Danmark giver yderligere nødhjælp til ofrene for jordskælvene på Sumatra i Indonesien, skriver udenrigsministeriet i en pressemelding onsdag
Danida yder yderligere 10 mio. kr. i støtte til ofrene. Den samlede danske støtte vil herefter være på i alt 12,4 mio. kr.
Det vurderes, at der først om et par dage vil være et troværdigt tal for antallet af omkomne efter de to jordskælv på vest Sumatra i Indonesien.
Vurderingen er pt. mellem 3.000 – 5.000 omkomne, men de foreløbige tal er forbundet med stor usikkerhed, og det frygtes endda, at dødstallet kan blive højere.
Kombinationen af jordskælv og høj nedbør bidrager til jordskred i kommunerne langs jordskælvszonen på Sumatra.
Det er vanskeligt at komme frem og foretage den påkrævede yderligere vurdering af situationen, der dog vurderes som meget alvorlig.
Måske står mellem en halv og en million uden tag over hovedet, og mange landsbyer er helt forsvundet som følge af jordskælvene.