I næste uge skal verdens nationer vedtage FN’s omfangsrige verdensmål i New York.
Derfor afholdt 92-gruppen en velbesøgt konference på Christiansborg om de nye udviklingsmål, der har et stort fokus på bæredygtighed.
Der er lagt op til, at verden skal bevæge sig i en bæredygtig retning socialt, økonomisk og miljømæssigt. Det vil mange nok mene, at der er behov for det i en tid, hvor vi ser massive flygtningestrømme.
Både udviklingsministeren og miljø- og fødevareministeren talte ved konferencen, og de ser begge en sammenhæng mellem konflikter og flygtningestrømme på den ene side og miljøforringelser og klimaforandringer på den anden.
Bæredygtig udvikling vigtig for fred og stabilitet
Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) startede med at nævne Pave Frans’ hyrdebrev, der beskriver sammenhængen mellem klodens tilstand og vilkårene for de fattigste mennesker.
”En bæredygtig udvikling er vigtig for mennesker, men det er også meget vigtigt for fred og stabilitet i verden”, fastlog den nyudnævnte miljøminister.
Hun nævnte specifikt, at mangel på vand og oversvømmelser er blandt de store trusler. Derfor ser hun bl.a. målet om at skaffe lige adgang til vand for alle som vigtigt.
Den erfarne politiker pegede på, at Danmark er leveringsdygtig i løsninger, der kan bringe verden på den rette kurs.
Danmark er nemlig meget langt fremme med miljøvenlige teknologier, og ”verdensmester” i vandteknologi.
”Der er mange penge at tjene på denne dagsorden”, fastslog Eva Kjer Hansen, og fortsatte:
”Investeringer gavner i udviklingslande og skaber vækst her”.
Derfor vil den nye minister for miljø og fødevarer benytte anledningen til et fremstød for dansk bæredygtig teknologi.
Glad for ambitiøse mål
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) talte ligeledes om, hvordan FN’s dagsorden om nye verdensmål er god for Danmark.
”Dagsordenen er meget ambitiøs, og jeg er glad for, at den er ambitiøs. Det er svært at være skuffet fra dansk side”, påpegede han.
Han havde gerne set lidt færre mål, men ville omvendt gerne have mere ambitiøse erklæringer om bl.a. kvinders rettigheder, der er en dansk prioritet.
Som miljøministeren pegede han på, at Danmark netop kan levere mange af de løsninger, som vil blive efterspurgt, når verdens nationer skal indfri målene.
Udenrigsministeren blev fra salen bedt om sit syn på sammenhængen mellem klimaforandringer og global stabilitet.
”Jeg er meget opmærksom på, at klimaforandringer skubber til migrationsstrømme”, lød det fra ministeren.
Ingen strategi fra regeringen endnu
Udenrigsministeren tager sammen med Eva Kjer Hansen og statsminister Lars Løkke Rasmussen til New York i næste uge for at deltage i den højtidelige seance, hvor målene officielt bliver vedtaget.
Forhandlingerne sluttede for en måneds tid siden, og der foreligger nu en konkret tekst, som blot venter på at blive officielt vedtaget.
Men arrangørerne af konferencen ønskede også at kaste lys over den danske rolle i forhold gøre målene til andet og mere end højtidelige ord.
Tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach sidder nu som Undergeneralsekretær for FN’s Økonomiske Kommission for Europa, og han havde en meget håndfast opfordring til statsledere og regeringer:
Lars Løkke Rasmussen og de to ministre skal møde op i New York med en konkret handlingsplan for den videre vej mod omstillingen.
”Det vil kun lykkes, hvis alle verdens ledere møder op i New York med viljen til at sætte konkrete og målbare nationale bæredygtighedsmål og med viljen til at prioritere og gennemføre konkrete bæredygtighedsplaner. Håber Danmark møder frem med den danske plan”, lød det fra den tidligere minister i 92-gruppens nyhedsbrev.
Den danske regering har imidlertid endnu ikke lavet en overordnet strategi.
”Vi har ikke fra regeringens side taget endeligt stilling til, hvordan vi indfrier målene”, fortalte udenrigsministeren.