På søndag den 9. maj ventes mange danskere gå rundt med ’Giv jord til mor’-raslebøsser og samle ind sammen med Mellemfolkeligt Samvirke og Sofie Lassen-Kahlke til fordel for kvinders jordrettigheder i Zambia, Tanzania og Nepal.
Men der er stadig brug for flere, som vil samle ind fra kl. 11 til 14 på søndag, skriver MS i en pressemelding.
– Mange af de afrikanske kvinder, jeg har mødt, er enker, som bor alene langt ude på landet, mens de skal forsørge måske 7-8 børn. Det er benhårdt arbejde, der handler om overlevelse for dem selv, deres børn og den nærmeste familie. Hvis den jord, som de lever af, bliver taget fra dem, har de ingenting, siger Sofie Lassen-Kahlke.
Hun har som dette års indsamlingsambassadør været i Zambia i det sydlige Afrika for at møde nogle af de kvinder, som får hjælp via ’Giv jord til mor’.
I u-landene står kvinderne for 60-80 procent af landbrugsproduk-tionen, men ejer kun 5 procent af jorden.
Fattige kvinders ret til jord øger føde-varesikkerheden markant i lande, hvor millioner af mennesker går sultne i seng hver dag, og tusinder dør som følge af sult.
– Mange kvinder er ikke sikret den jord, de dyrker og bor på, hvis deres mand dør. De fleste ved ikke engang, at rettigheder også er noget, som kvinder har. Derfor er det så vigtigt, at de bliver gjort opmærksom på deres jordrettigheder, så der ikke er nogle, der narrer jorden fra dem og dermed deres levebrød, siger Sofie Lassen-Kahlke.
Al erfaring viser, at 9 ud af 10 indsamlere bruger søndagen på et godt formål, fordi deres veninde, far eller nabo har spurgt dem. Derfor håber Mellemfolkeligt Samvirke, at gode sjæle vil tage fat i en nabo, søster, ven, mor eller nevø og bruge en hyggelig søndag sammen på at hjælpe med til give en fremtid i frihed til nogle af verdens mest udsatte.
3 timers indsamling giver omkring 1.000 kroner i bøssen per person, som kimer dørklokker. Man kan melde sig som indsamler på www.ms.dk/landsindsamling
Man kan også sende en sms med teksten MOR til 1919 og støtte med 100 kroner – og være med i lodtrækningen om en tur til Zambia i Sofie Lassen-Kahlkes fodspor og se med egne øjne, hvor dine penge gør godt.
Mellemfolkeligt Samvirke samler ind til støtte for fattiges jordrettigheder i Zambia, Tanzania og Nepal den 9. maj 2010.
Yderligere oplysninger hos pressemedarbejder i MS, Sara Schlüter på tlf. 60 43 43 21 eller e-mail [email protected]