Træ nr. 10 millioner er nu plantet uden for Virunga-nationalparken i det østlige DR Congo, som rummer de sjældne bjerggorillaer, skriver WWF-Danmarks blad “Levende Natur” i sit seneste nummer.
De er plantet på initiativ af WWF Verdensnaturfonden for at sikre lokalbefolkningen forsyning af træ til brænde og skåne træerne i selve nationalparken.
På trods af borgerkrig, uroligheder og etablering af flygtningelejre er det nemlig lykkedes at begrænse ødelæggelserne af selve nationalparken, således at bestanden af de truede menneskeaber ikke er gået tilbage.
Der foregår dog stadig ulovlig træfældning og produktion af trækul inde i nationalparken, men de store træplantager, som er etableret i randzonen foran selve parken, har afbødet de værste ødelæggelser, skriver bladet.
Turisterne er blevet væk på grund af uroen og volden i området, så nationalparkens indtægter er gået drastisk ned.
Udover DR Congo findes verdens sidste godt 600 bjerggorillaer i nabolandene Rwanda og Uganda.