Peter Fischer-Nielsen er indstillet til et præsteembede i folkekirken den 1. juni 2018. Derfor stopper han som daglig leder af Mission Afrika, hvor han har været ansat i fem år, de seneste tre som generalsekretær.
Han blev som vicegeneralsekretær først konstitueret som daglig leder siden fastansat som sådan efter at hans forgænger gennem syv år, Kristian R. Skovmose, var fratrådt med omgående virkning. Mere på https://globalnyt.dk/content/stort-missionsselskab-far-ny-general-fra-egne-raekker
Pæne ord til afsked
“Under Peter Fischer-Nielsens ledelse har vi taget vigtige skridt i retning af at blive en missionsorganisation, der passer til det 21. århundrede, og hvor missions- og udviklingsprojekter udføres i tæt samarbejde mellem partnere i Afrika og Mellemøsten og medarbejdere og frivillige i Danmark”, siger Mission Afrikas bestyrelsesformand, Anne Mie Skak Johanson. Hun føjer til:
“Han har også været med til at sætte mission på dagsordenen og inspirere til tværkulturelle aktiviteter herhjemme. Desuden har Peter Fischer-Nielsen evnet at skabe et godt arbejdsmiljø og en god teamfølelse blandt ansatte og frivillige”.
Den omtalte “modernisering” af det folkekirkelige missionsselskab finder sted på baggrund af, at man for længst har kunnet fejre sit 100 års jubilæum. Se også https://missionafrika.dk/mission-afrikas-historiske-hjoerne og https://globalnyt.dk/content/dansk-missionshistorie-om-kulturmoeder-tro-og-opofrelse
Arbejder især i Vest- og Nordafrika
Mission Afrika samarbejder med kirker og organisationer i Afrika og Mellemøsten om at sprede det kristne budskab og skabe fred og udvikling.
En ny generalsekretær skal videreudvikle samarbejdet til gavn for mennesker i Cameroun, Centralafrika, Nigeria, Mali, Sierra Leone, samt Nordafrika og Mellemøsten. Og personen skal også fremme det globale udsyn i kirken herhjemme. Se om et nyt projekt i Cameroun på https://missionafrika.dk/project/landbrugsudvikling-i-cameroun-og-mali/
Skal booste missionsarbejdet
“Vi kan godt forstå, at Peter Fischer-Nielsen vil prøve kræfter med præstejobbet, som jo også er missionsarbejde – bare i en anden sammenhæng”, siger Anne Mie Skak Johanson og uddyber:
“Vi vil mission! Vi vil samarbejde med vore partnere i syd om at sprede evangeliet og løfte lokalsamfundene. Og vi vil også sætte mission på kirkens dagsorden, så vi ikke fortaber os i vores eget herhjemme”.
Hun pointerer:
“Derfor søger vi nu en ny generalsekretær, der kan booste missionsarbejdet og se værdien i at samarbejde med kirker i en anderledes kultur end vores egen”.
“Gode og lærerige år”
Peter Fischer-Nielsen ser tilbage på sin tid i Mission Afrika:
“Det har været fem gode og lærerige år her i samarbejde med bestyrelse, medarbejdere og frivillige”, lyder det.
Men nu venter nye udfordringer:
“Siden jeg afsluttede mine præstestudier, har jeg haft lyst til at prøve kræfter med et præstejob. Og da folkekirkens mission også retter sig mod Afrika, håber jeg på fortsat godt samarbejde med Mission Afrika, når jeg skifter til præstegerningen”.
Mission Afrikas bestyrelse har nu opslået lederstillingen i domicilet i Højbjerg i Århus og håber at finde den rette person inden sommerferien.