Folketingets udenrigsudvalg vil på sit møde 29. januar have mere at vide om, hvad regeringen gør for at øge dansk eksport og investeringer i Afrika. Det skal handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) svare på.
Det sker i form af et åbent samråd med de to ministre på begæring af Venstres udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen, der har stillet følgende spørgsmål:
“Vil ministrene redegøre for den danske indsats for eksportfremme i Afrika, herunder hvad Danmark konkret gør via bistandsmidlerne for at sikre mere samhandel og eksport?”
Derudover vil udvalget drøfte landepolitikpapirer for bistanden til Zimbabwe og Burkina Faso med udviklingsministeren.
Mødet finder sted tirsdag d. 29. januar kl. 15 i værelse 2-080.
Samrådet er åbent for alle, men der vil være et begrænset antal tilhørerpladser. Gæster udefra, må beregne ekstra tid på grund af sikkerhedstjek ved besøgsindgangen.
Det er tilladt at optage lyd, hvis det kan ske uden at anbringe mikrofoner på bordene og uden at forstyrre samrådets afvikling i øvrigt.
Samrådet TV-optages og vil blive vist live på Folketingets hjemmeside (www.ft.dk), hvor det også kan findes efterfølgende under “TV fra Folketinget”.
Desuden vises samrådet forskudt på Folketingets TV-kanal.