For en uge siden fik den første internationale konvoj af lastbiler endelig lov til at levere mad til den sultende befolkning i den syriske by Madaya, som har været under belejring i flere måneder.
Siden er fem personer døde af sult, lyder det fra de læger, som Læger uden Grænser støtter i byen. Dermed er 35 mennesker døde af sult siden begyndelsen af december, skriver den internationale hjælpeorganisation på sin hjemmeside.
18 risikerer snart at dø
Det medicinske personale, som Læger uden Grænser støtter i Madaya, melder om yderligere 18 patienter i kritisk tilstand. De bør omgående evakueres til et sikkert sted, hvor de kan modtage den nødvendige behandling, hvis de skal have en chance for at overleve.
Flere andre har enten behov for at blive evakueret eller brug for læger, der er eksperter inden for underernæring. Det er nemlig vanskeligt at behandle patienter, der er alvorligt underernærede, og det kræver erfaring.
De alvorligt syge har brug for at blive indlagt på et hospital med veluddannet personale samt de rette medicinske faciliteter. Gravide og ammende kvinder bør også evakueres fra Madaya.
Belejring som våben
Læger uden Grænser er også meget bekymrede for det medicinske personale, som organisationen støtter i byen. De arbejder under kummerlige forhold med tomme medicin-hylder og et stigende antal syge patienter at tage sig af.
Læger uden Grænser begyndte at levere medicinsk nødhjælp og støtte uddelingen af mad til Madaya i august 2015, efter at det syriske regime og dets allierede i den libanesiske Hizbollah-bevægelse belejrede byen.
Men de seneste måneder har det været umuligt at levere medicin og mad til befolkningen.
Situationen i Madaya er et ekstremt eksempel på de belejringer, som bliver brugt som et våben under borgerkrigen i Syrien af både landets regime samt bevæbnede oppositionsgrupper.