KOMMENTAR
Regeringen truer med at skære i u-landsbistanden – et trist signal i en tid, hvor der skæres ned verden over, skriver Mellemfolkeligt Samvirkes ledelse lørdag.
Af Trine Pertou Mach og Frans Mikael Jansen
forkvinde og generalsekretær i MS
Kommentar bragt i Berlingske Tidende lørdag den 22. maj 2010
Der er lagt op til en hurtig og intens forhandling om regeringens genop-retningsplan, og efter forlydender er det sandsynligt, at 10-15 procent af den danske bistand får kniven.
Flere forventer nu, at Mellemfolkeligt Samvirke og andre bistandsorganisationer sætter i med et “hylekor”; bl.a. udtalte forsker Gorm Rye Olsen fredag, at “når u-landsforkæmpere forsøger at udlægge det, som om en mindre reducering vil være fatal for dansk bistandspolitik, er det rent politisk spil”.
En mindre reducering er ikke fatal for dansk bistandspolitik – vi vil stadig være et af 5 lande, der lever op til 0,7 målsætningen – men den er fatal for verdens fattigste, fordi en reducering er en del af en stærkt bekym-rende tendens, vi kan se i Europa og på globalt plan.
En tendens, som gør, at vi kommer længere væk fra at håndtere vor tids største udfordring: At udrydde sult og fattigdom.
HÆDERKRONET BISTANDSMÅL I STORMVEJR
Den første tendens kommer som følge af finanskrisen. På grund af krisen er den gamle hæderkronede målsætning om at give 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i bistand kommet i alvorligt stormvejr.
EUs medlemslande forhandler i øjeblikket for at få en samlet position til konferencen om FNs 2015-mål i september, men langt de fleste lande er langt fra at nå 0,7 målsætningen, og mange medlemslande kæmper imod indførelsen af tidstabeller og nationale handlingsplaner, som kan få bistandsprocenten op.
Danmark har i årevis kæmpet for at få andre lande med i det gode selskab, og det forlyder, at de kommende rådskonklusioner vil bekræfte målsætningen om at nå 0,7 procent i bistand, men på en hemmelig briefing fra et stort EU-medlemsland blev det sagt, at det er heldigt, at dét overhovedet sker!
Med andre ord ser det ud til, at opbakningen til 0,7 procent-målsætnin-gen er delvis forsvundet.
UNDERMINERER DANMARKS KAMP
En dansk nedskæring her små 4 måneder før FNs 2015-måls-konference vil fuldstændig underminere den kamp, Danmark har ført i årevis for at få andre lande til at efterleve løfterne.
Når EUs udviklingsministre mødes i juni for at forberede en fælles position, vil der formentlig være masser af pæne ord, men der er ikke lagt op til tilførsel af ressourcer.
EU vil op til topmødet ifølge forlydender komme med en pakke på 7,5 milliard kroner, men ingen af pengene er nye. De er taget fra eksiste-rende udviklingspuljer, og måske kan de allerfattigste og mest udsatte befolkningsgrupper ikke få del i pengene, fordi deres stater ikke kan leve op til de krav, der stilles for at få pengene.
DYB GLOBAL MISTILLID
I det lys er det ikke svært at få øje på en anden afgørende tendens:
Mistilliden mellem verdens rige og fattige lande er afgrundsdyb og bliver stadigt større og er efterhånden ved at være så stort et problem, at det afholder os som verdenssamfund fra at kunne komme frem til løsninger på fælles globale udfordringer.
Det blev senest set ved COP15 (klimakonferencen i København). Her blev de fattigste lande og befolkningsgrupper ladt i stikken, fordi der ikke blev indgået en retfærdig, bindende og ambitiøs aftale, men derimod (en løs formuleret, red.) “Copenhagen Accord”.
Næste store prøve for det multilaterale samarbejde er FNs 2015-måls-konference i New York til september. Her står Danmark sammen med Senegal i spidsen for at styre processen og sikre et godt resultat, som bringer os markant nærmere mod at nå 2015-målene.
HVOR MEGET – OG HVORFOR
Det er i lyset af de 2 nævnte tendenser, at vi skal se på, hvor meget vi giver i bistand og hvorfor.
I 2009 blev der givet knap 120 milliarder dollars i udviklingsbistand fra OECD-landene. Det svarer samlet set til 0,31 af alle giverlandenes bruttonationalindkomst. Der er langt op til løftet fra 1970 om at give 0,7 procent i bistand.
Sammenlignet med andre pengestrømme til og fra u-lande udgjorde remitter 321 milliarder dollars i 2009. Remitter er beløb, som familiemedlemmer i udlandet sender hjem til familie og venner i udviklingslande.
I 2008 investerede udlandet 707 milliarder dollars i udviklingslandene, mens konservative overslag når frem til, at u-landene hvert år mister mellem 500 og 1000 milliarder ved kapitalflugt, hvor penge på lovlig eller ulovlig vis trækkes ud af disse lande og derfor ikke bidrager til deres udvikling.
Set i det lys er bistand en lille, men afgørende kapitalstrøm. Den er – eller bør være – rettet direkte mod at komme de allerfattigste til gavn. Bistanden skal sørge for at skabe nogle gode rammebetingelser – sundhed, uddannelse, demokrati – som u-landene kan bruge til at komme videre.
BISTANDEN AFGØRENDE FOR 2015 MÅL
Udviklingsbistand er en fuldstændig afgørende faktor for at nå 2015-målene, fordi bistand gives til de fattige nationer med det klare formål at skabe udvikling for mennesker, der lever i (dyb) armod.
Regeringen kan naturligvis skære, hvor den vil, men alle synes enige om, at u-landene er uden skyld i finanskrisen, og alle erkender, at den rammer de fattigste hårdest.
Alligevel vælger man at lade dem betale. Er debatten om dét “en del af det politiske spil”, som Gorm Rye Olsen siger? Ja, det er den. Men i Mellemfolkeligt Samvirke ser vi ud over andedammen og hyler gerne for verdens fattigste.
Kilde: www.ms.dk
