Henrik Nielsen
Henrik Nielsen (f. 1961) er cand.scient.soc et Ph.D.
Han har tidligere arbejdet i NGO FORUM, Globalt Fokus, på DIIS, på Institut for Menneskerettigheder og på Center for Udviklingsforskning.
Han har også været selvstændig konsulent, har arbejdet i Serbien og har arbejdet flere år i forskellige afrikanske lande.
Han har beskæftiget sig med effekter af udviklingsbistand, med rettighedsbaseret udvikling,med støtte til eksportsektorerne i u-landene med civilsamfundspolitik, Post 2015, RAM-rapportering.
Han blogger om lidt af hvert, og repræsenterer ikke nogen.
Den sidste ud af 11 sessions i den ”Open Working Group”, der var blevet nedsat for at udarbejde et sæt ”Sustainable Development Goals” var nu ved at være færdig.
Elleve ugers arbejde over et halvt år var nu ved at være afsluttet, og de to ”Co-Chairs” ville nu trække sig tilbage og komme med et endeligt udkast, som så skulle igennem endnu en mølle inden det blev præsenteret til FNs generalforsamling i september.
”Det er sgu spændende, hvad der bliver det endelige resultat”, sagde Ida.
”Det ser ud til at vi ender på 17 mål og 169 targets, det hørte jeg fra den danske FN-delegation. Og det ser ud til, at vi både får et mål om ulighed og et mål om kvalitet i uddannelserne med, ligesom at vi får et mål om endelig afskaffelse af ekstrem fattigdom. Resultatet er da bedre end man kunne frygte, og faktisk mener jeg at vi som civilsamfundsorganisationer godt kan tage lidt af æren for det. Men jeg er godt nok osse ved at være flad. Vi sad oppe det halve af natten for at få formuleret et addendum til de forskellige targets under målet om ”womens reproductive rights”, hvor rettighedsperspektivet var blevet noget udvandet.”
Zombie
Dan var, efter en uge, blevet lidt underlig. Han gik rundt lidt zombie-agtig, og hans sædvanlige hurtige domme over alt og alle var bemærkelsesværdigt forstummet.
Ida havde gruet for, at han skulle gå og rakke ned på alting hele ugen, men det var som om at han efter de første par dage var resigneret.
Hun overvejede om hendes lidt spidse facon havde fået ham til at gentænke sine synspunkter, men det var på den anden side ikke sandsynligt.
Hun funderede også på om det måske var fordi han gik og var lun på hende, og i sin maskuline knudrethed ikke kunne finde ud af hvordan han skulle få taget hul på emnet, også fordi han vist havde noget kørende med hende Kirsten ovre fra ”Red Verden”.
”Hva så?” forsøgte hun, ”det var måske da et meget godt resultat. Civilsamfundet er da kommet igennem med en masse af deres mærkesager”.
Dan svarede ikke, men stod og pillede i en bums, der var ved at vokse frem under hans hage.
“Er der noget i vejen, Dan?”, spurgte hun. “Du virker lidt underlig. Jeg er nok klar over at dette her måske ikke lige er din kop te, men det har da ikke været så slemt? Vi har fået et mål med om kvalitet i uddannelsen, og ulighed er også kommet ind”.
“Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal tro”, svarede han.
“Det er tydeligvis kloge mennesker, der sidder her, og de tager det alvorligt. Og de kan vel ikke være fuldstændig kynisk kolde, og bare ævle løs, fordi det hytter deres interesser, eller fordi de er sendt i byen for at sige noget for deres chef. Men det virker meningsløst.”
“Nej, nu er du urimelig. Det er da meget fedt, at man i denne omgang har haft en langt mere inklusiv proces, hvor alle mulige grupper har haft lejlighed til at komme med input til de endelige mål, så der er kommet langt mere debat om hvad vi som klode sigter på,” sagde Ida.
Hvis mål?
Dan stod lidt og tænkte. Så tog han en dyb indånding, og så flød det nærmest ud af ham.
