DOKUMENT: Formandens mundtlige beretning på Mellemfolkeligt Samvirkes repræsentantskabsmøde i weekenden 24.-25. april. næsten in extenso.
Af Bent Nicolajsen
”Kan du forestille dig et MS uden udviklingsarbejdere?”
Det var et af de spørgsmål, jeg blev præsenteret for, da jeg blev interviewet af forskerne bag den store evaluering af Mellemfolkeligt Samvirke, som blev offentliggjort for godt 2 måneder siden.
Jeg svarede cirka som følger: ”(Danske) udviklingsarbejdere, som vi kender dem i dag, vil næppe blive ved med at være den eneste vare, vi har på hylderne. Men jeg kan ikke forestille mig et Mellemfolkeligt Samvirke uden folk.”
Jeg ved ikke helt, hvad evalueringsholdet brugte det svar til, men jeg ved godt, hvad jeg vil bruge det til her og nu. Jeg vil bruge det til at slå tonen an i det, jeg vil sige i dag. Det skal handle om folk. Om menneskers engagement.
Jeg vil tage udgangspunkt i den tyrkertro, som MS er baseret på: Vi har alle ret til at påtage os et medansvar for verdens mere eller mindre skæve gang. Og vi har vi pligt til at påtage os dette ansvar.
Jeg vil dele min beretning i 3 – ikke lige store – dele. Først vil jeg kigge på verden og Danmark med udgangspunkt i ovennævnte tyrkertro. Dernæst vil jeg ganske kort berøre den visions- og missionsproces, som har været vort forsøg på at tackle udfordringerne. Og til sidst vil jeg slå nogle foreningspolitiske slag med halen med udgangspunkt i den nye stærkere fokus i MS på civilsamfundsudvikling.
Regnedrengene kan ikke regne det hele ud
Nu er Mellemfolkeligt Samvirkes repræsentantskabsmøde på Borups Højskole jo ikke det eneste sted her i byen, hvor verdenssituationen er oppe at vende. I næste måned mødes en langt mere sluttet kreds end denne til en sammenkomst, som hedder Copenhagen Consensus. Bjørn Lomborgs Stats- og Miljøministerpromoverede konference står stort set for det modsatte af, hvad verden har brug for.
Jeg tvivler faktisk på, at Lomborg har regnet den rigtigt ud. Som om det hele handlede om penge. Og som om 2 håndfulde midaldrende hovedsageligt mandlige og gennemgående hvide økonomer har forstand på fremtiden for fattige folk i fattige lande.
Det er politisk kamp og integrerede strategier, der skal til. Ikke påstået objektivitet og enstrengede løsninger. Men Lomborg tror, at han kan regne sig frem til det hele. Selv hans ”konsensus” har han tænkt sig at regne sig frem til som en simpel gennemsnitsbetragtning, når de kloge hoveder har lavet hver deres prioriterede liste over udfordringerne.
Jeg har ledt efter et pænere ord end ”barnligt”, som kunne karakterisere Lomborgs tilgang. Det er ikke lykkedes mig at finde noget, som dækker bedre.
Derfor fulgte vi også interesseret med, da planerne til det, som nu bliver kaldt en ”med-konference”, var ved at tage form. Global Conscience vil nu sikre, at Lomborg ikke kommer til at sætte sig på hele sendefladen.
Det vil f.eks. nok vække lidt opsigt, at statsministeren åbner den ene konference, mens udenrigsministeren åbner den anden. I kan jo selv prøve at gætte, hvem, der kommer hvor. MS er medarrangør af med-konferencen. Og det er vi takket være nogle meget aktive medlemmers ihærdige indsats.
Derudover har vi taget initiativ til at lave et Syd-korrektiv til Lomborgs 10 papirer, der hovedsageligt er skrevet af økonomer fra den rige del af verden. Vi vil supplere med et elvte papir, som er skrevet af udviklingspraktikere og civilsamfundsrepræsentanter fra Syd. Om et par uger mødes nogle af vores kontakter fra Mellemamerika og Afrika og laver dette papir.
