Mellemøst-udsending kender kulturen

Line Stange Ramsdal


Foto: Danmission
Forfatter billede

Palæstina, Gaza, Egypten. Libanon, Syrien, Saudi Arabien og Oman. Listen fortsætter, og der er ikke mange steder i den arabiske del af verden, 31-årige Line Stange Ramsdal ikke har besøgt. I Saudi Arabien og i Libanon har hun tilmed været bosat. 

Derfor falder det hende også naturligt at skifte sin adresse og barndommens gader på Nørrebro i København ud med en hverdag i Beirut, hvor hun fra 1. juli overtager stillingen som regionsrepræsentant fra Maria Lindhardt, der efter knap et årti i Libanon flytter hjem til Danmark med sin libanesiske mand og to børn.

Line Stange Ramsdal har som fagkonsulent for Danmissions projekter i Mellemøsten siden juni 2015 arbejdet tæt sammen med organisationens mellemøstlige partnere. Hun har haft mange rejsedage, men kontor i hovedsædet i Hellerup.

Hun ser nu frem til at kunne rykke kontoret ned, hvor det hele foregår, for hermed at komme endnu tættere på de politiske udviklinger, kulturelle spørgsmål og samfundsmæssige anliggender i regionen:

”Det er vigtigt for mig at have hænderne så dybt nede i mulden som muligt, for på den måde også at kunne udvikle og styrke Danmissions arbejde i Mellemøsten, så det taler ind i den aktuelle situation i regionen”, siger hun.

Det folkekirkelige missionsselskab blev for nylig bevilliget 12 mio. kr. af EU til at fortsætte og udbygge sit dialog- og fredsstabiliserende arbejde i Syrien, Libanon og Irak.

Det er bl.a. udfoldelsen af disse EU-finansierede projekter på universiteter i Irak og blandt civilsamfundsaktører i hele regionen, der vil ligge på Line Ramsdals nye skrivebord i Hamra.      

Opvækst i kulturel mangfoldighed

På et sort-hvidt foto fra 1990, trykt i et fælles-tidsskrift udgivet af Folkekirkens Nødhjælp, Det økumeniske Fællesråd og Danmission (Dengang DMS), sidder en grydeklippet fire-årig pige ved klaveret. 

Sammen med forældrene, Kirsten Stange Ramsdal og Per Ramsdal, har hun besøg af en iransk flygtningefamilie i Aarhus, som Ramsdal-familien på det tidspunkt var kontaktfamilie for og stadig har kontakt med.

Mange vil sikkert kunne hævde at være vokset op i lignende multikulturelle sammenhænge, men det må alligevel være de færreste, der – ligesom Line Ramsdal – er blevet præsenteret for så bred en vifte af etniske forskelle og religiøse grupperinger i så ung en alder. 

Som seks-årig gik turen til Palæstina, Gaza og Egypten i forbindelse med hendes fars dav. arbejde på Silkeborg Højskole. Første besøg i Libanon med familien aflagde hun 10 år gammel. Således var hun som ung parat til at tage alene på en månedlang bustur igennem Syrien, hvorefter hun som 25-årig bosatte sig et halvt år i Saudi-Arabien, da en praktikstilling på den danske ambassade i hovedstaden Riyadh bød sig.

Herfra rejste hun en del rundt på Den arabiske Halvø, i de lande, som ambassaden i Riyadh også dækker: Qatar, Oman, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater.

I Oman besøgte hun bl.a. en gammel boghandler, som stadig eksisterer og i sin tid beskæftigede hendes far, da han som ung rejste ud som volontør med Det Danske Missionsselskab (i dag Danmission). Dengang administrerede Det Danske Missionsselskab boghandlere rundt om i den arabiske verden.

”Der er nok ingen tvivl om, at mine oplevelser som barn har haft betydning for mine valg senere i livet. Mellemøsten er en stor og meget mangfoldig region og ret tidligt i min opvækst oplevede jeg, at mennesker kan leve fredeligt sammen på tværs af kulturelle, etniske og religiøse tilhørsforhold”, siger Line Stange Ramsdal, der er kandidat i mellemøststudier fra Syddansk Universitet. 

Hun fortsætter: “Oplevelsen af, at mennesker er i stand til at leve fredelig sammen i en region, som desværre også er præget af uenighed og konflikt, er også det, der motiverer mig i mit arbejde i dag”.

Ramsdals hidtidige stilling som fagkonsulent i Hellerup overtages af Maria Lindhardt. De to bytter med andre ord plads i Danmission.