Mellemfolkeligt Samvirke om Afrika-analyse: Hvor blev folket af?

Redaktionen

VK-regeringen fremlægger senere på året en samlet Afrika-politik, der skal samtænke udviklings-, udenrigs-, sikkerheds- og handelspolitik som ramme for en mere målrettet dansk indsats.

Udenrigsministeriet har derfor udarbejdet en Afrika-analyse, der skal danne grundlag for den kommende Afrika-politik og opfordret alle interesserede – enkeltpersoner såvel som organisationer – til at debattere analysen.

Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Lars Udsholt, kalder i en kommentar Afrika-analysen for god, men skriver at den kan blive bedre på en stribe områder, især bør de folkelige organisationer og det folkelige engagement for landenes udvikling trækkes betydeligt mere frem.

Af Lars Udsholt, generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke

Afrika-analysen er et flot udtryk for helhedstænkning. Den er meget i Monterrey Consensus ånd med anerkendelse af og vægt på, at udvikling skabes af u-landenes egne ressourcer og ansvar. Kombineret med bedre handelsvilkår, investeringer, gældslettelse, bistand og bedre internationalt samarbejde – herunder de seneste års fokus på fred og stabilitet.

Analysen lægger stor vægt på en sammenhængende indsats, og det er der kommet imponerende meget – og meget godt – ud af. Men den virker ikke specielt nytænkende. 

Stats- og elitestyring

Det er befriende, at analysen er åben og kritisk over for de fejltagelser, der er gjort, og giver en rimelig ærlig beskrivelse af de muligheder og begrænsninger, som de multilaterale institutioner repræsenterer.

Alligevel citerer hovedparten af referencerne dokumentation, undersøgelser og studier fra Verdensbanken, IMF, OECD, DFiD og Udenrigsministeriet. Men stort set ingen afrikanske kilder eller andre analyser, som grundlæggende har kritiseret det hidtidige samarbejde og forsøgt at anvise andre veje til udvikling end den traditionelle “vækst og liberalisering” model.

Mellemfolkeligt Samvirke møder blandt sine samarbejdspartnere stigende skepsis over for en udvikling, som i deres øjne mere er baseret på stats- og elitestyring – og på eksterne politisk-økonomiske interesser – end på de fattiges behov.

Analysen overser helt de folkeligt-sociale bevægelser, som nu også spirer i Afrika, og hvis synspunkter understøttes af andre, der udtrykker samme skepsis over for den aktuelle udvikling.

Prioritering afgørende

En så kort analyse af 48 af det afrikanske kontinents meget forskellige lande vil nødvendigvis ikke kunne dække alle detaljer og landespecifikke overvejelser. Trods det er det imponerende, hvor vidt analysen kommer omkring, og alt i alt virker den på mange måder overbevisende.

Det helt afgørende bliver dog, hvordan der prioriteres, når strategien skal udarbejdes. Her kan analysens vægtning af konfliktløsning og regeringsførelse med krav til u-landene selv give anledning til bekymring. Specielt hvis opfyldelse af disse krav bliver betingelser for dansk samarbejde frem for udfordringer, som netop tilsiger, at det er her, Danmark bør sætte ind.

Den bekymring bliver yderligere forstærket af den meget institutionelle demokratiopfattelse, der gives udtryk for, og den tilsvarende beskedne vægt, der lægges på civilsamfundets engagement og deltagelse i de demokratiske beslutningsprocesser. 

Civilsamfundets rolle

God regeringsførelse er ikke kun et resultat af velfungerende institutioner, men nok så meget af befolkningens engagement og tillid til, at institutionerne er gennemskuelige og handler i hele samfundets interesse.

Det kan derfor undre, at analysen slet ikke nævner betydningen af almindelig folkeoplysning (bl.a. civic education) og adgang til information om offentlige anliggender (forslag, budgetter, planer mm.).

Hvordan skal civilsamfundsorganisationer fungere som vagthunde, som det med en noget snæver definition fremhæves i afsnit 5.6.7, hvis deres medlemmer ikke forstår eller evner at udnytte de demokratiske rettigheder og muligheder? Eller har adgang til åben information om, hvad regering og administration foretager sig?

Trods det findes der, som analysen retfærdigvis nævner, mange eksempler på, at organiserede grupper af marginaliserede og undertrykte får deres synspunkter frem og fremprovokerer ændringer. Det kan f.eks. være i arve- og jordlovgivning og kvinders rettigheder generelt. 

I de fleste tilfælde er resultaterne imidlertid i højere grad et resultat af civilsamfundets organisering, målrettede informationsarbejde og generelle folkeoplysning end af regeringers eller parlamentarikeres indsats.

Det kan derfor undre, at der dels ikke lægges mere vægt på den helt afgørende betydning, et sådant organisations- og oplysningsarbejde kan have. Dels at der ikke peges på folkeoplysning som en forudsætning for at udvikle et reelt demokrati og bedre regeringsførelse.

Dette må ikke ses som en underkendelse af de valgte parlamentarikeres legitimitet og opbakning, som det anføres i afsnit 5.6.7, men som en erkendelse af, at deres indsats kan suppleres og kvalificeres af civilsamfundsorganisationernes arbejde.

Eksempler fra MS-arbejdet

MS har i sit partnerskabssamarbejde i Syd fokuseret meget på inddragelse af civilsamfundet, og der er adskillige MS-samarbejdspartnere, som har ydet en afgørende indsats på denne måde.

