Missionsselskab ud af Botswana på grund af pengemangel

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Dansk Ethioper Mission (DEM) har meddelt sin partnerkirke, Den evangelisk lutherske Kirke i Botswana, at man stopper sin økonomiske støtte til kirken og kalder sine medarbejdere hjem fra Botswana ved udgangen af 2005

For DEM har det været vanskeligt at træffe beslutningen om at indstille sin støtte med økonomiske tilskud og udsendte medarbejdere til partnerkirken i Botswana med virkning fra den 1. januar 2006.

Hovedårsagen til det alvorlige skridt er DEMs økonomiske situation. Et stort underskud i 2004 og et budget for 2005, som disponerer over resten af missionsselskabets hensatte midler (en såkaldt arvepulje), gør det nødvendigt at spænde livremmen kraftigt ind for at rette op på økonomien i 2006 og de kommende år.

– Når vi skal finde besparelser i den størrelsesorden, så er vores eneste reelle mulighed desværre at barbere lønkroner væk, siger generalsekretær Filip Christensen.

DEMs beslutning om at trække sig ud af Botswana betyder derfor også at missionærparret Heidi og Jens Lomborg fratræder DEMs tjeneste til nytår, så de ikke vender tilbage som lærerpar på kirkens præsteseminarium, Woodpecker. Det planlagte hjemmeophold i Danmark i sommeren 2005 er således udskudt, og deres møder ligeledes skubbet til efter nytår.

– Her vil jeg gerne understrege så kraftigt som jeg overhovedet kan, at vi på ingen måde er utilfredse med Heidi og Jens Lomborgs arbejdsindsats. Tværtimod har vi kun godt at sige om dem og deres indsats, siger Filip Christensen.

Ifølge generalsekretær Filip Christensen er Botswana og Den evangelisk lutherske Kirke valgt som offer for sparerunden, fordi man skønner at det er den af selskabets 3 partnerkirker i Afrika, som bedst kan undvære DEMs indsats.

– Samtidig må jeg også sige, at kirken i Botswana selv har gjort det lidt lettere for os at træffe den vanskelige og smertefulde beslutning, siger han.

På kirkens synodemøde den 19. – 24. april valgte de delegerede en ny biskop til afløser for Philip J. Robinson, som går på pension. Valgt som ny biskop blev Cosmos Moenga.

– Som mange af kirkens egne folk mener vi, at valget af Cosmos Moenga er en katastrofe for kirken, både åndeligt og ledelsesmæssigt. Og sammen med en mangelfuld styring af kirkens økonomi, har det altså gjort det lidt lettere at træffe beslutningen, selv om det gør ondt når man har hjertet med i arbejdet!, siger Filip Christensen.

DEM fastholder samarbejdsaftalen med Den evangelisk lutherske Kirke i Botswana og vil som partner fortsat følge udviklingen i kirken så godt som det er muligt at gøre det på afstand.

På den måde kan DEM vende tilbage med aktiv støtte til kirken i Botswana, hvis man om nogle år igen kan løfte opgaven økonomisk, og hvis betingelserne for et konstruktivt og forsvarligt samarbejde med kirken er til stede. Men foreløbigt stopper støtten med penge og medarbejdere med udgangen af 2005.

Den evangelisk lutherske Kirke i Botswana blev etableret i 1978 og har haft Philip J. Robinson som biskop i alle årene frem til bispevalget i april 2005. Kirken har i dag ca. 20.000 medlemmer.

Samarbejdsaftalen mellem DEM og Den evangelisk lutherske Kirke i Botswana er fra 1984. DEM har haft missionærer udsendt til kirken i Botswana siden 1989, dog med en pause på 1½ år (midt 2002 – januar 2004).

Ifølge DEMs budget for 2005 kommer DEMs støtte til Den evangelisk lutherske Kirke i Botswana i år til at løbe op i 628.344 kr. (økonomiske tilskud, løn til udsendte medarbejdere mv.). DEMs samlede budget for 2005 er på 7.766.265 kr.

Kilde: www.dem-dk.dk