Der var både ris og ros, da den danske delegation mandag eftermiddag skulle stå skoleret for FN i Menneskeretsrådet i Geneve.
Danmark regnes stadig som en af duksene i klassen, men 3 ting trak ned i karakteren, skriver Institut for Menneskerettigheder (IMR) i København i en presseudtalelse.
FN’s knap 200 lande kiggede os efter i sømmene. 48 lande tog ordet og satte fingrene på vore ømme punkter. Navnlig 3 punkter fik opmærk-somhed: Diskrimination af etniske minoriteter, kvinders og børn rettigheder samt forholdet til internationale konventioner.
– Der bliver lagt mærke til Danmark, og opfattelsen er grundlæggende, at Danmark står stærkt, når det handler om menneskerettigheder. Men en række enkeltsager trak ned, og derfor håber jeg, at det overblik, som eksaminationen har givet os, udmønter sig i en samlet handlingsplan på menneskeretsområdet, siger Jonas Christoffersen, direktør i IMR.
Diskrimination af etniske minoriteter
24 ud af de 48 lande, der tog ordet Danmark, havde fokus på forholdene for indvandrere i Danmark.
– Danmark fik kritik for, at vi ikke er gode nok til at inkludere udlændinge i det danske samfund og den generelle debat om udlændinge herhjemme blev nævnt. Flere lande opfordrede Danmark til at fortsætte arbejdet med at styrke integration og tolerance i samfundet, siger Christoffersen.
Kvinders og børn – en børneombudsmand…
23 lande fokuserede på kvinders rettigheder, hvor kritikken og forslagene til forbedringer omhandlede vold mod kvinder i hjemmet, prostitution og menneskehandel.
Omkring 15 lande talte om børns rettigheder, og der var generelt fokus på at sikre en børneombudsmand eller lignende institution for at give børn et klart talerør i samfundet.
– Vold i nære relationer og overgreb på børn er altid vigtigt at påpege for samfundet, og mange lande interesserer sig for de emner, siger direktør Jonas Christoffersen
Forholdet til internationale konventioner
Hele 25 af de 48 lande nævnte Danmarks forhold til internationale konventioner:.
– Danmark fik ros for sit internationale arbejde for at støtte menneske-rettigheder og demokrati, men det blev kritiseret, at vi i Danmark ikke har tilsluttet os flere internationale konventioner, ligesom Danmark ikke tillader visse internationale organer at modtage klager over os, siger Jonas Christoffersen.
Kritikken fra flere lande gik også på, at flere FN konventioner ikke er en del af dansk ret, og at vi ikke har en national handlingsplan for menneskerettigheder:
– Regeringen henviste flere gange med til konkrete handlingsplaner på f.eks. menneskehandel og diskrimination, men Danmark har ingen generel handlingsplan for menneskerettigheder herhjemme, og derfor er det også svært at danne sig et overblik over, hvordan vi arbejder med menneskerettigheder, siger Jonas Christoffersen.
Danmark skal svare på kritikken
Onsdag svarer Danmark på kritikken og vil pege på de områder, hvor regeringen vil følge FN’s anbefalinger.
– Det bliver spændende at se, hvad man svarer den 4. maj. Jeg håber, at man vil tage en stor del af kritikken til sig og derefter nærmere vurdere, hvordan man kan arbejde på de anbefalede områder, så Danmark om 4 år kan forklare præcis, hvilke fremskridt vi har gjort, slutter Jonas Christoffersen fra IMR.
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/30-04-11/s-skal-danmark-op-til-eksamen-i-menneskerettighede
Yderligere oplysninger hos:
Jonas Christoffersen, tlf. 40 57 87 88