Det lange seje træk
Sætter man sin lid til cool cash og kuglerammer, kan man hurtigt finde frække formler som svar på verdens store problemer. Men for MS er det netop levende menneskers samvirke, der for alvor flytter brikker.
Som gammel fredsorganisation født i et krigshærget Europa er det en ganske særlig dag, når EU om kun en uge byder velkommen til 100 millioner nye medborgere.
I kampen for en folkestyret globalisering ved vi også, at EU ofte er både en del af løsningen og en del af problemet. Jeg skal gerne vedstå, at der er et stykke vej, før også fattige folk i fattige lande høster markante fordele. Men EU er en uomgængelig politisk kampplads for mange af de udfordringer, som globaliseringen bringer med sig.
Sidste år diskuterede repræsentantskabet intenst MS-politikken i forhold til den Europæiske Union. Og så sent som i sidste måned vedtog Styrelsen et papir, der peger på områder af særlig interesse for MS. Ikke overraskende er EUs handelspolitik og landbrugspolitik to af de centrale områder for MS.
Reformer og fremskridt på disse felter kræver virkelig det lange, seje træk. Det blev ikke mindst klart i september sidste år, da WTO-forhandlingerne i Cancun i Mexico led skibbrud. Processen og udfaldet lader sig ikke sådan lige forklare i et par bisætninger en lørdag formiddag. Men vi var mange, der glædede os over, hvordan en række toneangivende udviklingslande fandt sammen om en fælles dagsorden og ikke lod sig koste rundt med.
Men selv om det internationale NGO-jetset ofte præges af “ih hvor vi gungrer” positurer, er en anelse ydmyghed i denne sammenhæng på sin plads.
Jeg vil insistere på, at sammenbruddet i handelsforhandlingerne ikke var nogen sejr. Så langt fra endda. Uden forpligtende internationale aftaler tramper elefanterne musene under fode.
MS må fortsat argumentere for, at transparente internationale aftaler sikrer væsentligt bedre muligheder for små og fattige lande end bilaterale studehandler – uanset hvor meget EU og USA slynger om sig med partnerskabsfraser.
Et af de seneste eksempler herpå er EUs Economic Partnership Agreements (EPA). Mellemfolkeligt Samvirkes europæiske netværk Eurostep offentliggjorde i sidste uge 5 landestudier, der dokumenterer, hvordan aftalerne undergraver kampen mod fattigdom og hindrer et regionalt Syd-Syd samarbejde.
99 procent i udviklingsbistand
Ovenstående – og hvad jeg senere når frem til – er tydelige eksempler på, at det ikke er gjort med bistand, hvis den skæve globalisering skal rettes op, så denne også kan komme fattige folk i fattige lande til gode.
Derfor skal Danmark – og EU – have en politik for global udvikling. Vi er en lille kreds af borgere som sammen med en endnu mindre gruppe ildsjæle på Christiansborg forsøger at holde liv i en folkelig og politisk debat om den danske udviklingsbistand. Men det kan ikke svare sig i længden at bruge meget krudt på under 1 procent af BNP, hvis de resterede 99 pct. trækker den forkerte vej.
Jordnøddehistorien i det første nummer af det nye spændstige og relancerede KONTAKT, illustrerer meget godt, hvor jeg vil hen.
Med henvisning til forsigtighedsprincippet og risikoen for tab af 0,7 procent menneskeliv ud af en EU befolkning på 500 millioner, holdes afrikanske jordnødder ude fra det europæiske marked, og Afrika mister eksportindtægter på knap 6 milliarder kroner. Det er ikke peanuts! Men et beløb, som svarer til cirka halvdelen af den samlede danske udviklingsbistand.
Det er udmærket med miljøhensyn og forsigtighedsprincip. Det er faktisk det, verden som helhed trænger til at se meget mere af. Men så længe miljøhensyn i vores del af verden får lov at stå alene, kan de godt komme til at stå i vejen for udviklingshensyn i andre dele af verden.
