Mette Gjerskov ny u-landsordfører for Socialdemokraterne

Mette Gjerskov


Foto: Folketinget
Forfatter billede

Den detroniserede fødevareminister Mette Gjerskov bliver Socialdemokraternes nye ordfører for udvikling og bistand efter Jeppe Kofod, som vil koncentrere sig om at blive valgt til Europa-parlamentet i maj 2014.

Mette Gjerskov overtager også Kofods post som formand for Udenrigspolitisk Nævn og bliver samtidig en af folketingsgruppens næstformænd.

Det stod klart efter et gruppemøde tirsdag kl. 11 i partiet.

Jeppe Kofod mister desuden titlen som udenrigsordfører til partiets tidligere finansordfører John Dyrby Paulsen. En post, han har siddet på med enkelte afbræk siden 2001. Kofod fortsætter dog sammen med Mette Gjerskov som medlem af Folketingets udenrigsudvalg.

Den 47-årige bramfri Gjerskov var en af de politikere, der blev tippet som mulig ny udviklingsminister, såfremt Socialdemokraterne havde overtaget taburetten efter valget i september 2011 – i øvrigt en selvstændig ministerpost, der blev skabt af en tidl. socialdemokratisk statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, i 1993.

Men statsministerpartiet lod posten gå til en radikal – Christian Friis Bach – for at få kabalen til at gå op og tog i stedet Europaministerposten.

Gjerskov var inde i billedet, fordi hun har udvist international interesse og engagement i mange år, først og fremmest i Dansk Røde Kors.

Hun var initiativtager til at oprette en lokalafdeling i hjembyen Gundsø nord for Roskilde for snart 20 år siden og var formand for Dansk Røde Kors, Gundsø lokalafdeling 1994-2005 og næstformand for organisationen i det dav. Roskilde amt. Hun var også vicepræsident i Dansk Røde Kors 1999-2004.

Roste frivillige i Røde Kors

Som hun skriver på sin hjemmeside:

“Jeg blev hurtigt bidt af arbejdet i Røde Kors og organisationens værdigrundlag om at hjælpe. Som vicepræsident arbejdede jeg med de 15.000 frivillige i hele landet, som gør et beundringsværdigt socialt arbejde”.

“Som vicepræsident deltog jeg også i Røde Kors’ internationale drøftelser, bl.a. verdensgeneralforsamlinger, hvor folk fra Røde Kors fra 180 lande verden mødes med repræsentanter for verdens regeringer. Her blev truffet vigtige beslutning om det humanitære arbejde med aids og katastrofeforebyggelse”.

Og så var hun medlem af Kontaktudvalget til det frivillige sociale arbejde 2001-2004 og senere leder af Center for frivilligt socialt arbejde (2004-2005), hvorfra hun har orlov; hvilket kunne antyde, at hun har en del til overs for de frivillige ildsjæle, som føler sig trængt i disse år i u-landsmiljøet.

Hun blev student i Roskilde og har siden uddannet sig til agronom på Landbohøjskolen (1993). Hun blev indvalgt i Folketinget i februar 2005 og var fødevareminister fra oktober 2011 til august 2013.

Kofod som makker for Friis Bach

Jeppe Kofod har kørt et snævert parløb med Christian Friis Bach, ikke mindst om ministerens vidtgående omlægninger af bevillingsapparatet for udviklingsbistanden.

Han forsvarede indædt ministerens ønske om at nedlægge U-landsstyrelsen og dermed ifølge kritikere reducere den lovbestemte folkelige medbestemmelse om bistandspengene, som Styrelsen stod som garant for i 50 år.

Det indgik som element i en ny hastigt gennemført lov om bistanden i fjor, som oprindeligt indebar, at Styrelsens afløser fra 1. januar 2013, en ny mægtig ekstern bevillingskomite, ville blive spækket med Danida-folk.

Komiteen, som tager stilling til alle større Danida-projekter og -programmer, ville dermed blive kontrolleret af – netop – Danida.

Dette var ministerens udtrykkelige ønske og blev først forpurret, da et enigt politisk flertal uden om regeringen – fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten – satte hårdt mod hårdt og sikrede folk udefra vetoret i komiteen. Ellers ville partierne ikke stemme for den nye u-landslov, meddelte de.

Jeppe Kofoed har siden 2010 siddet som næstformand for det nye danske Institut for Flerpartisamarbejde, som blev promoveret af netop Kofod og dav. udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

Kofod tog orlov fra Folketinget i juli 2006 til juni 2007 for at rejse til USA. Her gennemførte han en Masteruddannelse på The John F. Kennedy School of Government, i Harvard University i Boston.

Han har været projektkoordinator i international afdeling på Socialdemokraternes partikontor (1995-98).

Flere tråde til u-landene

39-årige Kofod er allerede nået langt i sin politiske karriere, siden han kom i Folketinget valgt på Bornholm i marts 1998.

Jeppe Kofod har været udenrigsordfører for Socialdemokraterne siden 2001, dog med en kort pause fra marts 2008 til august 2008, da han trak sig fra posten på baggrund af et seksuelt forhold til en 15-årig pige under et påskekursus i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom; han blev snart efter taget til nåde igen som bl.a. udenrigs- og bistandsordfører.

Han var næstformand i Udenrigspolitisk Nævn 2001-2008 og blev dets formand fra oktober 2011.

Jeppe Kofod har en fortid i elevbevægelsen i Danmark. Han var bestyrelsesmedlem i Danmarks Elev Organisation 1990-1992, i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning 1992-1994 og forretningsudvalgsmedlem i Operation Dagsværk 1992-1994.

I u-landssammenhæng har han været medlem af bestyrelsen i FN-forbundet og af bestyrelsen for UNICEF Danmark samt vice-President for AWEPA, European Parliamentarians with Africa fra 2002 og kasserer for Parlamentarians for Global Action 2004-2006.