Militær ind i genopbygning i Afghanistan

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Hjælpeorganisationerne i det nordlige Afghanistan er begyndt at mærke resultatet af en dansk politisk beslutning om at samtænke militær og civil indsats, skriver DR Online tirsdag.

39 soldater er kommet på plads i Feyzabad i det nordøstlige hjørne af landet, hvor de optræder under tysk kommando. I Feyzabad er opgaven helt ny: Svært bevæbnede patruljer i firehjulstrækkere skal opholde sig i bjergene i op til 10 dage ad gangen for at notere behovet for genopbygning og give opgaverne videre til humanitære organisationer. Ansvarsområdet er ca. 300 km på hver led.

Den militære involvering i nødhjælpsarbejdet vakte ved introduktionen sidste år en del vrede blandt private nødhjælpsorganisationer, men nu er deres skepsis vendt til accept, mener den tyske rådgiver Michael Hasenau, som repræsenterer det tyske udenrigsministerium i militærlejren til DR Nyheder.

Hasenau udgør den civile del af ledelsen i lejren, og i næste uge støder en Danida-repræsentant til.

Danmark er nu repræsenteret 3 steder i Afghanistan. 50 mand har siden januar 2002 opholdt sig under NATOs ISAF-kommando i hovedstaden Kabul. Hovedopgaven er vejledning af afghansk politi og militær.

ISAF (International Security Assistance Force) har ca. 4.000 soldater fra flere end 30 nationer tilknyttet. De skal sikre en stabil udvikling sammen med Afghanistans nye regering. Parlamentsvalg er planlagt til september 2005.

Det tredie danske bidrag består af 6 soldater i et militært observations-team i byen Aybak i en anden region af det nordlige Afghanistan. Fra august bidrager Danmark med et Hercules transportfly støttet af 75 mand fra Flyvevåbnet.