Forsigtighedsprincippet må derfor suppleres med et udviklingsprincip; og til tider vil det være en politisk kamp hvilket af de 2 principper, der får det sidste ord.
Vi er vant til at tænke: Er denne lovgivning og dette initiativ til skade eller gavn for miljøet ? Og tilsvarende ville det være på sin plads at sige: Er det her til skade eller gavn for fattige folk i fattige lande.
Djævlen ligger jo tit i detaljen – små peanuts for eksempel. Landbrugs- og handelspolitik er selvfølgelig indlysende eksempler på områder, hvor der er brug en politik for global udvikling; en helhedstænkning, som kigger på 99 pct. af økonomien og ikke kun den ene procent, som vi er nogle få bistandsnørder, der kan få et liv til at gå med at interessere os for.
Undervisningsministerens ansvar for egen læring
Et helt andet eksempel, på, hvor en dansk politik for global udvikling kunne have gjort gavn, er den redegørelse for regeringens indsats for en styrket internationalisering af uddannelserne, som Ulla Tørnæs og Helge Sander sendte til Folketinget i denne uge.
Ikke en gang i forhold til at ruste danske unge til en fremtid som lønmodtagere og iværksættere i en mere og mere globaliseret verden virker redegørelsen overbevisende. Og endnu mindre i forhold til at gøre eleverne til globale medborgere.
Engang skulle skolen gøre eleverne til danskere. Siden hen skulle den gøre dem til demokrater. Og nu må det være helt naturligt at give eleverne mulighed for at blive globale medborgere.
Jeg vil tro, at havde Danmark nu haft en dansk politik for global udvikling med dertil hørende minister, ville undervisningsministeren ikke i den grad have haft ansvar for egen læring!
I Sverige har man haft en globaliseringskommission forud for, at Rigsdagen vedtog den svenske politik for global udvikling, og I Holland har man et koherens-kontor i bistandsministeriet, der holder øje med sammenhængen i den hollandske politik.
Der er flere måder at gøre det på. Men jeg tror, at det vil være afgørende, at Danmark igen får en bistandsminister eller endnu bedre en minister for global udvikling, som vil kunne forfægte denne dagsorden i regeringen. Ligesom miljøet dels har sit eget ministerium, dels er et tværgående hensyn, er det helt afgørende, at global udvikling får tilsvarende opmærksomhed.
Bistanden skal ikke spændes for terrorbekæmpelse
Ved sin tiltræden snakkede regeringen om kasseeftersyn og kulegravning af udviklingsbistanden. Man lod nærmest forstå, at bistanden blev bedre af at have et mindre budget. Og i ly af sommerferien sidste år offentliggjorde regeringen så sin bistandsstrategi som har fået den misvisende titel ”En verden til forskel”.
En kortfattet og hurtig analyse af strategien kunne lyde som følger: ”Det, som er godt, er ikke nyt, og det, som er nyt, er ikke godt”.
Det, som er nyt i forhold til tidligere strategier for den danske udviklingsbistand, er hovedsageligt, at terrorbekæmpelse er kommet med som en ny målsætning. At dømme efter udenrigsministerens mediemarkeringer kan denne nye målsætning tilsyneladende godt komme til at gøre fattigdomsbekæmpelse rangen stridig som det vigtigste mål med bistanden.
Jeg tror nu langt mere på bistand og intelligent udenrigspolitik som svar på terrortruslen. Vi skal ikke finde os i, at terrorbekæmpelse som bistandsmålsætning får lov at konkurrere med fattigdomsbekæmpelse og demokratiudvikling.
I MS har vi desværre også selv fået konflikter tæt ind på livet i i Syd-programmet. Udviklingen i Nepal demonstrerer med al ønskelig tydelighed, hvordan politisk marginalisering og grundlæggende fattigdomsproblemer har ført til en ødelæggende borgerkrig.
Her er den fattige civilbefolkning de første og største ofre. Nye oplysninger fra menneskeretorganisationer i landet godtgør ligefrem, at 3 ud af 4 dræbte falder som ofre for regeringshærens kugler. En ud af 4 mister livet foran maoisternes knive og geværløb.
