Mellemfolkeligt Samvirke: Massakre på dansk udviklingsbistand

Laurits Holdt

Det vidner om katastrofal mangel på ansvarstagen for de globale udfordringer, at den danske regering nu med forslag til Finansloven for 2016 lægger op til at skære den danske udviklingsbistand med en tredjedel. Sådan lyder det fra en af landets ældste og største udviklingsorganisationer Mellemfolkeligt Samvirke i en pressemeddelelse.

”Så sent som i går stod Lars Løkke Rasmussen på talerstolen i FN og talte om de nye bæredygtige verdensmål og behovet for handle nu, for at give en bedre verden videre til vores børnebørn. Nu fremlægger regeringen så et finanslovsforslag, som rammer et historisk nulpunkt i Danmarks internationale arbejde for bæredygtig udvikling. Det er både pinligt og dumt og vidner om total mangel på fornemmelse for den alvorlige situation, verden omkring os befinder sig i lige nu,” siger Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær Frans Mikael Jansen som kommentar til det netop offentliggjorte forslag til finanslov for 2016.

Danmark har været kendt for at være i front, når det gælder kampen for menneskerettigheder og fattigdomsbekæmpelse. Som et af verdens rigeste lande med en lang demokratisk tradition har vi stået som lidt af et fyrtårn. Den tid er forbi, hvis Venstres finanslovsudspil bliver til virkelighed, mener han.

En kræmmernation

”Danmark risikerer at miste den moralske og politiske førertrøje. Når det gælder de nye verdensmål ses vi lidt som en ’kræmmernation’, der øjner muligheder for vores egen privatsektor i omstillingen til en grøn økonomi, men ikke vil tage et økonomisk ansvar for at de fattigste kommer med.”
Pressemeddelelsen fortsætter:

”Regeringen forsvarer sig med, at vi stadig er i top med 0,7 procent af BNI til udviklingsbistand. Men det er en ’manipuleret’ fremstilling. En række af de poster, der opgøres som udviklingsbistand i Finansloven, har reelt ikke meget med fattigdomsbekæmpelse af gøre, f.eks. de næsten tre milliarder til modtagelse af flygtninge i Danmark samt dele af klimabistanden.”

Mister 40 millioner

Mellemfolkeligt Samvirke, der er en af Danmarks ældste udviklingsorganisationer og i årtier har arbejdet tæt sammen med den danske stat om at fremme demokrati og mindske fattigdom og ulighed i verdens fattige lande vil miste over 40 millioner kroner på budgettet i 2016. De foreslåede besparelser på finansloven rammer i det hele taget de udviklingsorganisationer, som arbejder med langsigtet og forebyggende arbejde:

”Regeringens besparelse vil markant svække Danmarks – og også Mellemfolkeligt Samvirkes – muligheder for at hjælpe fattige og skrøbelige stater til at opbygge velfungerende demokratiske institutioner og sikre livsgrundlaget for mennesker, der hvor de er født og vokset op. Svigter vi, må man forvente, at flere mennesker rundt omkring i verden ikke ser anden mulighed end at begive sig afsted mod de lande, hvor pengene er. Også nu, hvor klimaforandringer gør livsbetingelserne endnu vanskeligere,” siger Frans Mikael Jansen.

Han ser de danske nedskæringer i sammenhæng med et generelt presset civilsamfund, globalt set.

”Det demokratiske rum indskrænkes, samtidig med at staterne i FN netop er enedes om at se civilsamfundet som en afgørende faktor i udviklingen af bæredygtige samfund. Det er et dårligt tegn, når nu man ved at stærke civilsamfund er altafgørende for borgerens (især kvinder og unges) egne krav om politisk indflydelse og lige adgang til f.eks uddannelse og sundhed.”

Siden 2012 har Mellemfolkeligt Samvirkes indsats eksempelvis bidraget til, at 1.2 millioner mennesker har fået bedre adgang til offentlig sundhed i lande som Mozambique, Zambia og Nepal. Sådan en indsats har været mulig, fordi den danske regering har prioriteret en langsigtet indsats gennem NGOer som Mellemfolkeligt Samvirke med fokus på strukturelle forandringer, skriver organisationen.

Forventer folkelig modstand

Frans Mikael Jansen forventer at forslaget om at skære i bistanden vil møde stærk modstand i befolkningen og i Folketinget. MS har selv indsamlet ca. 50.000 underskrifter, der stiller krav om at man ikke beskærer udviklingsbistanden og hjælper flere flygtninge.

”Vi håber, ansvarlige politikere i Folketinget vil udfordre regeringens kortsigtede plan om at skære i bistanden og efterlyser fremsynede politikere, som investerer i en global udvikling, der giver alle mennesker ret til en værdig fremtid. For Danmark er dette oplæg til finanslov et katastrofalt internationalt selvmål, der undergraver vores historiske internationale rolle,” siger Frans Mikael Jansen.

Mellemfolkeligt Samvirkes underskriftsindsamling mod besparelserne på udviklingsbistanden.