Ugebladet Ingeniøren har fredag løftet sløret for et nyt regeringspapir med titlen “Regeringens prioriteter for Dansk Udviklingsbistand 2005-09. Sikkerhed, vækst – udvikling”. Konklusionen i artiklen er, at sikkerhed vægtes over fattigdom.
– Det er godt at tænke på sikkerhed. Og konflikterne i Sudan og Afghanistan skal Danmark selvfølgelig hjælpe til med at løse ud fra principper om langsigtet fattigdomsorienteret indsats. Det er dog meget skidt, hvis regeringen generelt flytter fokus væk fra fattigdomsindsatsen i Danmarks programsamarbejdslande, siger Mellemfolkeligt Samvirkes formand, Søren Hougaard, og lægger til:
– Det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen. Vi farer hen til nuværende konflikter og glemmer indsatsen de mange steder, hvor konflikter vil blusse op i fremtiden på grund af ekstrem fattigdom.
– VK-regeringen vil mere for langt færre penge. I stedet for prioriteringer kommer der knopskydninger. Ofte til mellemindkomstlande som f.eks. Irak og andre relativt rige arabiske lande. Og det i en tid, da u-landsbistanden er ganske betragteligt formindsket, ikke mindst til Afrika. Det er som bekendt ellers i Afrika syd for Sahara, fattigdommen har virkeligt tag, fortsætter Søren Hougaard.
– I Mellemfolkeligt Samvirke kan vi slet ikke se logikken i at sløjfe freds- og stabilitetsfremmende indsatser under Mifresta-rammen og nu opruste på sikkerhedsområdet for de langt færre u-landsmidler. Det hænger slet ikke sammen. Hvordan man end vender og drejer det, bliver slutresultatet et nederlag for fattigdomsorienteringen. Og det er bestemt ikke, hvad verden har brug for.
– Derimod er der grund til en forstærket dansk indsats for fordrevne og forfulgte flygtninge fra klodens fattigste lande. Ved sin tiltræden (som udvikligsminister, red.) i begyndelsen af august udtalte Bertel Haarder, at en flygtningeindsats ude i verden var 100 gange mere effektiv end en indsats i Danmark, fremfører Søren Hougaard og konkluderer:
– Mellemfolkeligt Samvirke vil opfordre regeringen til at tilføre u-landsbistanden de mange ressourcer, som i de seneste år er sparet på asylmodtagelse i Danmark. Knap en halv milliard kroner er det blevet til.
– Disse penge kan gå til en styrket dansk indsats for de mange flygtninge, der lever i dyb armod i fjerne flygtningelejre i klodens fattigste lande. Mere end nok så mange ord om sikkerhedspolitik og konfliktløsning vil det demonstrere, at regeringen tager verdens flygtningeproblemer alvorligt, slutter Søren Hougaard, som ser frem til at se regeringsudspillet i sin helhed.
Yderligere oplysninger hos Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke, tlf. 21 60 20 68. Mellemfolkeligt Samvirke, Borgergade 14, 1300 København K, www.ms.dk
Læs mere om VK-planen her på siden under dags dato.