Men det er ikke kun i fjerne – og engang så eksotiske – lande, at magthavere forfalder til militære magtmidler og en dødsensfarlig tro på hurtige og effektive løsninger. Vi er i disse år vidne til en global magtdemonstration fra verdens eneste supermagt, der med al sin militære vælde demonstrerer sin afmagt overfor verdens grundlæggende problemer.
Den fremherskende ”Slå først Frede-doktrin” er livsfarlig. Det er beskæmmende, at dansk udenrigspolitik fremmes med krudt og kugler baseret på smallest muligt folketingsflertal. Og en besynderlig form for parlamentarisme, at regeringen i hast gemmer sig bag forligspartneren Dansk Folkeparti i stedet for at tage debatten i form af en undersøgelse af beslutningen om den danske krigsdeltagelse.
Vi skal kende vores besøgelsestid i forhold til at gøre vrøvl over regeringens terrorbekæmpende kanibalisering af bistandsmidlerne. Men jeg mener også, at vi kan gå ind i initiativer rettet mod at fremme demokratisering og civilsamfundsudvikling i for eksempel Nordafrika.
I sidste måned besluttede Styrelsen at undersøge mulighederne for indgå i et samarbejde med partnere i Nordafrika finansieret af det såkaldte Arabiske Initiativ. En sådan indsats med vægt på ungdomsudveksling og civilsamfundsstøtte vil ligge i naturlig forlængelse af den mangeårige satsning i MS på netop menneskemøder og interkulturelt samarbejde som de bedste svar på terrortrusler og fremmedfrygt.
Medborgerens 10 bud
Terrorbekæmpelse handler i høj grad om at løfte de multikulturelle udfordringer i vores egen del af verden.
Der skal andet og mere til end regeringens integrationspolitik, som tilsyneladende hovedsageligt går ud på at sikre sig, at folk ikke føler sig hjemme. Så de hurtigst muligt pakker deres – undskyld udtrykket – sydfrugter, så Danmark har et integrationsproblem mindre.
Melolemfolkeligt Samvirkes politik i forhold til mangfoldighed i det danske samfund har i flere år baseret sig på en forestilling om, at hvis etniske minoriteter skal integreres, handler det ikke om, at de skal være danskere i al deres gøren og laden. Men det handler naturligvis om, at de nye danskere skal have mulighed for at være medborgere med de samme rettigheder og pligter som os andre.
Den tankegang har vi senest udviklet i politikpapiret “Medborgere i et multikulturelt samfund”, som opstiller nogle normer for medborgerskab. Ikke som krav til etniske minoriteter, men som færdselsregler for os alle sammen. Også som hjælp til gammel- danskernes integration i det multikulturelle samfund.
Flygtninge- og indvandrerpolitikken er et område, hvor EU potentielt kunne gøre gavn. Derfor har MS-styrelsen for nylig besluttet, at vi vil det retlige forbehold til livs. Flygtninge- og indvandrerproblematikken er naturligvis international, og EU kan bruges til at holde små fremmedfjendske afvigerlande som Danmark og Østrig på dydens smalle sti.
Men som den seneste udvikling på dette felt har vist, er der naturligvis ikke belæg for at forvente mirakler fra den kant. Men det er helt naturligt for MS at insistere på regionale og internationale løsninger også på dette felt.
MS at the Cross Roads
Sidens sidste repræsentantskabsmøde, og forud for det, er vi mange i og omkring MS, som har brugt en vis del af vores vågne tid på den store evaluering af MS. Det har været en interessant og lærerig proces, som kan være med til at bringe MS videre frem. Evalueringen ”MS at the crossroads”, som blev offentliggjort i februar, har haft til opgave at se på alt det, som MS laver for Danidas penge så at sige.
Generelt kan vi være meget tilfredse med resultatet af evalueringen. Den siger, at MS er en helt centralt og relevant spiller i det danske u-landsmiljø og den roser vores partnerskabstilgang i MSiSyd-programmerne. Der, hvor evalueringen i særlig grad har kritiske bemærkninger, er på personelbistand og interkulturelt samarbejde.
