KOMMENTAR/ANALYSE
Af Erik Lyngsø-Petersen
Redaktør, Nyhedsmagasinet Ingeniøren og ing.dk
Ydelse af ganske små lån – mikro-kreditter – til fattige i u-landene er et af de seneste års hotteste emner i debatten om fattigdoms-bekæmpelse.
Der er tilsyneladende tale om et columbusæg, der uden synlige bivirkninger på en gang kan stimulere lokal økonomiske vækst og forbedre vilkårene for de fattigste familier.
Men ak, der er ikke noget i u-landsbranchen, der bare er nemt. Heller ikke låneprojekterne lever altid op til de teoretiske idealer i mødet med virkeligheden, fremgik det af diskussionen på et velbesøgt møde herom i Ingeniørforeningens Ulandsfaglige Selskab forleden.
Men når man ved, hvor uendeligt kompliceret selv et veldefineret drikkevandsprojekt kan være på grund af svært gennemskuelige kulturelle og strukturelle omstændigheder i lokalsamfundet, hvorfor skulle denne type projekter så være nemmere?
Hjælp til selvhjælp
Mikro-finansiering kan implicere mange forskellige økonomiske tiltag på mange niveauer. Hovedsigtet for de fleste projekter er hjælp til selvhjælp i uudviklede områder, hvor risikovillig kapital ikke er tilgængelig, så ellers ubemidlede kan starte en positiv erhvervsudvikling nedefra.
Men også dannelse af kvindegrupper i “opsparingsforeninger”, som organisationen CARE International med held har etableret for over en million kvinder, er en del af konceptet.
Ideen om at yde mikro-lån som led i bistanden blev ikke mindst promoveret af økonomen Muhammad Yunus, der modtog Nobels fredspris 2006 for sin indsats med Grameen Bank i Bangladesh.
3 ud af 5 anbefalinger fra regeringens Afrikakommission fokuserede på “mikrofinansiering”, som i fremtiden skal være et væsentligt element i den danske Afrika-bistand. Flere af de større danske NGOer er desuden med i sådanne projekter, og via webbaserede tjenester, som MyC4 og KIVA, har vi desuden alle sammen mulighed for at give private lån til initiativrige fattige, der vil starte eller udvikle en virksomhed.
Positiv evaluering af Tanzania-projekter
På mødet gennemgik økonomen Robert Stone fra konsulentfirmaet Oxford Policy Management resultatet af en evaluering af Danidas brede indsats med at ophjælpe Tanzanias finansielle sektor, han netop har forestået.
Den danske indsats, der er foregået på mange niveauer, har generelt haft betydelig positiv indvirkning på udvikling af sektoren, fremgik det, selv om der naturligvis er en række ting, som kan forbedres. (Rapporten “Evaluation of Danish Support for Financial Service in Tanzania” kan rekvireres gratis via evaluation.dk).
Man kan f.eks. bemærke, at også Robert Stone og hans team observerer, at Danida er alt for svagt bemandet med teknisk sagkundskab, som kan give den decentrale bistandsorganisation – ambassadernes “non-specialist programme managers” – nem adgang til konkret teknisk rådgivning.
Men kritikken formuleres naturligvis på sædvanlig uforpligtende facon: ”It would be advisable for the MFA to consider whether there is a need to strengthen the capacity of the technical assistance staff …”. Det tager ingen af Danidas chef-djøf’ere formentlig notits af.
Mens Robert Stones har en udpræget praktisk tilgang til emnet, bestræbte Jens Kovsted fra CBS sig i det efterfølgende indlæg på at anlægge en knivskarp økonomisk vurdering.
Han er, sammen med Thomas Barnebeck Andersen fra KU, forfatter til en ny tværgående analyse af evalueringer af mikrokredit-projekter for Danida (rapporten “Synthesis of impact evaluations of microcredit”, kan ligeledes hentes via ’evaluation.dk’).
