Kronik af udviklingsministeren og miljøministeren lørdag i Kristeligt Dagblad
Af Ulla Tørnæs (V) og Connie Hedegaard (K)
“Mit folk kører ikke firehjulstrækkere, vi tager ikke på weekendture eller på ferier med fly, men vi bliver alligevel ramt af klimaforandringer”. Sådan lød budskabet fra aktivisten og masai-kvinden Sharon Looremetta på FNs klimakonference i Nairobi i november sidste år.
I en førstehåndsbeskrivelse af livet i en stadig varmere og mere knastør del af Kenya fortalte hun, at masaierne på de vidtstrakte sletter i Kenya og Tanzania næsten ikke så regn i 3 år. Resultatet har været, at deres dyr dør, og masai-kvinderne skal gå stadig længere for at hente vand.
Siden da er regnen væltet ned i unormalt store mængder. Den har ødelagt veje og udvasket den tørre jord. Tørke, efterfulgt af unormalt store mængder nedbør er et typisk mønster, mange udviklingslande oplever som følge af klimaforandringer.
FNs Klimapanel, IPCC, offentliggjorde fredag den centrale del af panelets fjerde hovedrapport. Konklusionen er klokkeklar: Verdenssamfundet skal handle, og vi skal gøre det nu.
Det er nu mere end 90 procent sikkert, at den globale opvarmning siden midten af det 20. århundrede skyldes menneskeskabte drivhusgasser. Samtidig står det klart, at den globale opvarmning foregår langt hurtigere nu, end man tidligere har observeret.
Den globale opvarmnings dramatiske konsekvenser berører ikke bare det afrikanske kontinent, men hele kloden. De fattigste lande kommer dog uden tvivl til at betale den højeste pris, selvom de har bidraget mindst til at skabe klimaproblemerne.
De stigende temperaturer betyder også, at vi i dag ser malaria i højlandet i Østafrika, hvor der historisk set ikke har eksisteret malaria. Andre steder er der tale om ørkendannelse, som medfører mangel på vand og fødevarer. Det skaber grobund for fejlernæring og sygdomme.
Udbredt tørke og voldsomme oversvømmelser vil lægge yderligere pres på klodens ressourcer og kan medvirke til en forværring af situationen i områder, der i forvejen kæmper med store problemer.
Klimaforandringer er ikke en isoleret miljøpolitisk udfordring, og man skal have meget store skyklapper på, hvis man ikke kan se nødvendigheden i at inddrage klima i andre politiske sammenhænge som f.eks. udviklingspolitikken.
Det blev også slået fast i den meget omtalte britiske Stern-rapport. Rapporten konkluderer bl.a., at hvis vi ikke gør noget ved den menneskeskabte udledning af drivhusgasser, vil 100 millioner blive miljøflygtninge. Lige så mange vil blive påvirket af stigende verdenshave.
Rapporten dokumenterer også, at klimaændringerne risikerer at koste samfundet enorme summer. Men signalet er til at forstå, nemlig at der er kolossalt store udgifter forbundet med ikke at gøre noget mod klimaændringerne nu. Jo længere vi venter, desto højere bliver prisen.
Ikke mindst for u-landene. Det klimasårbare landbrug understøtter i mange udviklingslande op til 70 procent af befolkningen og udgør en tredjedel af økonomien. Samtidig har udviklingslandene knappe ressourcer at stå imod med. Det gælder også danske samarbejdslande.
Eksempelvis oplevede Mozambique for nogle år siden store oversvømmelser i lavtliggende sydlige dele af landet. Det betød tab af menneskeliv, evakuering af tusindvis af mennesker, ødelagte landbrugsarealer, bortskyllede veje og broer og store udgifter for et i forvejen fattigt land.
I andre samarbejdslande som Vietnam og Tanzania kæmper bønder med at tilpasse sig ændrede dyrkningsforhold, når regnen udebliver eller kommer uventet i alt for store mængder.
Disse 3 lande er de første, der får gavn af Danidas Klimahandlingsprogram. Handlingsprogrammet indeholder redskaber til at “klimasikre” udviklingssamarbejdet, altså at integrere klimaudfordringen i bistanden, så de negative virkninger ikke underminerer indsatsen.
Det gælder fremme af tørkeresistente afgrøder, boring af brønde, anlæg af veje, kystzonebevaring og fremme af klimarobuste udviklingsplaner, både på nationalt og lokalt niveau.
