Fhv. ministerråd Kurt Ebert, Grækenland, fylder 75 onsdag d. 11. juni 2014.
Fødselaren blev cand.polit. i 1965 og straks ansat i udenrigsministeriet.
På sin første udepost 1967-71 blev han fungerende chef for den danske ambassade i Prag og oplevede her, at Sovjet knuste det tjekkiske forår. Ebert fik sin ilddåb, da han kørte rundt i gaderne for at samle danske turister op, mens der blev skudt efter ham.
I 1978 åbnede han den danske ambassade i Abu Dhabi i Den persiske Havbugt, hvor han var indtil 1981.
Efter en del år hjemme på Asiatisk Plads gik turen videre til Libyen i 1990 og næste station hed Pakistan, hvor Kurt Ebert frem til 1998 var chef for ambassaden i Islamabad med titel af ministerråd og tilige anmeldt i Afghanistan.
Fra 1998 til 2000 var han ambassaderåd i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, men var udposteret herfra i det store ørkenland, Niger.
Efter et par hjerneblødninger i 2002 lagde han det hektiske diplomatliv på hylden.
Han er gift med filippinsk-fødte Ruth Delgado Ebert og har tre voksne børn fra et tidligere ægteskab.
Slægtsforskning er en af de ting, Kurt Ebert interesserer sig for i dag. Familien kan spores 400 år tilbage og stammer fra glasmagere i Nordtyskland. Den første Ebert indvandrede til Danmark i 1830erne fra Holsten.