Siden januar er 2.200 børn i Niger blevet smittet med mæslinger.
For at forhindre at den meget smitsomme sygdom breder sig, har Læger uden Grænser (MSF) sendt medicinske hold til regionerne Zinder og Maradi, hvor forekomsten af mæslinger er højest.
Indtil nu er 278.000 børn blevet vaccineret, skriver MSF Danmark.
NATIONALT PROGRAM IKKE NOK
I december 2007 blev der opdaget flere tilfælde af mæslinger i regionerne Maradi og Zinder.
I løbet af januar vaccinerede sundhedsmyndighederne i Niger børn mellem ni måneder og fem år, men på trods af den nationale vaccinationskampagne blev 2.200 børn smittet med mæslinger mellem 1. januar og 23. marts.
Derfor er MSF trådt til
MOBILE KLINIKKER EFFEKTIVE
I Zinder-regionen har Læger uden Grænser sat et overvågningssystem i gang og træner medicinsk personale samt informerer om smittefaren over nationale radiostationer.
Siden den 26. marts er 42.000 børn mellem seks måneder og 15 år blevet vaccineret i en radius af 15 km fra byen Magaria.
Befolkningen i den landlige region bor meget spredt, og MSF når afsides beliggende landsbyer via mobile klinikker.
Læger uden Grænser vaccinerer altså børnene i deres egne landsbyer, hvilket betyder, at organisationen når ud til flere og opdager flere tilfælde, end hvis de smittede selv skulle komme til et hospital.
Hver dag får omkring 20 børn diagnosen mæslinger.
NÆSTEN ALLE VACCINERET
Siden den 30. marts er 94.700 børn desuden blevet vaccineret i den nordligt beliggende by Zinder. Denne kampagne vil blive udbredt til landområderne i distriktet.
Samlet har MSF til Zinder-regionen fået leveret 350.000 vacciner, som er klar til at blive taget i brug.
946 af de 2.200 tilfælde af mæslinger, som indtil nu er opdaget i Niger, blev registreret i Maradi-regionen.
Den 1. april blev 106.000 børn vaccineret i byen Maradi og 35.124 blev vaccineret i Guidam Roumji. Det betyder, at 88,6 procent af børnene i regionen har fået en vaccine mod mæslinger.
Kilde: www.msf.dk