“Tror du? Var det ikke bedre, lissom forrige gang, at der sad en håndfuld eksperter og lavede dem uden så meget ståhej? Tusindvis af mennesker har brugt oceaner af tid på dette her, og i værste fald vil alle disse mennesker blive taget til indtægt for en række mål, som alligevel bliver skrevet af ham dér Homi Kharas, Harvard-økonomen, der sidder som skribent. Man vil så komme med en masse totalt uforpligtende og intetsigende mål, hvis eneste konkrete indhold er, at nu skal den private sektor massivt ind over, samt at alt skal være “effective” og målbart. Og man vi så hævde, at det er foregået superdemokratisk i en inklusiv proces og hvad ved jeg.”
“Nu syns jeg alligevel ikke du er helt fair”, svarede hun.
“Du havde vel ikke forventet, at man var blevet enige om en række ambitiøse og bindende mål, hvor de rige lande have forpligtet sig til en hel masse? Sådan fungerer tingene ikke. Men vi har fået sat nogle politiske mål på dagsordenen, og fået skabt et krav om at der gøres noget på globalt plan. Og lokalt i de nationale civilsamfund er der kommet en langt større bevidsthed om disse her dagsordner. Det, som bekymrer mig er, at det ikke er politikere men meget embedsmænd, der sidder med her til møderne. På den anden side er de måske nemmere at komme i dialog med for os”.
Dan rødmede lidt, det var et tegn på at han var ved at komme op i gear, rent diskussionsmæssigt.
”Jeg tror bare at vi spilder vores tid. Det er jo luftkasteller vi diskuterer. Bare tænk på de danske civilsamfundsorganisationer! Hvor meget tid har vi ikke brugt på at gå til møder, formuleret positioner, ævl og kævl, hvor vi har bildt hinanden ind, at det var vigtigt at fastholde et mål om ulighed, at bæredygtigheden kom massivt med, og så kom alle de forskellige organisationer, alle med deres kæpheste, nogle sagde at uddannelse skulle med, andre reproduktiv sundhed, nogle fastholdt at det hele skulle være rettighedsbaseret, andre sagde at klima og miljø nu var det vigtigste, og alle var enige om at fattigdomsudryddelsen alligevel var nummer et prioritet. Det ender med en stor pærevælling. Man ender med at måtte give Bjørn Lomborg ret! Der må prioriteres. Men det vil man ikke, uha, nej det hele er vi vigtigt, det er jo verdens fremtid det gælder”.
”Og Ida, det er jo ikke kun i Danmark at vi bruger tid. Dette var det 11. Open Working Group møde, det har varet en hel uge. Hvor mange har vi været? 200? Det er 200 menneskers arbejdstid i 11 uger. Og du klager over, at det ikke er toppolitikerne, der sidder her! Du burde være glad for at de passer deres arbejde, og at de har mere fornuftige ting at foretage sig.”
Nyt Job?
”Dan, har du overvejet at skifte arbejde? Du tror jo tydeligvis overhovedet ikke på det vi laver. At arbejde med udviklingspolitik handler om at finde nogle kompromisser, om at finde nogle dagsordner, hvor man kan gøre sig gældende, om at prøve at skubbe til nogle processer. Gu’ er det da fortvivlende med al den CO2, vi fyrer af ved at gå til møder på denne her måde, men i virkeligheden er det en farlig populisme, du repræsenterer. Vi er nødt til at gå ind i de politiske processer, der kører og så skubbe til dem. Det er hele vores raison d’etre. Med mindre du mener NGOerne skal tilbage og lave strikkeprojekter ligesom for 40 år siden.”
”Der er måske noget om det”, sagde Dan.
”Det kniber med begejstringen. Problemet er at sidst jeg undersøgte mulighederne viste det sig at forskellen ikke var den store. Retorikken fra den private sektor er stort set ikke anderledes end i NGOerne. Når de snakker om f.eks Afrika, handler det altid om at ”skabe værdi”, bæredygtig vækst og at sikre at danske demokratiske værdier bidrager til en grøn omstilling. Det er det samme intetsigende vås. De giver mere i løn, og har sikkert også bedre arbejdstider. Men jeg orker det ikke. Så skal man til at stryge sine skjorter. Og man skal forklare sig alle vegne. Nu, hvor man arbejder hos en NGO, synes alle mennesker at man er en helt, og at man ”gør en forskel”. Det andet er for bøvlet.”
