Henrik Nielsen
Henrik Nielsen (f. 1961) er cand.scient.soc et Ph.D.
Han har tidligere arbejdet i NGO FORUM, Globalt Fokus, på DIIS, på Institut for Menneskerettigheder og på Center for Udviklingsforskning.
Han har også været selvstændig konsulent, har arbejdet i Serbien og har arbejdet flere år i forskellige afrikanske lande.
Han har beskæftiget sig med effekter af udviklingsbistand, med rettighedsbaseret udvikling,med støtte til eksportsektorerne i u-landene med civilsamfundspolitik, Post 2015, RAM-rapportering.
Han blogger om lidt af hvert, og repræsenterer ikke nogen.
Dag 1.
”Hold kæft hvor er jeg smadret”, sagde Dan. ”Hvor længe har vi stået her nu? I to timer? Det er fuldstændig vanvittigt.”
Køen i Newark lufthavn skrumpede yderst langsomt, og der var stadig 100 meter kø foran Dan og Ida. Af de 15 skranker var kun fire åbne. Og man blev tjekket grundigt, irisscanning, fingeraftryk hele molevitten.
Klokken var fem lokal tid, men for Dan og Ida var den vel 23, og de havde efterhånden været på farten i 14 timer.
”I virkeligheden er det groft uforskammet”, fortsatte Dan. ”At jeg skulle kunne finde på at sprænge en flyver fuld af mænd, kvinder og børn i luften er fuldkommen grotesk. Men folk finder sig i det.”
Ikke kun de mørke i huden
”Slap af”, sagde Ida. ”Det er sgu da bedre, at de undersøger alle, end at de kun tager dem, der er mørke i huden til siden. Og prøv at tænke lidt positivt. Al den terrorbekæmpelse kan vel også tages som et tegn på at det rent faktisk er muligt at gøre noget, hvis der er politisk vilje til det”.
“Selv om millioner af mennesker, også de rigeste og mest priviligerede, spilder oceaner af tid på checks og kontrol, har man indført alle disse her tiltag. Tænk hvis man på samme måde kunne indføre klimatiltag, der ville være til umiddelbar gene for en masse mennesker, med henvisning til deres sikkerhed”.
“Det får vi altid at vide vil være for dyrt, for besværligt eller hvad ved jeg. Men det kan lade sig gøre i terrorbekæmpelsens navn.”
”Jo”, svarede Dan, ”men dét, der irriterer, er jo at det er så grotesk. Man bliver tjekket i hoved og røv otte gange i løbet af rejsen, og så til sidst skal man besvare en seddel, de stikker en i hånden: ”Do you carry any firearms?” – det er fuldstændig meningsløst”!
”NEXT” lød det ret uvenligt fra skranken, og pludselig gik det tjep, de akkrediteringspapirer, de havde fra UM, samt adressen på hotellet bevirkede, at der ikke var nogle uddybende spørgsmål fra tolderens side, og de fik oven i købet et ”Welcome to America” med på vejen.
For træt til amoriner
Ida smed sig på sengen. Hotellet lå tæt på FN-bygningen, det var derfor de havde valgt det.
Men værelset var på størrelse med en skotøjsæske. Dans værelse var inde ved siden af, man kunne sikkert banke på væggen hvis det var.
Det havde været lidt kikset, at han var gået med hende hjem for nogle måneder siden efter julefrokosten, og hun havde tænkt på hvordan det ville være nu at være afsted i New York med ham i en hel uge.
Indtil videre var der nu ikke noget problem, de var begge to så smadrede efter rejsen at hvad der måtte være af amoriner i luften for længst var forduftet for i dag.
Dan kiggede rundt i sit værelse. Han stillede sin kuffert på den lille fidus, der var beregnet til det samme, og gik straks hen og tjekkede TVet, og tog en zapperunde.
Der var 70 kanaler, og når man tog en runde rundt var der reklamer på 22 af dem. Betød det at der var reklamer 1/3 af tiden? funderede han over.
Han åbnede så kufferten, og tog sit pæne konferencetøj ud og hængte det på bøjler, fandt sin toilettaske, og gik ud på badeværelset og børstede tænder.
Vandhanen var konstrueret efter et system, hvor det tog ham 5 minutter at finde ud af hvordan man regulerede temperaturen.
Fem dage med møder og møder
Ida tog papirerne frem. Fem dage med intensive møder lå foran dem, ”The 11. session of the Open Working Group”, der var blevet dannet for at få formuleret et sæt ”Sustainable Development Goals”, der skulle afløse 2015-målene.
Verdens vigtigste debat kunne man med en vis ret kalde den, og den skulle foregå i FNs hovedkvarter, hvor hun var med!
Hun tog sin telefon frem og tweetede; ”Ser frem til de kommende dages forhandlinger om SDGerne. Lad os få en ambitiøs dagsorden med nogle bindende aftaler!” Læsningen måtte vente til i morgen. Klokken var blevet 21, men var jo tre om morgenen hjemme i Danmark.
Dan tog sine sko og bukser af og lagde sig på sengen. Han glædede sig til at se den sal, hvor de skulle holde møder. Det var den gamle ”Trusteeship Council”-sal i FN-bygningen, også kaldet Finn Juhl-salen, som for nyligt var blevet restaureret.
Men han gruede også lidt for det. Han havde før været til møder i FN, og der var lagt op til nogle meget lange dage med mange erklæringer og få diskussioner.
Han tænkte på Ida. Hun var nu meget rørende. Så faldt han i søvn.
Læs første del af føljetonen om Dan og Ida: Til julefrokost med Dan og Ida
—
En bemærkning fra redaktionen
Som en hjælp til de af læserne, der ikke er helt familiære med begrebet “rammeorganisationer” bringer vi her en forklaring:
En rammeorganisation er en større NGO, der har en fast flerårig aftale med Danida om tilskuddene til sit udviklingsarbejde (projekter, programmer m.v.).
Danida kanaliserer nu også et samlet årligt tilskud gennem NGO-platformen “Civilsamfund i Udvikling” (CISU) til de mindre u-landsrettede foreningers projektvirke.
Tilsammen tegner rammeorganisationerne og beløbet via CISU sig for ca. 90 procent af NGOernes andel af u-landsrammen på finansloven til udviklingsarbejde. Humanitær nødhjælp går via andre konti.
Gamle såvel som nye rammeorganisationer har fået nye rapporteringsregler for RAM, dvs Ressource Allocation Model, som forkortelsen står for.
Modellen går ud på, at der skal vises resultater og afsættes ressourcer derefter. Og man tildeles ressourcer alt efter evne til at reflektere kritisk over egen praksis.
Alt i alt et ganske omfattende rapporteringssystem, hvor man endte med 29 indikatorer, der skal rapporteres på.
De 17 rammeorganisationer
De oprindelige seks er:
Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Røde Kors, Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet, IBIS og CARE Danmark.
Fra og med 2013 (fem styk):
ADRA Danmark, Danske Handicaporganisationer (DH), Fagforbundet 3F, Ulandssekretariatet (fagbevægelsens organisation for u-landsbistand) og Verdens Skove (tidl. Regnskovsgruppen Nepenthes).
Fra og med 2014 (fire styk):
(Katolske) Caritas Danmark, (folkekirkelige) Danmission, foreningen Sex & Samfund og Vedvarende Energi.
Fra og med 2015 (to styk):
WWF Verdensnaturfonden og Ghana Venskabsgrupperne (GV).