Merudgiften til at klimasikre udviklingsprojekterne skønnes at være 10-20 procent, afhængigt af projekternes sårbarhed. Men det er en god investering. Vi skylder de berørte befolkninger i u-landene og de danske skatteydere at klimasikre udviklingsindsatsen.
Hvis vi ikke gør det, er der risiko for at underminere opfyldelsen af 2015-målene og kampen mod fattigdommen i udviklingslandene. Dertil kommer, at udviklingslandene med god ret mener, at det er os i den rige del af verden, der har skabt problemerne med vores livsstil og måde at producere på.
Derfor har vi et medansvar for at bistå u-landene med at imødegå klimaforandringerne.
Den Globale Miljøfacilitet (GEF) er den væsentligste kilde til finansiering af klimaindsatser. Siden GEFs etablering på Rio-topmødet i 1992 har institutionen ydet 2,3 milliarder dollar til fremme af klimavenlig energi.
Som Klimakonventionens finansieringsmekanisme har Danmark gennem årene været blandt GEFs stærkeste støtter. Folketingets Finansudvalg bevilgede i november sidste år 310 mio. kr. til GEFs næste 4-års-program.
Uden en forstærket indsats kan forværrede levevilkår i udviklingslandene øge risikoen for konflikter om knappe ressourcer og øge flygtningestrømmene mod Europas og USAs grænser.
Vi må tænke i helhedsorienterede løsninger, hvor der skabes de rette rammer for, at udviklingslande med voksende deltagelse i verdenshandelen også bidrager til den globale klimaindsats.
På energiområdet er der enorme behov for investeringer i u-landene. Omkring 1,6 milliarder mennesker har fortsat ikke adgang til elektricitet. Energiforsyning er af afgørende betydning, hvis udviklingslandene skal kunne løfte sig ud af fattigdom.
I Danmark er vi langt med udvikling af klimavenlig teknologi, som i stigende grad efterspørges af landene i Den 3. Verden. Den bedste måde at engagere udviklingslandene i klimaindsatsen er at demonstrere, hvordan det i Danmark er lykkedes at fremme økonomisk og social udvikling med en klimavenlig energipolitik og at bistå med at stille klimavenlig teknologi til rådighed for de fattige nationer.
Kyoto-protokollens såkaldte fleksible mekanismer giver mulighed for at overføre kapital og teknologi til mindre udviklede lande og få godskrevet den opnåede CO2-reduktion i det danske klimaregnskab.
I Østeuropa, Asien og i Sydafrika er Danmark kommet godt i gang med sådanne projekter. Her samarbejder vi også tæt med lokale partnere om at skabe øget kendskab til JI (Joing Implementation, red.) og CDM-mekanismen (Clean Development Mechanism, red.) i det lokale erhvervsliv.
De afrikanske lande fremhævede på klimakonferencen i Nairobi ønsket om at få mere del i CDM-projekterne. Danmark vil derfor indarbejde en særlig facilitet for CDM-projekter i Afrika i den strategi for JI- og CDM-arbejdet, som vi lancerer i løbet af de kommende uger.
En helhedsorienteret dansk international indsats, der tager højde for klimaudfordringen, har mange facetter. Danmark kan naturligvis ikke alene løse alle verdens problemer. En ny klimaaftale skal føre til betydelige globale reduktioner i udledningerne af drivhusgasser.
Men vi skal samtidig tydeligt signalere, at de fattigste lande på grund af deres meget lave CO2-udledning ikke har ansvaret for klimaproblematikken og er berettiget til at øge deres udledninger af drivhusgasser, såfremt det er nødvendigt for deres udvikling.
Vi kan ikke forhindre, at verdens fattigste lande bliver alvorligt ramt af klimaforandringerne. Sådan er det desværre allerede. Men vi kan begrænse omfanget, hvis vi handler nu.
Hvis vi derimod lader stå til, kommer det til at koste. Og alt tyder på, at den regning bliver meget høj. Inuitkulturer og ø-kulturer er allerede alvorligt truede som følge af temperatur- og havstigninger.
Klimaproblemet går ikke væk af sig selv. Jo hurtigere det internationale samfund griber ind, desto flere skadevirkninger kan afværges. Hvis vi lader stå til, vil først og fremmest udviklingslandene blive de store tabere i det globale spil.
Det vil ramme os alle – ikke mindst de kommende generationer, slutter de 2 ministre.
Kronikken stod i Kristeligt Dagblad fredag den 3. februar 2006
Kilde: www.um.dk