I forhold til partnerskab er MS kommet vældig pænt ud af evalueringen, som anerkender, at MS er i en klasse for sig selv på dette område. Det luner selvfølgelig. Men det ændrer ikke ved, at vi til stadighed skal forsøge at udvikle vores partnerskabstilgang.
Vores MSiS-program skal kvalificeres yderligere med partnerskabet som det helt centrale. Jeg vil sådan insistere på, at MS ikke er en donor. Og det, der kan få folk til at abonnere på den opfattelse er, hvis det anskueliggøres, at det er en tovejstrafik – at MS også får noget ud af partnerskaberne.
I et nyt og mere fokuseret MS skulle der være rig lejlighed til at dyrke denne gensidighed.
MS i Syd er altså ikke et personelbistandsprogram, men et partnerskabsprogram med personelbistand som en væsentlig strategisk ressource. Det er bl.a. i forhold til nytten af og kiloprisen på danske udviklingsarbejdere, at evalueringen er ude med riven.
Som jeg har mere end antydet undervejs er vi nødt til at holde fast i den menneskelige faktor. Men vi skal være langt mere fleksible og kreative i vores brug af personelbistand. Og her handler det netop om at tage udgangspunkt i de enkelte partnerskaber, og ikke at vi har så og så mange danskere, som vi gerne vil ha jawet ud i verden.
Vi skal have langt mere diversitet på banen her – langtidsDWere, roaming DWs, danske DWere, regionale DWere og mange flere. Vi er endnu ikke færdige med at diskutere personelkomponenten i MSiS-programmet med os selv og Udenrigsministeriet. Derfor er denne diskussion også på programmet i eftermiddag.
Også med hensyn til det i MS højt besungne interkulturelle samarbejde har vi fået nogle knubs i evalueringen. Det tror jeg, at der er 2 grunde til.
Dels er det mellemfolkelige vores hjerteblod som forening. Det kan få det lidt svært, når det støder sammen med en mere udviklingsteknisk tilgang. Og dels har vi ikke være gode nok til at forklare, hvad det går ud på.
Førstnævnte vil forhåbentlig stadig være en udfordring. For vi skal blive ved med at være mere forening end udviklingsteknokrater. Sidstnævnte er vi ved at få gjort noget ved med politikpapir og inspirationsmateriale. Og en vigtig pointe her er, at det interkulturelle samarbejde handler om mange slags kulturmøder – ikke kun jyde møder masai.
Nye MS-mål i livet
Vi er selvfølgelig blevet lidt rundtossede af evalueringsprocessen. Men vi har forsøgt ikke at lade os køre rundt i manegen eller rundkørslen, men derimod bestræbt os på at finde en vej frem. Jeg håber, at vi med vision og mission har sat nogle tydelige vejskilte op, som viser hvilken vej vi skal.
Det har været en givende, men sandelig også en krævende proces. Ikke mindst fordi vi undervejs har stået over for vanskelige og omfattende beslutninger om omlægninger, besparelser og afskedigelser.
I den politiske ledelse har vi været besluttet på ikke blot at humpe igennem og kun lige akkurat at klare skærene. MS kan i længden ikke holde til nedskæringsknivens sløve snitten en luns hist og pist.
Vi har ønsket at frigøre de nødvendige ressourcer for også at kunne se frem mod nye udfordringer. Og så har vi ikke mindst ønsket at gennemføre omlægninger i organisationen, der sikrede bedre sammenhæng og større gennemslagskraft.
De hårde tider har ikke kun været af det onde for MS. Vi har benyttet lejligheden til at give MS et klarere fokus og en skarpere profil.
Kom nærmere – alle er velkomne !
Fra søndag eftermiddag skulle vi gerne kunne begynde på at få vores nye vision og mission til at gennemsyre alt det, vi laver og måden, vi gør det på.
