigge langt efter Folketinget, hvor de efter alt at dømme ikke ville få sæde.
-Søe