F.eks. er grundlaget for det forslag om offentlighedens adgang til information, som er fremsat i Ugandas parlament, udarbejdet af NGO’ernes anti-korruptions alliance gennem flere års kampagner. Det informationsarbejde, som har gjort kvinders rettigheder i Zambias arvelovgivning kendt også i mere afsides områder af landet, er et resultat af bl.a. YWCAs og NGO-CCs arbejde.

Disse organisationer har samtidig hjulpet mange med at gøre hævd på deres rettigheder gennem juridisk og personlig rådgivning. Tilsvarende har vi set, at vore samarbejdspartnere i Kenya, Zambia og Uganda har leveret afgørende bidrag til at sikre reel fattigdomsorientering i de nationale PRSP planer og i politikformuleringer i WTO-regi og på internationale topmøder.

Afgørende samspil mellem parlament og civilsamfund

I analysen fremstilles det, som om de parlamentariske institutioner i sig selv er garant for demokrati. De positive eksempler med overgang til flerpartisystemer i Zambia og Kenya fremhæves i afsnit 5.6.3 uden at det nævnes, at det i begge tilfælde førte til stort set lige så intolerante, korrupte og nepotistiske regeringer, som dem de tog over fra.

Nationale politiske institutioner er i deres daglige funktion mange steder i Afrika mere et instrument for eliten end en repræsentation af befolkningens ønsker, krav og behov (bortset fra valgkampagnerne). Derfor er bred folkelig forståelse for og engagement i det politiske liv helt afgørende, hvis der skal skabes bæredygtige demokratier.

Det er årsagen til, at Mellemfolkeligt Samvirke lægger mere vægt på den folkelige opbakning end på institutionerne som sådan, og derfor mener vi, at vejen frem er mest mulig støtte til organisering og folkeoplysning – og her har civilsamfunds-organisationer bedre mulighed for at nå ud i alle hjørner af samfundet.

Decentralisering illustrerer udmærket betydningen af civilsamfundets deltagelse. Derfor kan det undre, at analysen på trods af danske erfaringer med støtte til decentralisering i Uganda, Tanzania og Ghana kun giver meget beskeden plads hertil i afsnit 5.5.

Demokrati og god regeringsførelse kommer ikke fra toppen, men nedefra. Demokratiske institutioner på nationalt plan giver ikke megen mening for den enkelte, hvis den nære dagligdag er præget af umyndiggørelse. Hvad enten det er i familien, den lokale skolebestyrelse, landboforeningen eller i forhold til det lokale råd eller kommunalbestyrelsen.

Det er her, civilsamfundsorganisationernes største styrke ligger. De kan være med til at etablere/fremme en demokratisk kultur på mikroplan og dermed fremme en reel demokratisering på højere niveauer.

Det har vi i MS gode erfaringer med. Det er måske ikke umiddelbart et spektakulært resultat, at en landboorganisation i Koboko i det nordlige Uganda får sikret, at bystyrets møder, referater mm. bliver åbne og tilgængelige for alle, men det er et vigtigt skridt mod reelt demokrati.

Analysens civilsamfundsbegreb virker uklar. Et par steder fremhæves civilsamfundets rolle (vagthund, service delivery), mens det andre steder bagatelliseres eller overses.

MS argumenterer ikke for, at civilsamfundsorganisationer er vigtigere end de formelle demokratiske institutioner. Vi fremhæver, at samspillet mellem de to er det, som sikrer et levedygtigt og dynamisk samfund, hvor befolkningens – og især de fattige og interesser ikke overses, men tilgodeses bedst muligt.

Der er fortsat en meget beskeden tradition i Afrika for at stille politikere til ansvar for deres løfter og handlinger. Derfor er organisering af vælgerne/borgerne/de berørte helt afgørende for at ændre på dette – fællesskab gør som bekendt stærk.

Medier og Sikkerhedsråd

Det forudsætter naturligvis, at der er adgang til information om samfundsanliggender og administration. Som nævnt kan folkeoplysning bidrage hertil og et væsentligt middel er desuden velfungerende, uafhængige medier. Det undrer os derfor, at analysen kun ofrer 7 linjer på støtte til medieudvikling. Især når man tænker på den danske tradition og baggrund for at støtte netop dette.

I betragtning af Danmarks kommende muligheder med en plads i FNs Sikkerhedsråd, savner vi i øvrigt noget om Sikkerhedsrådets historiske og potentielle rolle i relation til Afrika. Det er vel det egentlige udgangspunkt for analysen og den kommende strategi.

Vi håber meget, at Danmarks stillingtagen og bidrag i Sikkerhedsrådet vil blive baseret på en passende vægtning af følgende elementer: Danmarks egne erfaringer fra udviklings- og andet globalt samarbejde, tilkendegivelser fra samarbejdslandene i Syd og inddragelse af civilsamfunds- organisationer i både Syd og Nord, anfører Lars Udsholt.

Kilde: www.ms.dk

Den endelige udgave af analysen lægges på Udenrigsministeriets hjemmeside fredag den 26. november. Tirsdag den 30. november holdes en offentlig høring, hvor udenrigsministeren og integrations- og udviklingsministeren fremlægger et oplæg til regeringens nye Afrika-politik.

Se tillige i rubrikken Kalender ude i menuen til venstre under mandag den 29 november “Seminar: Nyt dansk partnerskab med Afrika”, der holdes på DIIS i København og arrangeres af GEPPA-forskernetværket.

Læs også i rubrikken Dansk bistand ude i menuen til venstre under dato 21.10.04 artiklerne “Ny Dansk Afrika-politik (1): Deltag i debatten om analyse på UMs hjemmeside”, “Ny dansk Afrika-politik (2): Sådan deltager du i debatten” og “Ny dansk Afrika-politik (3): Resume af analysen”.