Styrelsens forslag lægger op til, at folkelig deltagelse, demokratisering og civilsamfundsudvikling kommer højt op på vores dagsorden. Det kan godt give anledning til nogle overvejelser om, hvordan vi selv lige synes det går med de dele i vores forening.
Danida har jo trukket nogle tal op af en tombolatromle og resolveret, at henholdsvis 5.500 og 6.500 medlemmer ville være passende for MS ved udgangen af dette og næste år. Det er lidt sygt, at Danida skal have en så kontant mening om, hvor mange medlemmer, vi skal have.
Men når det er sagt, synes jeg egentlig ikke, at deres tal er videre ambitiøse. Vi vil ikke nøjes med Danidas måltal. Vi vil have mange flere medlemmer. Jeg vil ikke lige sætte tal på. Men jeg vil håbe, at vi om få år kan se tilbage på de nuværende medlemstal som nogle små underlige nogen.
Og det går godt med at skaffe nye medlemmer, skal jeg hilse at sige. I dette øjeblik har vi 5.020 individuelle medlemmer.
Undervejs i vore bestræbelser på at øve os i at være en forening, som aktivt og energisk hverver medlemmer, har vi naturligvis diskuteret, hvor vi skal finde de nye medlemmer, hvordan vi får dem ind i folden, samt hvordan vi sikrer, at de ikke stikker af igen.
Det har også været diskuteret, hvad det er for en holdnings- og aktivitetsmæssig profil, som vi synes, det ville være passende, at vores nye medlemmer har. Den diskussion er for mig at se skudt helt ved siden af.
Det eneste krav, jeg vil stille til nye medlemmer er, at de grundlæggende synes, MS er en god idé, og at de kan gå ind for formålsparagraffen. Og det er der heldigvis flere og flere, der kan. Og lige om lidt skulle det også gerne blive billigere at være medlem af MS.
Ligesom Danida kan vi også selv have en tendens til næsten udelukkende at fokusere på de individuelle medlemmer. Det er godt tosset for vores godt 80 kollektive medlemmer repræsenter et meget bredt og dybt rodnet ud i det danske samfund.
Nogle af medlemsorganisationerne samarbejder vi tæt med. Men det skal gælde for mange flere. En oplagt mulighed ville være i højere grad at rekruttere kort- og langtidsudviklingsarbejdere gennem de kollektive medlemmer. Når netop mange af partnerskaberne handler om kapacitetsopbygning i civilsamfundet.
Indrøm det nu – MS er en forening
Jeg har det nok i det hele taget sådan, at jeg synes, at vi i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, burde indrømme, at MS er en forening. En forening med et demokrati, som blandt andet er repræsentativt.
Vi skal være bedre til at drage nytte af de ressourcer, som vores større og større gruppe af medlemmer besidder. I Styrelsen og omegn skal vi blive bedre til at kommunikere med individuelle og kollektive medlemmer.
MS-evalueringen opererer med et scenarie, som bliver kaldt MS International. Den køber jeg ikke. MS skal også efter i morgen være en forening, som engagerer sig i globale udfordringer med udgangspunkt i det danske samfund.
Men de enkelte MS i Syd-programmer kan finde blive mere internationale med en mere fleksibel og blandet sammensætning af menneskelige ressourcer – Syd-DW er alliancer mellem partnere på kryds og tværs. Der skal altså fortsat være en masse folk i Mellemfolkeligt Samvirke – i sagens natur meget forskellige folk.
Tak for nu
Til sidst vil jeg gerne sige tak for denne gang. Jeg er nu nået til vejs ende af min sidste formandsberetning. For 3 år siden, da jeg blev formand, var der mange ting i MS og i den store verden, som så anderledes ud.
Det får mig til at tænke, hvad en ikke navngiven biskop emeritus fra et af Folkekirkens stifter på Sjælland sagde, da han gik af. Han håbede, at han afleverede stiftet i samme stand, som han modtog det. Jeg er på godt og ondt overbevist om, at noget lignende ikke gælder i mit tilfælde.
Tak for nu. Det har – blandt andet – været spændende, sejt og sjovt.