Jens Kovsted afviste blankt, at det nogensinde er bevist, at mikro-kreditprojekter har hjulpet efter hensigten. Altså at netop de fattige i målgruppen har fået bedre indtjeningsmuligheder ved at låne penge, og at en bæredygtig erhvervsudvikling er igangsat i projektområdet. Enkelte lånere er måske nok blevet rigere, men som en gennemsnitsbetragtning har der ikke kunne dokumenteres en positiv virkning.
Helt banalt skal 2 forudsætninger være opfyld, understregede han:
1) Der skal være reel mangel på kapital i området, og
2) der skal være et reelt potentiale af forretningsideer, som kræver kapital.
Er der intet lokalt potentiale at understøtte med lånene på grund af befolkningens generelle fattigdom og uvidenhed, må man meget hellere give bistand og skoleuddannelse end lån, der går til forbrug.
Donor-organisationernes evalueringer af deres egne projekter er ganske vist gennemgående positive. Men det er kun fordi de er uvidenskabelige på en række vitale punkter og derfor nærmest ønsketænkning, forstod man.
De få pålidelige evalueringer, som er udført af uafhængige forskere og publiceret i tidsskrifter med “peer review”, er derimod generelt negative.
Der er dog en række begrænsninger i analysen, bl.a. medtager den ikke eksempler fra Afrika. Desuden det kun er den direkte økonomiske effekt af låne-projekterne, der er undersøgt, ikke eventuelle afledede positive effekter.
Jens Kovsted pointerede, at analysen udelukkende har kigget efter positiv økonomisk effekt, fordi man bør betragte mikro-kreditter som en produktiv investering i det lokale erhvervsliv.
Men det er en alt for snæver betragtning, mener Robert Stone. Mange steder er befolkningens økonomiske sårbarhed på grund af manglende opsparing det største problem.
Hvis et lån, der bruges til familiens forbrug, kan hindre, at landmanden tvinges til at sælge høsten på et ugunstigt tidspunkt, kan det betyde en stor økonomisk fordel for familien. Så selv om der ikke derved kommer en større produktion, kan den bedre pris for afgrøderne f.eks. give mulighed for at sende et barn i skole.
Den efterfølgende diskussion efterlod ikke nogen i tvivl om, at mikro-kreditter ikke er den nemme genvej til fattigdomsbekæmpelse og erhvervsudvikling i ludfattige lande, som man gerne havde ønsket sig.
Metoden kan virke, men utallige individuelle lokale kulturelle, strukturelle og økonomiske forhold spiller ind, så man ikke umiddelbart kan overføre erfaringer på tværs af regioner eller lande.
Alle er heldigvis opmærksomme herpå, og det er prisværdigt, at Danida har investeret i evalueringer af finans-projekter inden den store satsning herpå, som regeringen har bebudet i Afrika. Forhåbentlig lykkes det.
På mødet fortalte Maria Ploug Petersen fra CARE Danmark desuden om erfaringerne med “Village Savings and Loan”. Dette koncept fungerer i tilbagestående landdistrikter, hvor det er for dyrt at etablere egentlige kreditprojekter, og behovet for kapital er begrænset.
Erfaringen er, at meget fattige foretrækker at opbygge økonomiske reserver gennem opsparing frem for at tage lån, som de alligevel ikke magter at udnytte produktivt. Derfor har CARE organiseret “spare- og låneforeninger” for op imod 1 million kvinder, der med små indskud opnår en række fordele, så de f.eks. får mulighed for at købe og sælge med fortjeneste på lokale markeder.
CARE-projekterne er så at sige mikro-mikro-finans, og slet ikke noget for vækstorienterede “entrepreneurs”. Men måske for dem, hvis børn måske engang kan blive det. Læs mere herom på vsla.net.
Kommentaren/analysen er stillet til rådighed for u-landsnyt af forfatteren, som er bestyrelsesmedlem i foreningen, der udgiver nyhedstjenesten
