Hjemmesiden Afrika-fordomme – fake news og facts er udarbejdet af journalist Helle Maj og fotograf Jørn Stjerneklar, som begge i mange år har boet i Afrika og gennem produktionsselskabet Mayday Press har leveret stof om Afrika til danske og internationale medier. De ønsker at skabe mere opmærksomhed om det afrikanske kontinent, men samtidig også at rydde op i de mange fordomme, stereotype forestillinger og misforståelser, der dominerer information og debat om Afrika. Projektet er lavet med støtte fra Udenrigs- og Undervisningsministerierne og indeholder et omfattende undervisningsmateriale, men henvender sig som nævnt til alle interesserede, ikke kun undervisere og elever på ungdomsuddannelserne.
Den smukt layoutede hjemmeside med brugervenlige indgange og fængende, ofte humoristiske indfaldsvinkler (f.eks. ”Tintin forlader Congo”, ”Tarzan hos de sorte”, ”Cirkelpigen laver ravage”) giver brugeren mulighed for at blive klogere på og arbejde med bl.a. temaer, som vores forestillinger om det mystiske Afrika, mediernes påvirkning, skjult og åbenlys racisme, folkemord, klima og befolkningstilvækst, migration og drømmen om Europa samt Danmarks tilknytning til Afrika. Temaerne belyses gennem 10 små, veltilrettelagte film produceret til hjemmesiden med bl.a. interviews med Afrika-eksperter, links til yderligere filmmateriale, avisartikler og et rigt og velvalgt billedmateriale. Herudover er der adgang til ”bonus-emner” ud over de valgte hovedtemaer. Til hvert tema er der knyttet udførlige arbejdsspørgsmål og ideer til, hvordan siden kan anvendes i undervisningen i forskellige fag.
Motivation og provokation
Der er således masser af muligheder for at motivere og provokere eleverne til at tage stilling, diskutere og på egen hånd at arbejde med stoffet. Og der er rig mulighed for at reflektere over typiske diskurser præget af fordomme og blinde vinkler i vores opfattelse af Afrika og afrikanerne.
Det er formidling af høj kvalitet om et emne, som ofte enten kan blive tørt eller for overfladisk behandlet i undervisningen, og hvor man let kan forfalde til politisk korrekthed, nemme løsninger og nedladende eurocentriske holdninger.
Hjemmesidens forfattere angiver, at den er særligt anvendelig i samfundsfag A på stx, men også i en række andre stx-fag. Undertegnede vil her især pege på, at siden er velegnet i historiefagets arbejde med kernestof som kulturer og kulturmøder, globalisering og demokrati, menneskerettigheder og ligestilling i nationalt og globalt perspektiv.
Hjemmesiden kan også med fordel anvendes på hhx i forløb, der fører frem mod studieområdeprojektet. På hf er den oplagt at bruge i samfunds- og kulturfagsgruppen i et områdestudium om Afrika. Der skal dog her suppleres med materiale om religion i Afrika. Måske kan de to forfattere bag sitet finde tid til og mulighed for at udbygge hjemmesiden med et klart fokuseret tema om religionen?
Mulige forbedringer
Det vil i øvrigt øge hjemmesidens brugervenlighed, hvis de to menupunkter ”Forside” og ”Lærervejledning” slås sammen, så den travle underviser med det samme og med et enkelt klik kan orientere sig i, hvad hjemmesiden kan bruges til.
Et andet brugervenligt supplement ville være en litteraturliste med lettilgængeligt materiale til opgaveskrivere, der beskæftiger sig med Afrika. Litteraturlisten kunne også omfatte engelsksproget fag- og skønlitteratur, så engelsk får bedre muligheder for at komme i spil.
Men allerede nu er der stof til mange spændende undervisningstimer i ”Afrika-fordomme, fake news og facts”, og Helle Maj og Jørn Stjerneklar fortjener stor ros og tak for deres arbejde. Man må virkelig håbe, at undervisere i ungdomsuddannelserne i strømmen af nyt undervisningsmateriale får øje på siden og dens muligheder. Den fortjener i høj grad at blive brugt!
Og så er den tilmed gratis og kan dermed lette presset på fagenes knappe bevillinger.
Afrika – fordomme, fake news og fact
Kjeld Mazanti Sørensen er cand. mag. i historie, samfundsfag og religion, pensioneret gymnasielærer, forfatter til adskillige bøger for gymnasiet/HF og tidligere redaktør på lærebogsforlaget Columbus.